Hverdagen var engang stilfærdig og fuld af forudsigelige møder. Men nu er det anderledes. Alt er en potentiel katastrofe, og at gå på arbejde føles som at gå mellem snubletråde og landminer.
Det er ikke et krigsudbrud, det handler om, men såmænd livet på Pembroke University, der er omdrejningspunktet i Netflix-serien ”The Chair”. Her er professor Ji-Joon Kim netop blevet indsat som leder af det skrantende engelskfakultet, som har svært ved at tiltrække nye studerende, og lærerkollegiet tegnes da også af aldrende hvide patriarker, som er fuldkommen ude af takt med tidsånden. De underviser i Herman Melville og Wallace Stevens, som de altid har gjort – uden blik for de nye identitetspolitiske strømninger – og giver i pauserne gerne hinanden et klap bagi eller en sjofel bemærkning om sex til en fest, fra før alle blev så selvbevids-te, så opmærksomme på krænkelser.
Den eneste, der er i sync med den nye tid er den nytilkomne afroamerikanske Yas McKay, der underviser på alternative måder og har sans for de unges interesser, og hver eneste stol i hendes lokale er derfor besat.
Det fører til små sammenstød, men helt galt går det på fakultetet, da den midaldrende lærer Bill, for at understrege en pointe om absurd kunst, heiler i en time og bliver fanget på kamera og delt på sociale medier. Nu ruller skandalen, og Kim står i et dilemma, fordi Bill ikke bare er en af hendes ansatte, men også en nær ven og har et fortroligt forhold til hendes lille datter.
Via den fortælling peger ”The Chair” på morsom og indimellem smertefuld vis på en række af tidens tendenser og ikke mindst på afstanden mellem de ældre og de nye generationer, der kun er blevet større med woke-bevægelsen og cancel-kulturen, hvor ethvert tegn på racemæssig, seksuel eller social uretfærdighed bliver udstillet og de skyldige udskammet.
Som i en anden af tidens serier, ”The White Lotus” på HBO, skildres de midaldrende og ældre som forvirrede og de unge som ikke bare krænkelsesparate på egne og andres vegne, men også fuldt bevidste om den magt, de har fået. Og bruger. De er i eget selvbillede rummelige og imod magtanvendelse, de er imod diskrimination og fordømmelse, men bestiller ikke meget andet end at fordømme og diskriminere de ældre.
Serieskaberne Amanda Peet og Annie Wyman forstår at indlejre ironien og hykleriet i flere af seriens scener og stille det i et tragikomisk lys. I andre scener fortælles en anden historie om, hvad serieskaberne tydeligvis anser for et reelt identitetsproblem, nemlig at Kims adopterede pige – bevægende spillet af Everly Carganilla – har svært ved at finde og forstå sin plads.
Men de identitetspolitiske strømninger er ikke desto mindre blodig alvor på amerikanske universiteter, og Philip Roth tegnede allerede et signalement af udviklingen i den hårrejsende roman ”Den menneskelige plet” fra 2000, hvor en lektor bruger et ord, der opfattes racistisk af de studerende, og bliver fyret. Sådan er virkeligheden overalt nu, hypersensitiv og fuld af fælder, men hvor Roth benytter alvor, benytter ”The Chair” humor. Det virker forløsende, men skaber også en distance mellem problemerne og seerne. I hvert fald for mig. Og selvom serien er blevet svøbt i superlativer og er blevet kaldt ”en perfekt serie”, er den ikke uden problemer og klicheer.
Som den midaldrende Bill, der har mistet sin kone, og hvis datter er flyttet hjemmefra, og nu ryger joints på campus og siger, hvad der passer ham, men faktisk er den mest sympatiske og klogeste og fineste af dem alle. Sådan som vi har set det i utallige andre serier og film.
Men der er også flere sylespidse scener, og de ældres blanding af stædighed og mimren leveres af fremragende skuespillere, og ikke mindst Holland Taylor er fantastisk som frustreret Chaucer-professor. Kim, der får stadig sværere ved at styre sine lærere og studerende, spilles også brillant af Sandra Oh med den blanding af vemod og komik, hun også mestrede i serien ”Killing Eve”.
I en amerikansk sammenhæng virker ”The Chair” utvivlsomt kontroversiel med sin skildring af det giftige identitetspolitiske klima. Men herhjemme, hvor de sociale og racemæssige konflikter (endnu) ikke er så opkørte, fremstår omgangen med problemerne lidt for forsigtig og letkøbt. Serien skærer aldrig helt ind til benet – derind hvor det for alvor gør ondt. Men der er øjeblikke, der siger det hele, hvor ustabilt og farligt det hele er, på en meget sigende måde. Som da Kim på sin første dag som leder træder ind i sit fine, gamle mahogni-kontor og sætter sig til rette bag det tunge, autoritative skrivebord. Hvorefter armlænet knækker af stolen, og hun kort efter ligger forvirret på gulvet.