“Ask me anything” (spørg mig om alt) står der på australske Nick Caves online-platform, The Red Hand Files, som siden 2018 har udviklet sig til en åben samtale mellem sangeren og hans fans om sorg, inderlighed og sårbarhed.
Disse emner udgør også kernen i bogen “Faith, Hope and Carnage”, der bygger på over 40 timers samtaler med journalisten fra det amerikanske medie Observer Seán O’Hagan, (påbegyndt under lockdown i 2020). Helt centralt står sønnen Arthurs død i 2015 som 15-årig.
For Cave er albummet “Ghosteen” (2019) en religiøs plade, “en besked til Arthur”, et “sted, hvor Arthurs sjæl kan hvile”. Tabet af hans søn har ændret Caves forhold til ord. Sangene, han har skabt i de seneste syv år, tematiserer afsked. Men der er også en følelse af at bevæge sig mod noget – der er en destination for rejsen:
“Death, maybe. Or God, probably. Transformation, definitely.“ (Måske død. Eller sandsynligvis Gud. Helt sikkert tranformation).
Der er sket noget med Cave siden kaosdagene med punkbandet Birthday Party. Siden sangen “Into My Arms” – hans måske mest kendte sang – som han skrev på et fællesværelse, han delte med fem narkomaner på en afvænningsklinik.
Cave, der er gift med modedesigneren Susie, kan ikke forestille sig at lave et elektrisk guitarbaseret rockalbum igen. Han har ikke tid til kynisme, men stiller sig i stedet til rådighed. Alternativet er ifølge Cave: “to remain silent, trapped in [your] own secret thoughts … with the only form of company being the dead themselves.” (At tie stille, fanget i [ens] egne hemmelige tanker ... med de døde selv som eneste selskab).
På spørgsmålet om, hvad han lavede mellem koncerterne, da Bad Seeds under lockdown endelig tog på tour, siger han til O’Hagan:
“Oh, I meditated, I wrote lots of stuff, read a bit, thought about things, talked to You, dyed my hair, conversed with the dead.” (Åh, jeg mediterede, jeg skrev en masse, læste lidt, tænkte på ting, talte med Dig, farvede mit hår, havde samtaler med de døde).
Den verden, Cave lever i, er en smuk og desperat verden.
Kontraster har han altid søgt. Og nu har Cave kastet sig over keramik og producerer keramikfigurer på et værksted fire dage om ugen og kan ikke sove, hvis leret ikke makker ret.
På den ene side er Nick Cave en mand, der bare passer sit arbejde. Han pakker sin kuffert med skjorter og hårfarve og tager på turné. Et rationelt menneske, der ikke kan komponere sange liggende i en sofa, men må sidde koncentreret ved sit skrivebord.
På den anden side er han en poet, der vil åbne alle de hemmelige låger i tilværelsen.
De seneste syv års værker siger ikke noget; de beder om noget. Og da intervieweren beder ham om at uddybe, hvad sangene beder om, svarer Cave: “Syndsforladelse”.
I “Faith, Hope and Carnage” taler Cave også om årene med heroinmisbrug, “Woke”-kultur, og hvordan livet blev bedre, da han droppede det sociale medie Twitter. Om komponist Blixa Bargeld, der forlod bandet Bad Seeds ved at sende en kort mail. Han fortæller om angsten, som ledsager arbejdet med et nyt album og kærligheden til Jimmy Webbs store ballader, hvor alle siger farvel, alle tager ud i verden, alle forlader nogen. Det giver mening.
Den unge Cave ville være billedkunstner. Kunstskolen stoppede ham på andet år. Men musikeren Cave tænker verden – i modsætning til hans vigtigste musikalske partner, Warren Ellis, som hører verden – i billeder. Voldelige, ofte sorgfulde billeder.
“Faith, Hope and Carnage” giver et usædvanligt og til tider rystende indblik i en kunstners arbejde med at artikulere sorg. En mand, der ofte ikke har haft nogen idé om, hvad det er, han laver, mens han laver det, men venter på, at en sang “atomiserer” sig for øjnene af ham. For sangene ved mere om Cave, end han selv gør.
Musikken er en “hellig” aktivitet, og en kreativ idés opståen sammenlignes med det at stå i graven og vente på Kristi tilsynekomst.
Måske er bogens budskab såre simpelt: at musikken har en særlig kraft: “It makes us better!” (den gør os bedre!) Der findes håb. Siger optimisten med det ødelagte hjerte. Kontrasternes mand, der åbner døren og fortæller – måske tydeligere end nogensinde – om tvivl og tro:
“I would be happier if I stopped window-shopping and just stepped through the door” (Jeg ville blive lykkeligere, hvis jeg holdt op med at kigge på vinduer og gik ind i forretningen).
Nick Cave and Sean O’Hagan: Faith, Hope and Carnage. 304 sider. 238,95 kroner. Canongate. Ikke oversat til dansk.
