Niels Stensen blev født i 1638 og er nok mest kendt under sit latiniserede navn Nicolaus Steno. Han fik en intens videnskabelig karriere inden for både anatomi og geologi, der placerer ham blandt danmarkshistoriens største videnskabsmænd, selvom hans forskningskarriere hovedsageligt fandt sted i udlandet og kun varede i godt ti år.
Under et ophold i Firenze i 1667 konverterede Stensen til katolicismen, som efterhånden optog mere og mere af hans tid. Da han efter et par år som kongelig anatom i København vendte tilbage til Firenze i 1675, blev han præst og viede resten af sit liv til religionen. Han døde i 1686 som katolsk biskop i Schwerin.
Nu har speciallæge i pædiatri Jesper Brandt Andersen leveret en imponerende præstation med en ny og omfattende biografi om Stensen, der udfolder sig over 800 gennemillustrerede sider og er dokumenteret med 1800 fodnoter. Udgivelsen vejer 3,34 kilogram, og så har Brandt Andersen endda begrænset sig til Stensens naturvidenskabelige virke, mens hans teologiske tanker og karriere kun fungerer som bagtæppe for historien.
Stensens forskerkarriere falder sammen med afslutningen på en gylden periode for dansk naturvidenskab, der var blomstret op i begyndelsen af 1600-tallet især takket være Bartholin-familien, der gødede det videnskabelige miljø og leverede en række markante professorer til Københavns Universitet, blandt andet Caspar Bartholin, to af hans sønner, Thomas og Rasmus Bartholin, samt sønnesønnen Caspar Bartholin den yngre.
Bogens fortjeneste er derfor også, at den gør meget ud af at anbringe Stensen i sin samtid med en indsigtsfuld beskrivelse af datidens vilkår for professorer og studerende på universitetet. Her blev Stensen undervist i kemi og botanik af Ole Borch, der sørgede for, at Stensen fik læst mere end 100 naturvidenskabelige værker, og som siden blev hans samarbejdspartner i udlandet. Lægen Rasmus Bartholin underviste i filosofi og geometri, hvor Stensen blev indført i matematikkens rolle som grundlag for al naturvidenskab. Hans årelange mentor var dog lægen og anatomen Thomas Bartholin, der allerede var internationalt berømt for at have opdaget lymfekarrene i mennesket. Han var samtidig et fornemt eksempel på datidens nye naturvidenskabsmænd, der brugte empiriske metoder og egne iagttagelser i stedet for at bygge på antikkens ofte spekulative teorier.
Gjorde sig tidligt bemærket
I 1660 var Danmarks eksistens som selvstændig nation truet med den svenske belejring af København, og Stensen måtte deltage i forsvaret af byen. I begyndelsen af året lykkedes det ham dog at rejse til Amsterdam, hvor han blev gæst hos den medicinske professor Gerard Blasius, der arbejdede med anatomiske dissektioner. I en alder af blot 22 år gjorde Stensen sig straks bemærket, da han under en dissektion af et fårehoved opdagede ørespytkirtlens hidtil ukendte udførselsgang i mundhulen. Desværre udløste det en årelang strid med Blasius, der selv tog æren for opdagelsen, men i dag hedder kanalen, der siden også blev fundet hos mennesket, ductus Stenonianus.
Få år senere beviste Stensen, at hjertet er en muskel og derfor ikke kan være hjemsted for sjælen. Han forklarede muskelfibrenes sammentrækning ved hjælp af en geometrisk model, og han var den første, der forklarede, hvordan vi græder.Tidligere mente man, at spyt og tårer blev dannet i hjernen, men i 1662 beskrev Stensen spytkirtler, tårekirtlen og tårekanalen.
Under sit første ophold i Firenze fik han lejlighed til at dissekere hovedet af en hvidhaj og blev overbevist om, at de mærkelige tungesten (glossopetrae), som var fundet i store mængder på Malta, var forstenede tænder fra en fortidshaj. At de nu lå på landjorden måtte skyldes, at Malta engang havde været dækket af hav, hvilket både stred mod opfattelsen af en uforanderlig jord og førte Stensen ind på geologisk forskning.
