For første gang har en plus size-model medvirket ved skønhedskonkurrencen Miss Universe, der slår sig selv op på at være "den største hyldest af kvinder".
Det blev dog ikke plus size-modellen Jane Garrett fra Nepal, der løb med titlen. Det gjorde derimod Sheynnis Palacios fra Nicaragua.
I dette års Miss Universe var der forsøgt at skabe mere diversitet i feltet af skønheder. Blandt andet var der for første gang ikke kun ugifte deltagere med, ligesom to transkønnede kvinder var blandt deltagerne.
Skønhedskonkurrencen blev natten til søndag afgjort i El Salvador. Den fandt sted i skyggen af protester, hvor mindst 300 demonstranter har forsøgt at skabe opmærksomhed om regeringens aktioner mod gadebander.
Siden marts 2022 har forfatningsmæssige rettigheder været suspenderet, og landet har befundet sig i en kontroversiel undtagelsestilstand ledet af præsident Nayib Bukele.
Det har gjort det muligt at anholde mere end 70.000 påstående bandemedlemmer. Menneskerettighedsforkæmpere siger, at en del uskyldige er blevet ofre for den hårde linje. Heriblandt mindst et dusin, som er døde i fængslerne.
"Vi vil have Miss Universe til at se, at salvadoranere lider," lød det fra Guadalupe Avila, som deltog i demonstrationerne, beretter nyhedsbureauet Reuters.
Hans 27-årige søn, Carlos, blev anholdt for 19 måneder siden.
"Det her land er ikke, hvad de tror," sagde Guadalupe Avila, mens han i hånden holdt et billede af sønnen samt et dokument, der viste en ren straffeattest.
El Salvador afholdt senest den globale skønhedskonkurrence i 1975.
Demonstranter bevægede sig i weekenden mod et af de hoteller, hvor repræsentanter fra konkurrencen boede. Det fik politiet til at bevogte bygningen, ligesom de også patruljerede med pansrede køretøjer.
Fra Danmark deltog Nikoline Uhrenholt. /ritzau/