Prøv avisen
Bog

Niels Grønkjær er en forkyndende brobisse

5 stjerner

Den afgående præst fra Vartov Kirke viser sit format med et udvalg af prædikener, hvor den intense optagethed af evangelieteksterne kommer først og sidst

Til august afslutter Niels Grønkjær sit virke som præst i Vartov Kirke i København og Immanuelskirken på Frederiksberg. På den baggrund er det meget passende, at der nu udkommer et udvalg af hans prædikener fra de to kirker. De stammer for de flestes vedkommende fra de senere år, 2015-2019.

Forfatteren Pablo Llambías har engang skrevet i en bog om prædikenen som genre, at der er to broer, enhver prædikant skal passere i sin prædiken. Den første bro er den mellem evangelietekst og udlægning, den anden bro er den mellem udlægning og forkyndelse. Det kan gøres mere eller mindre behændigt.

Risikoen ved den første bro er, at præsten i sin udlægning fokuserer på et eksempel – måske et stykke litteratur, hun har læst, eller et emne fra tidens debat – og ikke helt formår at trække forbindelsen til evangelieteksten. Risikoen ved den anden bro er, at forkyndelsen, konklusionen, moralen kommer til at virke påklistret i forhold til det foregående.

Politikeren og sociologen Henrik Dahl (LA) skrev for nylig, at han aldrig havde hørt en prædiken uden på et eller andet tidspunkt at tabe tråden – ”hov, hvordan kom vi lige fra dér til her?”. Det er formentlig sket i en af passagerne over de to broer.

At Niels Grønkjær mestrer prædikengenren meget fornemt, viser sig ved, at man ikke rigtig mærker de to broer. Med et måske lidt uærbødigt billede er det, som om Grønkjær har en særlig brobizz monteret på sit forkyndende køretøj, så bommen bare går op, og man ikke skal bøvle med betalingskort. Man kører ubesværet over.

Det betyder ikke, at prædikenerne er nemme og glatte. Det er de så langt fra. De er både krævende og givende. Man er helt ked af som anmelder at skulle læse dem i lidt hastig rækkefølge. For de er så vitaminrige, at de burde læses (høres) én ad gangen og derefter tænkes igennem på en længere spadseretur. Og det er jo heldigvis, hvad Grønkjærs menigheder har haft muligheden for.

Grønkjær undviger ikke eksempler i sine prædikener. Han er en lærd og dannet mand, og vi møder derfor referencer til både digtere og tænkere. Han kan også godt indflette civilisationskritiske bemærkninger til tiden, vi lever i, men han holder lidt igen på det punkt. Det er for fattigt, hvis der går ”kommentar” i prædikenen.

Han har derimod en stor opmærksomhed på evangelieteksten til hver prædiken. Han betragter den indgående, udgrunder den, udfolder den. Man føler ofte, at man kommer et spadestik dybere end alle de gange, man tidligere har hørt den udlagt: Johannes døber, der spørger Jesus, om han er den, der skal komme, den fortabte søn, manden, der bliver helbredt ved Betesda dam, Martha og Maria. Og man føler i hver prædiken, at evangelieteksten faktisk er mere interessant, end hvad Thomas Mann eller Hannah Arendt nu har sagt og skrevet. Den er det egentlige anliggende, den kommer både først og sidst, og derfor føler man ikke de små bump, når broerne bliver passeret.

Jeg finder det svært at sammenfatte Grønkjærs teologi ud fra prædikenerne. Og det er positivt ment. Der er ikke noget fast facit. Men man mærker, at hvad hans gamle lærere fra fakultetet i Aarhus angår, er K.E. Løgstrup med tiden kommet til at betyde mere end Johannes Sløk. Der er ikke megen eksistensteologi. Uden at Grønkjærs tanker i strikt forstand er ”løgstrupske”, arbejder han fænomenologisk med analyser af menneskelige grundfølelser og mellemværender: taknemmelighed, misundelse, godhed, retfærdighedsfølelse, fornærmethed, frygt, forventning, skam og sorg. Selvbeskuelse og indkrogethed er af det onde; vi skal ud i det åbne rum mellem mennesker, der hvor der handles og trædes frem, hvor noget nyt fødes. Der er en dobbelt inspiration fra Løgstrup og Hannah Arendt på færde her.

Såkaldt klassiske teologer har ofte betragtet Grønkjær som kontroversiel. Han taler for ”den nye Gud”, som titlen på én af hans bøger lyder. Men betyder det, at Gud, forstået som noget andet end os, noget uden for eller over for os, opløser sig og nu blot er at forstå som en slags forklaret udgave af det mellemmenneskelige liv, den allerbedste udgave af os alle sammen og det hele?

Der tales meget om forventning, om glæden, der vokser, når den deles, om tillidens rum, hvor meget kan blive til mere, om hvordan vi kan overskride os selv, når vi handler. En livsdyrkende vitalisme ligger altid på lur som en risiko, når man trækker på Løgstrup, og den er ikke så opbyggelig, når vi har livet bag os og står ved den bro, der ligger hinsides prædikenen: broen mellem liv og død.

Jeg synes dog, Grønkjær holder risikoen i ave: Gud og hans søn er ikke bare ”os selv”, Gudsriget er ikke bare det forklarede nu, som jeg læser ham. Livets iboende herligheder fremstilles mere som det umulige, det mirakuløse, det kommende end som en plat og ”positiv” tænkning. De har eskatologiske anelser over sig og peger hen mod den yderste fremtid.

Med en henvisning til den franske forfatter Marcel Proust skriver Grønkjær et sted, at vi, når vi sørger, kun kan trøstes for alvor af dem som har kendt vores døde, mens de levede. Vi kan nemlig kun tænke på vores døde som levende, og derfor kan vi kun trøstes og styrkes af dem, der kan genkalde dem for os. Det kan måske, tænker jeg, forklare den trodsige grådkvalt-muntre stemning, der kan opstå ved gravøl, når den døde bliver genkaldt af de mange vidner til hendes liv.

Derfor må det også være frygteligt at være den sidste tilbage, når både de elskede og alle vidnerne er borte. Men der er kirkens rene lære, siger Grønkjær, at Gud er den, der kun kan tænke på alle levende og døde som levende.

Og når vi dør, skal vi ikke dø, men leve med ham.