Nedtælling til århundredets katastrofe

Skildringen af den gamle europæiske verdens undergang griber læseren med en blanding af intensitet og tragedie i Florian Lilles "1913. Århundredets sommer"

"1913" er et monument over kuldsejlede håb og drømme.
"1913" er et monument over kuldsejlede håb og drømme. .

I Wien danser borgerskabet til Strauss valsemelodier. Kejseren optræder op i uniform med fjerbusk og blanke knapper, som omgivelserne reagerer på med de obligate anstandsøvelser. Og får de østrigske borgere ondt i sjælelivet, tilbyder Freud en times konsultation mod et honorar svarende til en tjenestepiges månedsløn.

Men det er også i Wien, at en subsistensløs maler ved navn Adolf Hitler faldbyder sine skilderier og om aftenen søger at skaffe sig gehør på mandeherberget med sine antisemitiske ytringer.

LÆS OGSÅ: Det blev sagt, og det bliver stående

I ledige stunder spadserer Hitler i parken ved Schloss Schönbrunn. Det gør også en anden fremtidig diktator Josef Stalin. End ikke da de 26 år senere slutter ikkeangrebspagten, var de to mænd fysisk så tæt på hinanden som i januar 1913.

Kulturjournalisten Florian Illies skildrer tiden op til Første Verdenskrig som karakteriseret ved konsoliderede kejserdømmer og kulturelt overskud.

Skildringen af den gamle europæiske verdens undergang griber læseren med en blanding af intensitet og tragedie. Så åndfuldt var det! Og just derfor så hjerteskærende trist, at denne verden skulle gå under året efter.

Illies har indøvet en slags tilbageholdenhedens disciplin, som består i at antyde det videre forløb eller ironisere over, hvad der er sket i kærligheden eller med de kunstneriske ambitioner hos tidens digtere og tænkere. Hans tilgang til stoffet hører til under det, man plejer at kalde det biografiske eller det anekdotiske. I denne korte form kan tingene ofte siges enklere og mere prægnant end i den længere. Ved at sammenstille øjebliksbilleder fra det skæbnetunge år peger Illies på sammenhænge, der er blevet overset, og fremdrager udsagn, der kan være overhørt.

LÆS OGSÅ: Vi kører mod afgrunden på første klasse

Proust sender første bind af På sporet af den tabte tid på gaden. Anatole France sammenfatter sin egen og mange læseres erfaring: Livet er for kort og Proust for lang. Charles Fabry opdager ozonlaget, der på den tid stadig er fuldkommen intakt, som Illies bemærker.

Stemningen i 1913 er da også lang og lys og rolig som en sommerdag. Familier bliver foreviget i solide plysmøbler, og en vis Norman Angell (!) skriver, at krig fremover er udelukket, fordi den økonomiske udvikling forbinder nationerne i et skæbnefællesskab. Men det er Illies pointe, at stabiliteten var mere ustabil, end den ved første øjekast så ud til at være.

Og her spiller urovækkende avisnotitser ind, som den om studenten, der tjener lidt ekstra ved lade sig begrave levende 5 minutter ad gangen. En dag bliver hans assistent så distraheret af en samtale, at han glemmer den unge mand i graven, som dør af iltmangel. Mellem 1914 og 1918 skulle magthaverne i tankeløshed ofre millioner af unge liv i skyttegravene.

1913 bliver dermed et monument over kuldsejlede håb og drømme, for Illies er både skarp og foruroligende præcis i de mange korte sekvenser.