Siden han selv fyldte 50 år, er der mange spørgsmål, der har trængt sig på hos journalist og forfatter Bo Østlund, og en stor del af sit 60. år har han brugt på at tale med 24 jævnaldrende og ældre danske mænd.
I en række lange interviews deler de tanker om alt det, der opstår i den sidste del af livet og snakker befriende ærligt og indsigtsfuldt om liv, død, tro, kærlighed, begær, kvinder, forfængelighed, fortrydelse og meget mere. Og de gør det godt.
Den dårlige nyhed er imidlertid, at der ikke er ret mange af dem, der er specielt begejstrede for at blive ældre. Nedtællingen er nemlig, som skuespiller Morten Grunwald siger, begyndt. Og hvordan føles det så?
Tidligere Zentropa-direktør Peter Aalbæk er den mest bramfri, som for eksempel da han bliver spurgt, om der overhovedet ikke er noget godt ved at være 60 år:
”Nej! Årtusindets løgn, det er alle de gamle røvhuller, der står og roser deres alder. Os, som har rundet 60, er på tålt ophold.”
Skuespiller Søren Østergaard er mere modereret:
”Jeg er en af dem, der dybest set ikke kan se det helt store, fantastiske i at blive ældre. Jeg synes, det er lidt opreklameret.”
Mens forfatter og skipper Troels Kløvedal, der med en livstruende sygdom står helt ude på kanten og kigger ned, ser mere lyst på alder:
”At blive ældre er som at kravle op ad et bjerg. Man bliver lidt forpustet, men overblikket bliver bedre. Og jeg har nydt at få den erfaring, viden og indsigt, som jeg har i dag, for den har givet mig en ro. Så alderen har også sin charme, selvom verden bliver mere og mere kompleks, jo ældre man bliver. Men samtidig bliver den også nemmere at forstå.”
De interviewede er alle mennesker med masser på hjerte, og de giver gavmildt væk, både fra deres private og deres professionelle liv. De er typisk dybt forankrede i deres fag, og fine betragtninger over blandt andet kunst og politik blander sig med de mere eksistentielle. Særligt tankevækkende er det, at stort set hver eneste fortrydelse har rod i familien: i svigt eller fravær over for børn, i manglende nærvær over for koner og kærester.
”Modne mænd” er en bog, man får lyst til at citere fra og forære væk, omend det også er en bog, der bærer begrænsningen i sin form, og selvom Bo Østlund er en begavet interviewer, der forstår at få sin spørgsmål-svar-struktur til at leve og ligne en samtale, kan det ikke undgås, at man efterhånden aner skelettet og dermed sporer en vis redundans. Men det er imponerende, at samtlige 24 interviews er så stærke, som de er.
Der er naturligvis nogle af mændene, som man helt instinktivt er mere nysgerrig på at høre mere om end andre, men de er aldrig ligegyldige, og Bo Østlund forløser dem fornemt i al deres forskellighed. Som for eksempel her sanger Allan Olsen:
”Jeg burde være i fuldstændig panik, fordi jeg nærmer mig en afslutning – men jeg og alle andre i min alder lever, som om det ikke findes. Og det er nok noget genetisk, som sidder i os som de dyr, vi er: Sådan er livet. Det har en start og en slutning. Kan det tænkes, at meningen med livet i virkeligheden er at lære at dø?”