“Jeg vil gerne være en maskine”, siger Andy Warhol et sted i den seks afsnit og syv timer lange Netflix-dokumentar, “The Andy Warhol Diaries”.
Den slags kunne han. Komme med opsigtsvækkende udtalelser. Han vidste bedre end nogen, hvad der virkede, hvad der vakte interessen, i den kommercielle kultur, USA allerede var, da han han som ung havde forladt Pittsburgh og sin slovakiske Warhola-familie og var flyttet til New York for at genopfinde sig selv og i den proces også opfandt en ny måde at være kunstner på. Hvor kunstneren selv er det egentlige værk, hvor “Kunstneren er kunsten”.
Det mener kurator Jeffrey Deitch i dokumentaren, der byder på et væld af interviews med tidligere medlemmer af Warhols hippe kunst- og queer-fællesskab Factory, venner, stjerner, kunsthistorikere, museumsfolk og familie.
Det er bare ikke hele sandheden, mener andre, og heriblandt flere af de medvirkende kunsteksperter. For selvom Warhol gjorde alt for at præsentere sin Pop Art som ren overflade og indtjeningskilde, og sig selv som aparte og interessant, så var kunsten – hvis den granskes – ladet med religion, sex og kærlighed og andre substantielle størrelser.
Warhols stemme
At Warhol ville være “en maskine” er da også kun et udtryk for det kunstige, hvis man læser udsagnet overfladisk. Det bygger jo på, at han netop ikke er det, at han – om han vil det eller ej – er kød og blod og følelser, og forbindelseslinjerne mellem dén pointe og så popkunst-værkerne, såvel de ikoniske som de mindre kendte, trækkes igennem hele dokumentaren. At hans værker er fulde af hans krop og dybe følelser.
Det kan indimellem føles en smule søgt. For villet. Og i mine øjne er mennesket og personaen Warhol oftest mere interessant end værkerne – for så vidt det altså lader sig gøre at skille dem ad – og det er da også ham, som menneske, der fylder mest. Men hvor meget i dokumentaren er set, læst og hørt før, er det dens greb, som puster liv i de seks afsnit: Via brugen af ny computerteknologi hører vi en stemme, der lyder fuldkommen som Warhols, læse op fra hans dagbog.
Warhol begyndte at dokumentere sit liv og sine tanker i 1968, efter den forstyrrede Valerie Solanas skød ham flere gange på tæt hold. Det blev også til en dagbog, men nogen almindelig dagbog var det ikke. Fra 1976 og frem til sin død ringede han hver dag til sin veninde, Pat Hackett, som så skrev hans ord ned.
Han skulle have et publikum, selv i det mest private, som det bemærkes i dokumentaren, der er bygget op om citater fra den 864 sider lange dagbog, som blev udgivet efter hans død, og som computerstemmen med Warhols tonehøjde, styrke og klang læser op fra i dokumentaren. På den måde er han næsten blevet en maskine, men det forunderlige er, at efter et par minutter i selskab med stemmen, så virker den naturlig, menneskelig.
Det er som et Warhol-værk i sig selv, og stemmen kommer på den velkendt bløde, mildt affekterede facon rundt om alt fra hans patologiske higen efter anerkendelse og drift mod de kendte, de stenrige og de smukke over ubehaget ved den store næse og dårlige hud til kærligheden til en række mænd.
Mørket trænger ind
Det sidste er bevægende og illustreret med levende billeder fra tv, film og fra den evigt fotograferende og videofilmende Warhols eget arkiv. Her ses den kønne, sødmefulde Jed Johnson, som var pakkebud, men blev inviteret ind i Factory, og som Warhol elskede på sin egen, sælsomme måde. Da det ikke gik, indledte han straks et forhold til Paramount-chefen Jon Gould, der udadtil gav den som kæk, preppy heteroseksuel mand med lyst tøj og sweater bundet om halsen. Og endelig den unge kunsterkomet Jean-Michel Basquiat, der måske er den mest interessante af Warhols relationer. Noget fast forhold havde de ikke, Basquiat var biseksuel, men de indledte under alle omstændigheder et tæt kunstnerisk samarbejde.
Optagelserne med Basquiat, denne uhyre talentfulde ekspressionistiske maler, som havde succes, men mødte racisme overalt – også blandt kritikere og kuratorer – udstillede med Warhol efter en lykkelig periode sammen. Men det gav bagslag. Basquiat blev i anmeldelsen af fællesudstillingen i New York Times kaldt Warhols "maskot”, selvom Warhols stjerne på det tidspunkt var falmende og Basquiats stigende. Det ødelagde deres forhold.
Mørket trænger sig i det hele taget ind på Warhol og ikke mindst under 1980’ernes aids-epidemi, som kostede flere af hans nærmeste livet. Selv var han kronisk angst for døden, hvilket utvivlsomt blev forstærket af Solanas mordforsøg, og den 22. februar 1987 nåede den også ham. Efter at have fået fjernet sin ødelagte galdeblære døde han af et hjertestop, 57-år blev han.
Det stoppede dog ikke der. Som instruktøren og vennen John Waters siger, så “fortsætter Warhol-kulten”. Hvorfor er i grunden svært at sige. Hvorfor den ynkeligt celebrity-fikserede mand med parykkerne, der førte sig frem som et brand, bliver ved med at fascinere. Det samme gælder hans værker. Hvorfor er de stadig tilløbsstykker?
Selvom dokumentaren er grundig på kanten til udmattende, er svarene heller ikke at finde der. Måske er dét en del af forklaringen. At spørgsmålene altid er i overtal.
The Andy Warhol Diaries. Instruktør: Andrew Rossi. Netflix.