Jeg har slettet alle sociale medier på min mobil – Facebook, Twitter, Instagram – og får heller ikke længere besked, når en mail tikker ind.
Jeg har dermed fulgt opfordringen fra en af de eksperter, der optræder i Jeff Orlowskys Netflix-dokumentar ”The Social Dilemma”. Og netop eksperterne er det helt store scoop, for de fleste af dem har selv haft ledende stillinger hos tech-giganterne, der udelukkende arbejder på at fange vores opmærksomhed, gøre os afhængige.
Som en af eksperterne siger, er det kun om dem, der er på sociale medier, og så om narkomanerne, man benytter ordet ”brugere”. Og han og de andre eksperter – alle hvide mænd i 30’erne og 40’erne – fremstår med en næsten bibelsk afklarethed: Som en moderne variant af Lukasevangeliet har de været fortabte, men er blevet fundet og oplyser og advarer nu om, hvad det er, tech-firmaernes få betroede ansatte arbejder for. Eller som en af de frafaldne siger: ”Aldrig før i historien har 50 designere truffet beslutninger, der vil påvirke to milliarder mennesker.”
Men hvor de sociale medier i begyndelsen lignede realiseringen af en utopi, et mødested for venskab og forum for åben diskussion, har det altså vist sig at være en dystopi, hvor had og aggression florerer, og hvor de nye skyttegrave kaldes ekkokamre.
Og hvor tech-firmaerne – der har økonomier som store stater – kanaliserer al deres viden om brugeradfærd og misbrugsadfærd ind i de nyeste teknologier, sidder brugeren alene ude ved skærmen, manipuleret, forsvarsløs, udbyttet.
Det er et ulige forhold, mener eksperterne, men det er kun et af problemerne. Et andet er, at de sociale medier, og særligt Facebook, benytter sig af algoritmer, som giver brugerne mere af det, de søger på. Det betyder blandt andet, at misinformation kan sprede sig som en virus og kan påvirke hele virkelighedsopfattelser – og valgresultater.
Alt dette vidste vi godt før ”The Social Dilemma”. Men det er en del af pointen. At vi, som de misbrugere, vi er, logger på de sociale medier, selvom vi godt ved, de er skadelige. Vi skal jo have det næste fix, tjekke ”likes”, selv ”like”, spejles i ligesindede og gøre alt det andet, som eksperterne forklarer, at de oprindeligt skabte for at skabe glæde og samhørighed.
De har i stedet sammenstykket et frankensteinsk monster, som imidlertid ikke kan fordrives med fakler og høtyve. De sociale medier er kommet for at blive, og hvis ikke vi ændrer vores forhold til dem, vil de med deres blinken og lokken, med deres vanedannende overvågningskapitalisme, gøre os endnu mere deprimerede, endnu mere isolerede og verden til et endnu værre sted af være.
Det forsøger Orlowsky i ”The Social Dilemma” at illustrere med et fiktivt indslag om en familie, hvor børnene ikke er til at drive fra mobilerne. Her gør ønsket om flere likes datteren deprimeret, og sønnen ender via en strøm af opslag i hans feed som offer for en agitator og hadprædikant.
Det fiktive greb fungerer dårligt. Det bliver for tydeligt og for pædagogisk. Men eksperterne, ”the insiders”, er det hele værd, og det løber en koldt ned ad ryggen, når de fortæller, at de ikke tillader deres egne børn nogen skærmtid. Overhovedet.
Men i mange voksnes liv er arbejde og fritid blandet sammen på sociale medier og mails, og vi kan ikke bare vende ryggen til laptops, tablets og smartphones. Men der er håb i tech-mørket, hvis den enkelte bruger begynder at forholde sig bevidst til manipulationen. Sætter grænser for adgangen og gør det ved ikke at have andre apps på mobilen end dem, der kan bringe en i direkte kontakt med andre. Sms. Messenger. Og ikke bruger eksempelvis Google, men en søgemaskine, der ikke lagrer søgehistorikken.
Det har jeg gjort. Det føles godt. Frit. Og når de mennesker, der har været med til at skabe afhængighedsmaskinerne, siger, at begrænsning er det eneste, der batter, hvis man vil redde sig selv og samfundsordenen, som vi kender den, ja, så er det virkelig værd at høre efter.