Prøv avisen

Niels Lan Doky genåbner Jazzhus Montmartre

Niels Lan Doky bliver musikchef på Montmartre. -- PR-foto.

En drøm går i opfyldelse for jazzpianisten Niels Lan Doky, der skal være musikchef på Jazzhus Montmatre

Det er et stykke dansk musikhistorie, der får nyt liv, når Jazzhus Montmartre i København genåbner den 1. maj. For fra 1959 til 1976 udviklede Jazzhus Montmartre sig til en magnet for en række af verdens største jazznavne i en sådan grad, at flere store jazznavne som Dexter Gordon, Ben Webster og Kenny Drew simpelthen flyttede til byen.

De inspirerede og udviklede en hel generation af danske jazzmusikere som Niels Henning Ørsted Pedersen, Alex Riel og Palle Mikkelborg, der alle trådte deres musikalske barnesko i Montmartre. Efter forskellige ændringer lukkede Montmartre helt i 1995. Men nu er et af Danmarks største jazznavne, pianisten Niels Lan Doky, hentet tilbage til Danmark for at stå i spidsen for at genskabe spillestedet på den originale adresse i Store Regnegade i København.

Niels Lan Doky er bogstaveligt talt blevet et internationalt jazznavn ved at spille på alle tangenter. Og nu skal han altså også være musikchef i Danmark efter 29 år i New York og Paris.

– Det er en drøm, der går i opfyldelse, når vi genåbner Jazzhus Montmartre i maj. Stedet har altid stået som noget specielt for mig, siger Niels Lan Doky i en pressemeddelelse og fortsætter:

– Jazzen nyder stadig større udbredelse, og vores ambition er at etablere en jazzklub i verdensklasse med en kunstnerisk profil, som ikke p.t. findes andre steder på kloden, og som vil bidrage til at styrke Danmarks internationale renommé.

ohrstrom@kristeligt-dagblad.dk