Netflix strammer bæltet og fyrer ansatte efter tab af kunder

Streamingtjenesten afskediger 150 medarbejdere på grund af tab af kunder og tilbagegang i indtægterne.

Den amerikanske streamingtjeneste Netflix siger farvel til 150 ansatte. Det sker, efter at selskabet for nylig for første gang i ti år meldte om tilbagegang i antallet af abonnenter og nedgang i indtægterne.

Det oplyser Netflix tirsdag ifølge det britiske BBC.

Afskedigelserne omfatter primært medarbejdere på Netflix' kontor i Californien.

- Disse ændringer skyldes hovedsageligt forretningsbehov snarere end individuelle præstationer, hvilket gør dem særligt hårde, da ingen af os ønsker at sige farvel til så gode kolleger, skriver Netflix i en meddelelse.

Afskedigelserne udgør omkring to procent af selskabets arbejdsstyrke i Nordamerika.

I april chokerede Netflix sine investorer og streamingbranchen, da det oplyste, at det i årets første tre måneder havde mistet 200.000 kunder.

Det var ellers forventet, at Netflix i første kvartal ville få 2,5 millioner nye kunder.

Netflix advarede desuden om, at det forventer at miste yderligere to millioner betalende kunder i indeværende kvartal.

Oplysningen skar i løbet af en enkelt dag 35 procent af selskabets værdi på børsen i New York.

Tabet af kunder skyldtes delvist, at Netflix i dele af kvartalet havde lukket sine aktiviteter i Rusland. Det skete efter den russiske invasion af Ukraine.

I den forgange uge kom det frem, at Netflix fremskynder introduktionen af et nyt abonnement, hvor kunderne slipper billigere, men til gengæld skal se reklamer på tjenesten.

Det nye abonnement kan komme allerede i slutningen af året.

Det skrev nyhedsbureauet Reuters, der citerede New York Times. Avisen havde oplysningen fra en intern besked til Netflix ' medarbejdere.

Af den fremgik det også, at Netflix i slutningen af året vil begynde at slå hårdere ned på deling af kodeord.

Platformen oplever nemlig, at mange brugere deler deres kodeord med andre, så man på den måde kan være flere om en enkelt konto.

Ved udgangen af første kvartal havde Netflix godt 221,6 millioner kunder.

/ritzau/