Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at læse alle artikler

Glemt adgangskode? Klik her.

New York-nostalgi skyller ind over kulturen

Men måske ligger nøglen til at forstå newyorkernostalgien lige her i paradokset mellem kulturelle nybrud og væbnede røverier ved højlys dag, skriver Esben Schjørring. Foto: Heeb Christian

1970'ernes kriminalitetshærgede, uhygiejniske, men kulturelt potente New York får i disse år en genkomst i romaner og tv-serier

Fra superduoen Mick Jagger og Martin Scorsese, der om få uger har premiere på deres HBO tv-serie ”Vinyl”, til australske Baz Luhrmann - manden bag ”Strictly Ballroom”, ”Romeo & Julie” og ”Moulin Rouge” - der for Netflix er i færd med at dreje tv-serien ”The Get Down”.

Fra Rachel Kushners roman ”Flammekasterne”, som udkom på dansk sidste år, til Garth Risk Hallbergs ”Byen brænder”, der udkommer på dansk i dag: Slut-1970'ernes og start-1980'ernes New York får i disse år en massiv kulturel genfødsel.

Både af forståelige grunde - punken, discoen og hiphoppen blev født her på dette tidspunkt, og rocken brød for sidste gang nyt land - og af mindre indlysende grunde - for på samme tid var New York heftigt plaget af vold, vandalisering, tårnhøje kriminalitetsrater og generaliseret forfald.

Men måske ligger nøglen til at forstå newyorkernostalgien lige her i paradokset mellem kulturelle nybrud og væbnede røverier ved højlys dag.

”Der er en fascination af den nære fortid, som alligevel er ret anderledes - altså, det er New York før digitaliseringen, før globaliseringen og før Giuliani (New Yorks tidligere borgmester, red.) satte gang i den oprydning af New York, der gjorde den til en af de sikreste amerikanske storbyer at færdes i,” fortæller Tore Rye Andersen, ph.d. og lektor på Aarhus Universitet.

”Der er en higen efter at komme tilbage til noget, man opfatter som et mere autentisk, mere unikt og mindre poleret New York. Og så er det der outlaw-skær også bedre kunstnerisk stof, end det, at turister kan færdes i sikkerhed.”

Det var langs de samme sveller, at den prisbelønnede forfatter og essayist Edmund White i et essay - betitlet ”Hvorfor kan vi ikke holde op med at tale om slut-70'ernes New York” - trykt i The New York Times september sidste år prøvede at forstå newyorkernostalgien. For selvom ingen ønsker sig kriminaliteten tilbage, var den en uundgåelig bivirkning af den kombination af storby og fattigdom, der gjorde det muligt for unge kunstnere og intellektuelle at leve og bo tæt på hinanden.

”Dengang var der kun muligheder. Den kulturelle verden - i det mindste den, der betød noget, var meget mindre dengang. Kunstmalerne kendte musikerne kendte forfatterne og de var alle sammen tilgængelige,” skrev White og pegede på, at rockbands og ditto musikere som Ramones, Blondie, Sex Pistols-bassisten Sid Vicious og Patti Smith delte miljø med intellektuelle som Susan Sontag og sociologen Richard Sennet. White hævede det op til en større storby-sociologisk pointe.

”At kunne støde på hinanden ansigt-til-ansigt er afgørende for en bys vitalitet, selv blandt mennesker, der ikke helt ved, hvad hinanden hedder, hvis udvekslingen af idéer skal komme i stand og skabe en følelse af elektricitet. I 1970'erne kunne alle slags kreative folk mødes uden at have planlagt det, give gode råd til hinanden eller diskutere vildtvoksende teorier eller markeder eller bevægelser.”

Dermed er pointen selvfølgelig også, at fascinationen fortæller noget om den tid, vi selv lever i. Nemlig at sikkerheden og den materielle komfort lægger så bløde madrasser ud, at man mærker livet mindre, og den kulturelle gnist dermed udslukkes.

”Det er altid lige før stormen, at luften er fuld af farlige muligheder,” som White citerer sin ven, forfatteren og filminstruktøren John Waters for at sige - de dage er ifølge White stort set væk.

Tilbage hos Rye Andersen handler analysen også om en vis bagside af globaliseringen - nemlig ensretningen

”William Gibson skriver i sin roman 'Pattern Recognition' om, hvordan alle moderne storbyer er kommet til at ligne hinanden - altså, forskellen er i dag meget mindre mellem New York, London og Tokyo end mellem London og en eller anden engelsk landsby. Det forklarer nok den her længsel efter en mere oprindelig identitet og autenticitet i storbyen.”