Den unge digter Amanda Gorman stjal billedet ved præsident Joe Bidens indsættelse, kan man læse. Hun stjal nu ikke noget, hun fik helt lovformeligt adgang til talerstolen som en del af en forholdsvis ny tradition ved præsidentindsættelser. Og så læste hun sit digt om at komme op ad bakken – i en situation, hvor meget sandt nok er op ad bakke.
Et højstemt digt, et patetisk digt (i dette ords danske betydning!), en tillidserklæring til menneskeheden i almindelighed og amerikanerne i særdeleshed, vel at mærke alle amerikanere af alle oprindelser og af alle slags. Ikke noget med at lukke nogen ude. Tonen lagde sig op ad den, man kan finde hos Det Gamle Testamentes profeter, når de – sjældent nok – ikke prædiker straf og død og undergang, men udfolder visioner om det befriede samfund, hvor løven og lammet græsser side om side, og hvor barnet kan stikke hånden ind i hugormens hul uden at få den bidt af.
Vel – helt så store visioner formastede Amanda Gorman sig ikke til, men undervejs sendte hun en hilsen til Bibelen:
”Scripture tells us to envision
That everyone shall sit under their own vine and fig tree
And no one shall make them afraid”.
En mere bibelstærk person end mig identificerede straks stedet som Mikas Bog 4, 4: ”Men de skal sidde hver under sin vinstok og sit figentræ, uden at nogen jager dem bort.” Forinden har profeten talt om, at sværd skal smedes om til plovjern, og at folk ikke længere skal oplæres til krig. (Forskellen på ”afraid” og ”jage bort” kommer nok fra et parallelsted i Første Kongebog).
Ellers var ordene Amanda Gormans egne, hun drev ikke rovdrift på de hellige tekster. Men indsættelsen af en præsident i USA er en religiøs højtidelighed, skønt stat og kirke er (burde være) adskilt. Præsidenten aflægger sin ed med hånden på en Bibel, og der bedes en del, som der også kort blev det i Joe Bidens tiltrædelsestale.
Dermed er også angivet, som hvilken genre Amanda Gormans digt skal læses eller høres. Nemlig ikke som ”poesi” i vanlig forstand, men som en hymne til lejligheden, panegyrik hed det hos grækerne.
En ny præsidents indsættelse er altid en begivenhed, og denne gang var det en særlig begivenhed. I bedste fald amerikanernes udgang af deres selvforskyldte umyndighed, som Immanuel Kant ville have sagt. Eller mere jordnært: enden på et mareridt.
Så kan man sige, at det ikke er et særligt godt digt. Men det er Schillers ”An die Freude” ved nærmere eftersyn vist heller ikke, og dog kunne Beethoven bruge det i sin Niende Symfoni og EU gøre det til en europæisk – ikke nationalsang, netop ikke, men universalsang. Og Amanda Gormans ord om, at det ikke skal handle om en perfekt nation, men om en nation med et formål, en mening, står ikke tilbage for Schillers tale om glæden som en forenende magt.
Ja, der er skæve rim (men engelsk har altid haft et mere liberalt forhold til rim), og der er store ord. Amerikanerne dyrker den blomstrende retorik og den store patos mere end de fleste moderne europæere, men de har et forbillede i Walt Whitman i 1800-tallet. Han kunne den slags, og han gjorde også ordet ”demokrati” poesifæhigt: ”For You O Democracy” hedder et af hans panegyriske digte.
Amanda Gormans digt er hverken værre eller bedre end mange andre lejlighedsdigte. Det vil nok snarere blive citeret i fremtidens historiebøger end i fremtidens lyrikantologier. Men det fungerede i situationen præcis, som det skulle, og den situation var det digtet til. Endda med referencer til begivenheder to uger forinden, stormen på Capitol.
Vi skal nok komme ned på jorden igen efter den store patos, ned til alle konflikterne, magtkampene, studehandlerne. Men det kan næppe skade også at blive mindet om, hvad det hele skal gøre godt for: at man kan sidde i fred uden at skulle være bange eller blive jaget bort.
Klummen ”eftertanken” skrives af professor, forfatter og tysklandsekspert Per Øhrgaard og bringes i avisen hver anden fredag