Netflix-film kaster smukt sort-hvidt lys over en af filmhistoriens glemte mestre

David Finchers ”Mank” er et tankevækkende portræt af Hollywood i 1930’erne og af den fordrukne og flyvske spillefugl, som skrev manuskriptet til ”Citizen Kane”

Gary Oldman er overbevisende i rollen som den kuldslåede, sympatiske og uberegnelige Mank (Herman J. Mankiewicz). – Foto: Netflix.
Gary Oldman er overbevisende i rollen som den kuldslåede, sympatiske og uberegnelige Mank (Herman J. Mankiewicz). – Foto: Netflix.

”Dette er en forretning, hvor køberen kun får et minde. Og det købte produkt tilhører stadig sælgeren. Det er den ægte magi bag film.”

Sådan siger producenten og rigmanden Louis B. Mayer et sted i David Finchers ”Mank”, der udspiller sig i 1930’ernes Hollywood, hvor film var underholdning og penge – og ikke erkendelse og kunst.

Men det skulle ændre sig med én film, nemlig ”Citizen Kane”, der havde premiere i 1941 og med sin litterære fortælleform, brug af skygger og dybdeskarphed og sit nuancerede portræt af en stor mand og hans reelle lidenhed var noget helt andet end de romancer, skrækfilm og slapstick-komedier, der ellers gik i biografen.

Det var ganske enkelt kunst, og ”Citizen Kane” regnes i dag for et af filmhistoriens absolutte hovedværker. Men Fincher – der blandt andet har skabt den superbe thriller ”Se7en” – vender ikke kameraet mod instruktøren Orson Welles, men mod manuskriptforfatteren Herman J. Mankiewicz.

Det var ham, af venner og fjender bare kaldet Mank, der udtænkte og formulerede den store historie. Men som også blev skrevet ud af den. For Welles regnes i dag for manden bag ”Citizen Kane”, men uden Mank havde der ikke været nogen film, og ”Mank” fortæller, under hvilket pres han skrev manuskriptet. Før det arbejdede han i Hollywood som en slags ordhåndværker, strammede og optimerede andres manuskripter, men Welles betalte ham godt for at skrive sit eget manuskript på ganske få måneder.

For at få Mank i gang isolerede Welles ham i et hus i Mojave-ørkenen, hvor han fra sengen – han havde benet i gips – dikterede til en sekretær. På hundrede kilometers afstand af sprut og væddemål. For nok var Mank en blændende forfatter med kendskab til alle litteraturens klassikere, men også en flyvsk og fordrukken spillefugl med en for Hollywood uheldig trang til at sige chefer og magtmennesker imod.

Gary Oldman er overbevisende i rollen som den kuldslåede, sympatiske og uberegnelige Mank, der får en helt særlig opgave af det 24-årige vidunder Welles, som har fået frie hænder og midler til at lave en film.

Og Mank følger det gamle råd ”skriv om det, du kender” og skaber et let genkendeligt portræt af mediemagnaten William Randolph Hearst, som han i årevis var middagsgæst hos og en slags hofnar for, og skildrer både indfølt og ondt, hvordan der bag det imponerende ydre, dybt inde i det kolossale Xanadu-lignende slot sidder en lille mand med en længsel mod barndommens uskyld.

Manuskriptet gør Mank sårbar. Hearst ejer ikke bare aviserne, men kan med sine forbindelser også blackliste folk i filmbranchen med et enkelt opkald. Mank følger dog sin historie til dørs og insisterer endda på at blive krediteret som manusforfatter i den færdige film. Det lykkes kun delvist, for Welles’ og Manks navne optræder side om side på lærredet – de er begge krediteret, til trods for at det er Manks manuskript – da filmen har premiere, og det er bare en af mange kompromisser og tuskhandler, der indgås i ”Mank”, som er optaget i sølverne smuk sort-hvid og kærligt benytter mange af teknikkerne fra ”Citizen Kane”, og hvor et jazzet lyd-spor skaber fremdrift i fortællingen, der hovedsageligt består af mænd, der taler.

Og det lykkes Fincher at fremmane et ofte medrivende billede af en brydningstid i Hollywood, at skildre en række af tidens store skikkelser – Irving G. Thalberg, David O. Selznick, Upton Sinclair – og via Mank fortælle en væsentlig historie om kunst og kommercialisme, om integritet og krav og om forholdet mellem liv og fiktion.

”Mank” gaber over meget, også for meget, og er i passager så indforstået, at de seere, der ikke har studeret amerikansk filmhistorie, men bare er ude efter en god fortælling, må finde den mere eller mindre uforståelig.

Men er man fan af ”Citizen Kane” eller filmnørd, eller begge dele på én gang, er ”Mank” en vitaminrig oplevelse, fuld som den er af detaljer, hilsener og anekdoter, og når det gælder Fincher, ja, så er han altid værd at følge. En auteur i Hollywood. Og helt sikkert også en kunstner, som Mank – der døde i 1953 som bare 55-årig – ville have respekteret.