Nicolai Jørgensen brillerer som Jean de France på Grønnegårds Teatret

Den drillesyge dobbelthed i Holbergs mesterkomedie lader sig overordnet fint forløse i den sprudlende modernisering på Grønnegårds Teatret

Nicolai Jørgensen (th.) spiller Jean de France, der er uimodståelig og helt ulidelig på samme tid. Et forvokset curlingbarn, der lader sig fragte rundt på sin spinkle fars skuldre. På billedet ses desuden Benjamin Kitter og Tina Gylling Mortensen i rollerne som henholdsvis Frands og Magdelone.
Nicolai Jørgensen (th.) spiller Jean de France, der er uimodståelig og helt ulidelig på samme tid. Et forvokset curlingbarn, der lader sig fragte rundt på sin spinkle fars skuldre. På billedet ses desuden Benjamin Kitter og Tina Gylling Mortensen i rollerne som henholdsvis Frands og Magdelone. Foto: Bjarne Stæhr.

”Vi er ikke skabt til højhed og blæst/ ved jorden at blive, det tjener os bedst.”

Grundtvigs navnkundige hymne til fædrelandet åbner ballet i Grønnegårds Teatrets sommerforestilling og slår således stemningen an. Det handler om den danske andedam og vores ikke altid klædelige selvtilstrækkelighed. Men også om den tåbelige eksotisme og det udfordrende møde mellem det hjemlige og det ukendte, tradition og fornyelse.

Holbergs gamle karakterkomedie er lige så sprængaktuel og vedkommende i dag, som da den blev til for næsten nøjagtigt 300 år siden.

Iscenesættelsen er dog ikke helt så forudsigelig og pegefingermoraliserende, som åbningen ellers kunne indikere. Heldigvis.

For ”Jean de France” er mere kompleks end som så. Ikke bare et udfald mod den komatøse og forfængelige globalisme og ej heller kun en hudfletning af den småtskårne, jantelovsbetændte danskhed. Nej, Holbergs mesterkomedie udmærker sig ved sit væld af betydninger. Og stykkets drillesyge dobbelthed og væsentlige facetter lader sig overordnet fint forløse i Charlotte Munksøs sprudlende modernisering.

Komediens kerne er striden mellem ungersvenden Hans Frandsen og den knirkende gamle Jeronimus. Hans har været i Paris, hvor han har taget navneforandring til det eksotisk klingende Jean de France, tillagt sig fine manerer og franske fornemmelser, og han vender nu hjem til provinsbyen København med et optændt ønske om at omkalfatre alt.

Københavnerne viser sig dog ikke helt så omstillingsparate og rede til at lade sig diktere af den parisiske ”la mode”, som Jean kunne ønske sig. Anført af Tom Jensens udsøgt bistre Jeronimus væmmes hele det bedre borgerskab ved den hvirvelvind af flagrende flæser, pudderparykker og overdrevne fagter, der rammer dem midt i den skidne københavnerkulisse.

Grønnegårds Teatret er lykkedes med en tempofyldt, fysisk opdatering af Holberg i en besnærende commedia dell’arte-stil. Charlotte Munksø har forstået, at en komedie under sommerhimlen helst skal have en vis lethed i anslaget.

Derfor har teksten da også fået en moderne, mere mundret overhaling, ligesom man tilmed har indføjet et par sange på dansk og fransk. Men med fare for at lyde som en anden Jeronimus kan man godt sidde og savne lidt af den velkendte holbergske ordlyd i replikkerne. Til gengæld fungerer Karin Betz’ opfindsomme og meddigtende kostumer overbevisende ved at sammenkæde københavner-arketyper dengang og nu; hipster-man-bun og kalvekrøs side om side.

Rundt om intrigens par i midten sværmer et velspillende ensemble, der har godt styr på karakterkomikkens små vignetter.

Benjamin Kitter inkarnerer nærmest medløberiet i sin ludende, resignerede tøffelhelt af en papa Frands, der hele tiden er ulykkeligt udspændt mellem en fremskridtstyran af en frue og en reaktionær stivnakke af en nabo.

Tina Gylling Mortensen er som altid vidunderlig. Her som melodramatisk matrone med en smukt doseret snert af den absurde gal- og ondskab, der er stykkets livsnerve.

Men allerbedst er nu Nicolai Jørgensen, som endelig får lov at vise hele sit talents kolossale spændvidde i titelrollen. Hans Jean er uimodståelig og helt ulidelig på samme tid. Et forvokset curlingbarn, der lader sig fragte rundt på sin spinkle fars skuldre. Narcissistisk, forkælet og latterlig i sin følgagtige forgabelse i alt fremmed.

Men lige så pjanket og dum han er, når han vimser rundt med sin manierede gestik og chassétrin, lige så fortabt og overrumplende ensom synes han pludselig dér med parykken i hånden, afklædt og udskammet, som en misforstået stakkel.

Nicolai Jørgensen er ikke bare et komisk kæmpetalent, der med enestående kropsbeherskelse og overlegen timing fremkalder kaskader af latterbrøl, han tilfører også rollen en skrøbelig afmagt, en smerte, der gør den franske klovn til menneske.

Grønnegårds Teatret har bestemt taget sig sine friheder i Holberg-fortolkningen. Mod slutningen kammer det næsten over, da komediens oprindelige gammelmandsmorale med udfaldet mod de udenlandsfarende, den outrerede fremmedforelskelse, i stedet vendes til et dystert forvrænget ekko af Grundtvigs fædrelandssang. Det er en lidt underlig reducering af stykkets kompleksitet og en ærgerlig slutning på en ellers forrygende forestilling.