Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Nerven i Edvard Munchs ”Skriget” er intakt

Selv som et litografi i sort og hvidt formår ”Skriget” fra 1895 at tale til folks stærke følelser. Litografiet er i en privat norsk samling og bliver sjældent udstillet. – Foto: Thomas Widerberg

Kærlighed og angst er emnerne på ny stor udstilling på British Museum i London med overvejende grafiske værker af norske Edvard Munch, som aldrig veg tilbage for at skildre kærlighedens stærke følelser

”Frygtens, sorgens og dødens engle har stået ved min side, siden den dag jeg blev født.”

Citatet er af den store norske maler Edvard Munch (1863-1944) og står med store typer på væggen på British Museum i London. Museet har netop slået dørene op til en ny stor udstilling med kunstnerens værker, og her er de store og rå følelser i centrum, hvilket også bliver understreget af titlen ”Edvard Munch: Kærlighed og angst”.

Udstillingen har fokus på de grafiske værker som litografier og linoleumssnit, og stjernen i udstillingen er naturligvis ”Skriget”. Som så mange andre af de berømte værker fra nordmandens hånd var dette et motiv, han vendte tilbage til. Det første maleri udførte han i 1893, og ”Skriget” har opnået status som et moderne ikonisk billede, som bliver brugt og sikkert også misbrugt i mange sammenhænge. I forbindelse med den nye udstilling bliver ”Skriget” i britiske medier naturligt kædet sammen med frustrationerne over den fastlåste situation vedrørende Brexit.

Uanset om sammenligningen er søgt, er det med til at understrege den universelle sindsstemning, som Edvard Munch ramte med sit motiv, som et af verdens mest genkendelige.

”Skriget” på udstillingen er et sjældent udstillet sort-hvidt litografi fra 1895, som er i en privat norsk samling. Og selvom det forfærdede ansigt og den dramatiske og meget nordiske himmel er farveløs, så er nerven i ”Skriget” der fortsat.

I modsætning til andre udgaver er litografiet suppleret med den tyske titel ”Geschrei” og sentensen ”Ich fühlte das grosse Geschrei durch die Natur” (”Jeg følte det store skrig i naturen”).

Teksten gør det klart, at det ikke er personen på billedet, der skriger, men som derimod reagerer forfærdet på det voldsomme skrig, som vedkommende hører.

Motivet trækker på mange ting. Broen på billedet var en rigtig bro, som var tæt på, hvor Edvard Munchs søster Laura Munch var indlagt til behandling for skizofreni, og inspirationen til det forfærdede hoved kommer fra en peruviansk mumie, som den norske kunstner så på det etnologiske museum i Paris i 1889.

Netop Paris og Berlin var målet for mange af de togrejser, som Edvard Munch tog på for at komme væk fra Kristiania – det nuværende Oslo.

Men Edvard Munch var også på en anden rejse. En rejse, der ledte ham væk fra en streng kristen opvækst. Faderen, Christian Munch, var militærlæge, men kom ud af en slægt med præster og biskopper. Men den unge Edvard søgte mod det dragende bohemeliv og ikke mindst troen på den frie kærlighed, og han giftede sig aldrig.

Udstillingen i London har fokus på de grafiske værker og er allerede her få dage efter åbningen en succes, hvor de daglige billetter bliver revet væk, så det er absolut nødvendigt at bestille på forhånd.

Her er højdepunkterne grafiske udgaver af nogle af den norske ekspressionistiske kunstners mest kendte værker som ”Madonna” og ”Vampyr II”, som er med til at understrege hans turbulente forhold til kvinder, som gik fra passion til frygt.

”Madonna” vakte naturligt opsigt i 1896, for ved siden af kvinden er der svømmende sædceller og et foster. ”Vampyr II” fremstår umiddelbart som en kærlig og intim omfavnelse, hvor kvinden med det dramatiske røde hår kærligt kysser manden på nakken. Men titlen ændrer totalt beskuerens opfattelse af, hvad der sker.

Udstillingen på British Museum viser også den kunstneriske udvikling, som Edvard Munch gik igennem, hvilket bliver eksemplificeret i værket ”Kysset”. Første udgave fra 1895 er en meget naturtro udgave af et kyssende par. I versionen fra 1902 er parret mindre tydeligt, selvom motivet tydeligvis er det samme, men det kræver meget mere af museumsgæsten.

For Edvard Munch var de rå følelser vigtige, hvilket er udtrykt i citatet:

”En skal ikke længere male interiør, folk, der læser, og kvinder, der strikker. De skal være mennesker, der er levende, som ånder og føler, lider og elsker.”

De følelser bliver i høj grad udstillet i de grafiske værker på British Museum, som også tæller hans portræt af den tyske filosof Friedrich Nietz-sche, hvis tanker Edvard Munch var meget betaget af.

Men udstillingen viser også en anden side af Edvard Munch, som måske ikke altid bliver set som kunst med stort ”k”. Det sker i form af nogle af hans satiretegninger og karikaturer.

Et andet lille hjørne af udstillingen er viet scenekunsten. Edvard Munch dyrkede et personligt venskab med August Strindberg, Gunnar Heiberg og ikke mindst Henrik Ibsen, for hvem han designede scenografi, teaterprogrammer og ikke mindst et forrygende teatralsk portræt af den noget ældre dramatiker siddende på Grand Café i Kristiania, hvor det store hvide hår er sat op imod et sort gardin, mens livet går sin gang udenfor.

Titlen ”Jalousi” synes nærmest at være overflødig i litografiet fra 1896. – Foto: British Museum
Symbolikken i ”Madonna” fra 1896 er ikke til at tage fejl af. Kvindeportrættet er indrammet af sædceller og har et foster i nederste venstre hjørne. – Foto: British Museum
Den rødhårede femme fatale bliver netop dødelig, når man læser titlen på Edvard Munchs litografi ”Vampyr II” fra 1896. – Foto: Henie Onstad Kunstcenter, Oslo