Historikeren Niall Ferguson indleder denne bog under coronapandemiens auspicier med overskriften ”En superspreders bekendelser”. Supersprederen er ham selv, dog kun potentielt.
Han beskriver, hvordan han i vinteren 2020 fløj ”manisk” rundt i verden for at holde foredrag, som han har gjort i 20 år – fra London til Dallas, fra Dallas til San Francisco, så til Hong Kong, Taipei, Singapore, Zürich, San Francisco igen, derpå til Fort Lauderdale. Alt sammen bare i januar.
På World Economic Forum i Davos advarede han den 26. januar 2020 om coronaens global-smitsomme potentiale, uden at det gjorde noget dybere indtryk på de tilstedeværende, som var mere optaget af Greta Thunberg og klimaet. Det var først senere, at det gik op for ham, at han selv var en potentiel superspreder.
Før det var han en superspreder af historisk-profetiske budskaber til alle fora, der kunne betale det betydelige honorar, han forventer. ”Historisk-profetisk” skal forstås sådan, at han er en historiker, der bevidst skriver og taler direkte ind i sin samtids problemstillinger.
Ferguson er egentlig uddannet som økonomisk historiker, men har over de seneste 20 år udvidet feltet for at nå et større publikum. Han har skrevet om Første Verdenskrig, om historiske verdensimperiers opkomst og undergang og om Vestens mange fordele og få ulemper i et globalt perspektiv. Før denne nye udgav han det første bind af en projekteret (positiv) to-binds-biografi om Henry Kissinger, som om halvandet år, om Gud vil, bliver 100.
I denne nye – ”Doom (Dommedag). The Politics of Catastrophe” – skriver Ferguson forsigtigt, at ”det ikke er en historie om vores indviklede postmoderne pestilens eller en generel pandemiernes historie. Det er en generel katastrofehistorie – alle mulige katastrofale tildragelser, fra geologiske til geopolitiske, fra biologiske til teknologiske”.
Og der er ganske vist jordskælv, tsunamier, meteornedslag, hungerkatastrofer og krige med i bogen samt både atlanterhavsdamperen ”Titanic”s og luftskibet ”Hindenburg”s forlis, men i fokus er dog især pandemierne som ramme for coronaen, som man fornemmer hele tiden er i baghovedet.
Det er en form for ”øjeblikkelig historie”, skrevet midt i forløbet, for pandemien var jo ikke nær slut, da Ferguson lagde sidste hånd på bogen i oktober 2020. Men den afspejler et imponerende styr på den seneste forskning indenfor en række specialområder – medicinalhistorie, epidemiologi, sandsynlighedsberegning, statistik med mere.
Ferguson lægger ikke skjul på, at han er lidt af en profet, og som sådan ikke elsket i sit eget hjemland, hvad allerede Jesus måtte sande. Da han – Ferguson – i 2006 indtrængende advarede om en forstående finanskrise, som også kom i 2008, var der ikke nogen, der tog ham alvorligt. Det gentog sig altså i 2020.
Fergusons generelle argument er, at nogle katastrofer er menneskeskabte og kan undgås med rettidig omhu. Andre er naturkatastrofer, hvis virkning lader sig svække med rettidig omhu. Men selvom vi kan forestille os næsten enhver slags katastrofe, ved vi aldrig, hvornår de slår til. Så vi tænker, at de nok ikke viser sig. Hvortil kommer, at ”vi sjældent får den katastrofe, vi forventer, men en anden trussel, vi for tiden ignorerer”. Vi gik fejl af corona, skriver han, til dels fordi beslutningstagerne var alt for fokuserede på klimaforandringer, vildledt af Greta Thunbergs sirenesang, ”det 20. århundredes millenaristiske bevægelses barnehelgen”.
Tingene kompliceres af, at de naturlige og menneskeskabte katastrofer interagerer. En epidemi kan blive værre af den måde, den bliver håndteret eller rettere ikke håndteret på. Her mener Ferguson, at det afgørende ikke er de politiske ledere, som ofte får flak, men de dybere offentlige myndigheders evne til at vurdere situationen og handle. Måske ikke cirklens kvadratur og heller ikke så imponerende en konklusion.
Selvfølgelig er der en del løse ender i behandlingen af en coronapandemi, som langt fra var, eller for den sags skyld er, afsluttet, hvad Ferguson også medgiver. Måske er det medvirkende til, at han i den sidste del af bogen glider i retning af en anden trussel, nemlig en kold krig mellem USA og Kina, som i værste fald kan udvikle sig til en militær konflikt. Det er igen Ferguson som profet, men truslen fra Kina er reel.
Generelt er bogen ofte indsigtsfuld, altid provokerende og stedvis glimrende. Den er også en smule selv-imponeret. Hvad der retfærdiggør den og giver den værdi er understregningen af, at katastrofer ikke er noget, der bare sker, og som vi er magtesløse overfor, men som ofte er en konsekvens af socialøkonomiske forhold og forkerte politiske og bureaukratiske beslutninger.
”Aldrig i vores levetid har der, forekommer det, været større usikkerhed om fremtiden – og større uvidenhed om fortiden,” skriver Ferguson som sin første sætning i bogen.
Er man usikker på første led i dette udsagn – fremtiden er nok altid usikker, specielt når man føler sig mest tryg – forekommer det sidste til gengæld troværdigt. Det evige spørgsmål er, kan vi lære af historien, lærer vi faktisk af historien? Det gør vi måske, men ofte er det, hvordan man undgår den katastrofe, der lige har været her, ikke den, der venter i kulissen.
I ”læst udefra” omtales en aktuel bog fra udlandet, der handler om tro og værdidebat.