Den engelske spændingsforfatter Eric Ambler gav sine erindringer titlen »Here lies«, her ligger/lyver. En præcis titel til erindringer, en slags gravskrift, en beskrivelse af noget afsluttet, et sted at samle nogle tråde og måske endda nå en afklaring. Det er selvfølgelig her, løgnen kommer ind - optrevlingen af den røde tråd eller en form for forståelse, hvis man skal udtrykke det positivt, det, som er erindringsskrivningens drivkraft.
Henrik Nordbrandt er ingen undtagelse, »Døden fra Lübeck« er med forfatterens egen karakteristik et stykke arkæologi, et dyk ned i barndommen for at forbinde - forsone, siger han endda - nogle yderligheder i erindringerne, der rummer både glimt af den højeste lykke og de grusomste mareridt. Let er det ikke, selv om Henrik Nordbrandt har allieret sig med Tigerdyret, Peter Plys´ ligefremme og fremadstormende ven, han skal holde Nordbrandt på den lyse vej, så han kan give »et godt indtryk« af sig selv. Tigerdyret kommer hurtigt til kort. Begyndelsen sætter fortegnet, »jeg var en fejltagelse« skriver han, der blev født den 21. marts 1945, nogle timer før Shellhuset blev bombarderet, »født uønsket, ved kejsersnit og med granatchok« - at det må få konsekvenser, er selvindlysende også uden det selvironiske overskud, som Nordbrandt demonstrerer. Hans far var søofficer, en hustyran af de mere sammensatte, og hans mor jurist uden det ringeste begreb skabt om børn.
Da hun nogle måneder efter Henriks fødsel blev indlagt på Montebello med dårlige nerver, kom han i pleje hos sin farfar og farmor på Falster. Her har han det godt - når et højdepunkt i sit liv kun overgået af meget få senere oplevelser: Fuglene kvidrer, bierne summer og han ligger i sengen indsmurt i sin egen lort, religionshaderen Henrik Nordbrandt har en nærmest religiøs oplevelse: »Jeg var nærmere på noget guddommeligt, end jeg nogensinde har været i en kirke. Lorten forbandt mig med sommeren udenfor, jorden, alt det, der gærede, fik liv og brød frem, de grønne træer og blomsterne.« Henrik er et med universet, som han ligger der, men længe er han ikke i paradis, han kommer hjem til far og mor. Drømme om dødedans, skeletter, der tager ham i hånden, hjemsøger ham i lejligheden på Biskop Krags Vænge i København, den følsomme dreng har mareridt i en uge efter at have set en mumie på Nationalmuseeet, og han må bæres skrigende ud af biografen, da han ser en film af vagtparaden, der trækker op.
Han skranter konstant, bliver mobbet, indtil han lærer at slå fra sig. Da familien nogle år senere er flyttet til Lillerød nord for København, er han ved at slå et par legekammerater fordærvede. Lillerød er en forbedring i forhold til København, han får venner, fisker i moserne og vigtigt: får lært at læse. Det lyder som en herlig barndom, men helt godt er det ikke. Da familien flytter til færgebyen Korsør, glæder han sig over at være sluppet ud af »den sorte gryde med de gule ærter og flæsket«. Ånden i Korsør passer bedre til Henrik, forstår man, »færgebyens ånd er venten, usikkerhed, overgang og forvandling« - den voksne Henrik kan øjensynligt bedst li´ Korsør, Nordsjælland må han derimod genindtage som voksen og er overrasket over, at det er, som det er, Sjølunds fagre sletter.
I Korsør vender skeletterne tilbage, han ligger syg i flere dage efter at have set en film fra en kz-lejr, han isolerer sig, taber sig og bliver indlagt på Rigshospitalets psykiatriske afdeling. Tynd er han, knap 40 kg, »Døden fra Lübeck« kalder en af hans medpatienter ham, der nu næsten er blevet som et af de skeletter, der har mareredet ham gennem barndommen. Vendepunktet kommer på Rigshospitalet, hvor en læge gør ham klart, at hvis han bliver ved med ikke at spise, så dør han. Han vil ikke blande sig i, om den unge Henrik vil tage sit eget liv, det er hans egen eksistentielle beslutning, men i den tilstand, han befinder sig nu, har han mistet enhver dømmekraft, og derfor må lægen hjælpe ham. Erkendelsen af, at det er op til ham selv, om han vil være her eller ej, gør ham straks villig til at samarbejde.
I den forstand er også »Døden fra Lübeck« et gravskrift. En forbindelse endsige forsoning mellem glæde og grusomhed er der ikke hos den nøgterne skribent, der blev sat i gang med erindringerne en solskins- septemberdag på Møn, den 11. september 2001.
Nordbrandt registrerer handlinger og omstændigheder frem for at give sig hen i farverige stemningsbeskrivelser. Om der er mindre konstruktion end hos andre erindringsskribenter, får stå hen, indimellem kan klarsyn også være en løgn. Den forståelse, Nordbrandt skriver sig hen og ned til, er det eksistentielle nulpunkt, det er dit liv, valget og ansvaret er dit. At kalde det opløftende er for meget af det gode. Men det er da et sted at begynde.
Henrik Nordbrandts erindringer være hermed varmt anbefalet.
Henrik Nordbrandt: Døden fra Lübeck. Erindringer. 220 sider. Ill. 248 kr. Gyldendal.