Ved feltstudier i Toscana indså han, at man ved at grave sig ned gennem jordlagene også graver sig ned i et arkiv over Jordens historie, og han påviste, at de geologiske lag er dannet over tid og påvirket af naturens kræfter. Han fremsatte teorier for forsteningers og krystallers tilblivelse og vækst og fremsatte den grundlæggende lov om, at alle krystallers modstående flader er indbyrdes parallelle.
Brandt Andersen argumenterer også for, at Stensen under dissektion af flere dyr og en yngre kvinde i 1667 opdagede de blot 35 mikrometer store ægceller i æggestokkene og dermed kom zoologen Karl Ernst von Baer i forkøbet med 160 år. Hidtil har man antaget, at Stensen observerede en synlig follikel, der er et løsnet ægs omgivende cellekapsel, men Brandt Andersen mener, at Stensen har brugt et mikroskop, og at medicinhistorien skal skrives om på dette punkt.
Fandt den ro, han søgte
Stensens konversion til katolicismen ødelagde hans muligheder for at få et professorat i København, og hans ansættelse som kongelig anatom i 1672-74 mødte også stigende modstand, hvilket medvirkede til hans beslutning om at vende tilbage til Firenze.
Stensen var et usædvanligt geni med skarpe sanser og gode analytiske evner, flid og udholdenhed og havde et naturtalent for at udføre præcise dissektioner. Ifølge Brandt Andersen var han desuden den rette mand på det rette sted i den rette tid, hvor den anatomiske videnskab var inde i en rivende udvikling. Han fik imidlertid også stor hjælp af Thomas Bartholin, som var en særdeles flittig formidler af naturvidenskabelig forskning og også promoverede Stensens opdagelser. Brandt Andersen gør derfor meget ud af at modbevise en påstand om, at det var Bartholin-familiens nepotisme, der forhindrede Stensen i at få et professorat i København, men den myte er dog tilbagevist allerede i 2005 i første bind af ”Dansk Naturvidenskabs Historie”.
Ifølge Stensen selv opgav han videnskaben til fordel for præstegerningen, fordi han gradvist mistede tilliden til de selvgode naturforskere og i stedet fandt sandheden hos Gud. Det undrer Brandt Andersen, for han finder ikke, at katolicismen lagde særlige forhindringer i vejen for naturvidenskaben, der nærmest var uadskillelig med den katolske tro. I stedet mener han, at forklaringen skal findes i Stensens konstante sjælelige uro og rastløshed efter mange år med krævende dissektioner og opslidende feltarbejde. I den katolske tro fandt han den ro, han søgte.
Som nævnt beskæftiger Brandt Andersen sig ikke meget med Stensens teologiske virke, og måske er der ikke stort at tilføje, for den tyske filosof og matematiker Gottfried Leibniz citeres for, at Stensen fra at være en stor læge blev en middelmådig teolog. Helt uden teologiske evner har Stensen dog ikke været, eftersom han har fået sit eget kapel i San Lorenzo-kirken i Firenze og siden er blevet saligkåret som et skridt på vejen til en helgenkåring. Troen, på at Stensen kan udrette mirakler, eksisterer også i vore dage. I hvert fald fandt denne anmelder under et besøg ved Stensens sarkofag for nogle år siden en seddel med den fromme bøn:
”Kære Steno, hjælp mig med at bestå Geofysik 1.”
Brandt Andersens biografi imponerer med sin detaljerende gennemgang af Stensens videnskabelige arbejde, og det er måske samtidig bogens svaghed. De lange udredninger af dissektioner og beskrivelser af kirtler, muskler og menneskets anatomi stiller store krav til læserens udholdenhed, selvom der er god hjælp i de mange oplysende kommentarer undervejs.