Prøv avisen
Bog

Ny Turèll-biografi fortæller ikke hele historien

Dan Turèll med cigaret og en evig trang til at skrive.

Let revideret biografi om Dan Turèll fortæller kun lidt nyt om forfatteren, men aktualiserer en principiel diskussion om forholdet mellem etik og æstetik

”Hele historien” om Dan Turèll lover forfatterne til en biografi om digteren, som nu har været død i 22 år. De gør det med et glimt i øjet, for selvfølgelig ved de godt, at man ikke sådan kan fortælle det hele. Det er i og for sig også en gammel historie, de fortæller, for Asger Schnacks bidrag har før været udgivet i ”Jeg tror nok jeg kan tåle mere kærlighed en de fleste. En bog om Dan Turèll” (2001), og Lars Movin og Steen Møller Rasmussens interviews med Turèlls familie, venner og kolleger har før været bragt som ”Onkel Danny fortæller” (2003).

Der er ikke ændret meget i teksterne, men der er dog kommet et par bidrag med i form af et nyere interview med en søster og et postkort fra Turèlls ekskone til Lars og Steen.

Læs interview med Dan Turèlls datter om at vokse op i et hjem præget af alkohol og konflikter

Alt i alt er der ikke meget nyt at komme efter i denne udgivelse, hvis man er bekendt med bøgerne i forvejen. Ellers rummer den mange biografiske oplysninger om forfatteren, hans virke og liv. Som en lille litteraturhistorie fortalt med Turèll som prisme er den både sjov og interessant. Men man skal også kunne holde ud, at Schnack begår metafor, når han skal beskrive Turèll digte - som for eksempel her, hvor de sidste digtbøger skal gennemgås:

”Det er hér, i (næsten) tavsheden, Den Sidste Trilogi stiller sig til syne med sine hvirvler i sprogets overflade, med sine rester af store byggerier, sine isbjergstoppe, sine nåle i tyndt stof, sine snekrystaller, stumper af bøn. Banaliteten files til, sublimeres i det selvfølgeliges blå rum - tilbage er hverdagslyn fra bogens klare himmel - og branderen får lov at leve, som en tragisk aske.” (181).

Det er da engageret skrevet, men hvor meget man egentlig får at vide om digtene, er jeg noget i tvivl om. Alt i alt er det dog denne beundring og kærlighed til forfatteren, som bogen er skrevet på. Det har sine fordele, da fremstillingen bliver så entusiastisk og animeret, men også sine bagdele, idet det kritiske blik for det meste må vige. Dog mener Schnack, at Turlls sidste roman, ”Det døgn, da“”, efterlader ”prosaen i en sørgelig forfatning”.

Jeg savner stadig - her 22 år efter forfatterens død - en mere uvildig og nøgtern vurdering af hans forfatterskab.

Hvad forfatterens liv angår, så har hans datter, Lotus Turèll, givet stof til eftertanke, da hun blandt andet her i avisen, har fortalt om, hvordan det er at være barn i et alkoholikerhjem. Det er et aspekt, som ikke er med i ”hele historien”. Søsteren Anne siger, at ”han gjorde tingene på sin måde, og det havde en pris, og den var han indstillet på at betale”. Det var dog ikke bare ham selv, der måtte betale, men også et barn - og en hustru.

Det er ikke første gang, at man hører en historie, om at kunst koster for kunstnerens nærmeste. Ligesom det heller ikke er første gang, man hører om et forfatterskab grundet på et solidt alkohol- eller stofmisbrug. Fra Johannes Ewald over Tom Kristensen til Tove Ditlevsen og F.P. Jac hører man den samme historie. Det er så let som ingenting moralsk at fordømme denne adfærd, men der er som bekendt grunde til, at Jeppe drikker.

Der er nerver at holde i ro, og der er et nerveliv at udforske. Der er en angst for ”Ansigterne” og de andre, som må holdes nede for Ditlevsen. Og der er en bevidsthed, der kan udvides med en flaske vin på toppen af en bakke, som Ewald beretter om i ”Levnet og Meeninger”. Hvad der helt præcist gjorde Turèll til alkoholiker, skal jeg ikke kloge mig på. Hvad historien her kan fortælle om, er et liv, hvor menneske, karakter, identitet, livstil, kunstopfattelse og kunstpraksis er så tæt forbundne, at man ikke bare kan sige, at Turèll burde være stoppet med at drikke. For så kunne man måske lige så godt have sagt til ham, at han skulle holde op med at skrive, og det havde heller ikke duet. Som Jørgen Leth fortæller, så skrev Turèll en slags ”nervesystemets notesbøger”. Den slags skriver man ikke bare af lyst, men også af nødvendighed. Og det er med til at gøre forholdet mellem æstetik og etik så speget, at det ikke kan beskrives og afgøres på nogen entydig og dogmatisk måde.

Lotus, Dan Turèlls datter, fortalte for nylig om omkostningerne ved at være vokset op i et alkoholikerhjem. Det er ikke med i historien om den kendte digter.