Jeg har været på Nordpolen og Sydpolen mellem jul og nytår. Ind mellem flæskesteg og stegte sild, østers og gås har jeg stridt mig gennem polarstorme og helt usandsynligt lave temperaturer. Jeg har prist mig lykkelig for min brændeovn og for ikke at skulle spise halvkogt sælkød og pemmikan. Jeg har været med den vanvittige og viljestærke Salomon August Andrée på ballonfærd mod Nordpolen. Jeg har været med den kyniske Amundsen og den uduelige Scott på Sydpolen, og jeg har været med den altid elskelige og folkelige Knud Rasmussen i Grønland og på den store slæderejse.
Der er skrevet meget om disse polarforskere både før og nu. Og nu, jeg var med igen, har jeg endnu en gang undret mig over, hvad man skulle på polerne, hvor der ikke er meget andet end sne og is. Jeg kan forstå Rasmussen, som var ude i antropologisk ærinde, men hvad der drev de andre til at ville ”erobre” polerne og plante et flag på et imaginært sted, har jeg aldrig rigtig fattet.
Med Amundsen, Andrée og Rasmussen har vi i Norden tre meget forskellige nationalhelte. Og meget forskellige fremstillinger af dem. Mens Amundsen og Andrée både er blevet heroiseret og har været genstand for voldsomme opgør med idealiseringen, så har Rasmussen ikke tilsvarende været så kontroversiel en person. Det er svært at sige noget rigtigt negativt om Knud Rasmussen, mens det er meget let at gøre det om de andre.
Rasmussen er så heller ikke en person, der skrives romaner om, men nok biografier. Bare inden for de seneste otte år er der kommet tre plus det løse: Kirsten Hastrups historisk og antropologisk orienterede, Kurt L. Frederiksens ekspeditionsorienterede og Niels Barfoeds ”Manden bag helten”-portræt.
Det går alt sammen pænt for sig, og Rasmussens eventuelle fejl gør ham også blot til et menneske som os andre. Hans død var heller ikke videre glamourøs. Han bukkede under for en madforgiftning på et hospital i København, mens både Andrée og Amundsen på tragisk vis døde oppe i kulden. Den slags død er der bedre historier i.
Rasmussen er en nationalhelt, hvis ry står så temmelig uantastet. Amundsen er det gået anderledes. Man hyldede ham for hans store bedrift, da han i kapløb med englænderen Scott nåede først til Sydpolen og slap levende fra det. Det gjorde Scott som bekendt ikke.
Men senere er Amundsens ry falmet, og den norske forfatter Kåre Holt foretog med den dokumentariske roman ”Kapløbet om Sydpolen” (1974) nærmest et karaktermord på Amundsen. Mens Scott var en gentleman, var Amundsen skånselsløs og kalkulerende. Den modsatte historie kan man læse i englænderen Roland Huntfords dokumentariske bog ”Scott og Amundsen”, hvor Scott er inkarnationen af imperiets tåbelige og udtjente æresbegreber, mens Amundsen er ét med den pragmatiske fornuft og en ny og frisk verdensorden.
Amundsen brugte hunde til sin færd og lod dem både slæbe ham og spise hinanden. Det er også motivet for det seneste opgør med Amundsen i nordmanden Hans-Olav Thyvolds sorgmuntre roman ”Snille hunder kommer ikke til Sydpolen” (2017). Den er fortalt fra en skødehunds synpunkt, og den er forarget over Amundsens kyniske og brutale brug af hundene. Amundsen er en skidt karl og langt fra at være en rigtig helt. Alene synvinklen hos hunden er med til at placere ham på et niveau, der ikke er passende for nationale idoler.
I Sverige gjorde de også en helt ud af Andrée, da man fandt ham og hans nedfrosne ledsagere i 1930, 33 år efter at de omkom. Hvorfor de døde, har siden været en gåde på linje med grunden til, at de overhovedet begav sig af sted på en ballonfærd, der allerede fra starten var dømt til at mislykkes. Hvad glorværdigt er der ved at begive sig ud på en rejse med alle odds imod sig? Måske skulle det være en genvej til kærligheden for i hvert fald en af deltagerne. Hans efterladte breve lader os få indblik i en kærlighedshistorie, som den svenske forfatter Bea Uusma folder ud i den dokumentariske fremstilling ”Expeditionen. Min kärlekshistoria” (2013). Det er ved siden af den ulykkelige kærlighedshistorie en meget grundig og passioneret analyse og afvejning af, hvad der kan have ført til ekspeditionens tragiske endeligt.
Litteraturen om polarekspeditionerne og deres deltagere byder på heroiseringer og karaktermord. Hvad den ene forfatter bygger op, river den anden ned. Der er godt stof i den slags historier, hvor der hele tiden er en ko på isen, og hvor det gælder liv eller død. Etiske problemstillinger sættes på spidsen, når kulden slår ihjel, og konkurrencen er nådesløs.
Jeg har været i kulden igen med mændene, hvis ry ikke vil dø, men hvis gerninger kan diskuteres og til stadighed bliver det. Over 100 år efter at mændene kæmpede for egen og nationens ære, er der stof i dem til nye historier, for der er hele tiden spørgsmålet, man vender tilbage til: Hvilken kraft drev dem ud i kulden, hvor døden var mere sikker end en lykkelig hjemkomst
I klummen Liv&Litteratur skriver kulturkritikerne Mai Misfeldt, Henrik Wivel og Lars Handesten på skift hver lørdag om forbindelserne mellem eksistens og litteratur – både historisk og aktuelt.