Niels Lan Doky: Jeg er bedre til samspil i jazz end i livet

Uoprettelige fejlfindes slet ikke i jazzmusik, og også i livet kan man improvisere sig ud af meget, mener pianisten Niels Lan Doky, der står bag jazzfestivalen Sound Dues i Helsingør, der begynder i dag

Jazz er en form for samtale, der kræver, at alle parter lytter på samme tid. Og det kan man sagtens overføre til livet, mener pianisten Niels Lan Doky, der står bag jazzfestivalen Sound Dues, der åbner i Helsingør i dag.
Jazz er en form for samtale, der kræver, at alle parter lytter på samme tid. Og det kan man sagtens overføre til livet, mener pianisten Niels Lan Doky, der står bag jazzfestivalen Sound Dues, der åbner i Helsingør i dag. Foto: Leif Tuxen.

Brændeovnen bruger jazzpianisten Niels Lan Doky aldrig i sin musikvenlige villa i Helsingør. For Bösendorfer-flyglet i stuen er en følsom bofælle, der ikke kan tåle ændringer i luftfugtigheden, så hver dag sørger han for at lufte skånsomt ud af hensyn til sit hovedinstrument. I kælderen har han endnu et flygel i sit øverum, men han har ingen hustru at tage hensyn til. Hans seneste langvarige forhold holdt ikke, selvom det lykkedes dem at forlænge den søde musik, så forelskelsen holdt i hele fire år, før det begyndte at gå ned ad bakke for et par år siden.

”Det var der mange grunde til, men i et godt forhold skal man huske at lytte til hinanden,” siger han og holder øjenkontakten, mens han fortsætter sin første sætningssolo.

”På den måde er det ligesom sammenspil i musik. Det var også noget af det første, jeg lærte som ung pianist, hvor min mentor Thad Jones (trompetist, komponist og orkesterleder, red.) lærte mig, at det vigtigste i samspil er at kunne lytte. Selv når jeg spillede soloer, skulle jeg lytte til de andre, så min solo i virkeligheden blev en slags akkompagnement til deres akkompagnement. Det er sådan, man opnår det, vi kalder groove, når musikken svinger, fordi alle lytter til hinanden, og sådan er det jo også i en god samtale, men jeg er bedre til samspil i jazz,” siger Niels Lan Doky og slår en selvironisk latter op, så han falder dybere ned i sin røde sofa.

Opkaldt efter Øresundstolden

Niels Lan Doky har ellers travlt. For i denne uge bliver Helsingør en slags jazzhovedstad, når han har samlet en række af jazzens store navne som Lisa Nilsson og den amerikanske jazzsaxofonist Bill Evans i Dokys og Hamlets gamle by til jazzfestivalen Sound Dues. Det er blandt andet også lykkes at få Darryl Jones, der både har spillet bas for Miles Davis og siden 1993 for The Rolling Stones, med på festivalen, selvom det især har krævet en del forholdsregler, fordi Jones skal på turné med The Rolling Stones fra den 20. september. Men inden da kommer jazzfestivalen i Helsingør til at fylde både almindelige scener, butikker og private villaer som spillesteder med jazz, ligesom selv øresundsfærgerne sættes i sving med flere færgekoncerter.

Sound Dues er faktisk også opkaldt efter Øresundstolden, som i det 16. og 17. århundrede repræsenterede ikke mindre end to tredjedele af Danmarks statslige indtægter. Samtidig er der indbygget et ordspil i Øresundstoldens engelske navn, idet ordet ”sound” både kan betyde sund/stræde og lyd – og i jazzens jargon referer ordet ”dues” til de hårde prøvelser, som jazzmusikere gennemgår på deres vej op ad karrierestigen.

Vidunderbarn fra Hvidovre

Selv fik Niels Lan Doky en kometstart på både sin musikkarriere og skoletid, da han voksede op i Hvidovre som lidt af et vidunderbarn. Han kom således et år for tidligt i skole, men måtte alligevel springe en klasse over undervejs for at få faglige udfordringer nok. Og da han blev student – som 17-årig – havde han allerede spillet sammen med voksne jazzstjerner i årevis, efter at han som 15-årig blev opdaget af selveste Thad Jones, der dengang ledede Radioens Big Band. Det var også Thad Jones, der skrev den anbefaling, som senere fik Niels Lan Doky ind på eliteuddannelsen i Berklee College of Music. Siden har han boet det meste af sit voksenliv i udlandet. Først i New York og siden i Paris, hvor han boede med sin første kone og parrets tvillinger, mens hans anden kone i dag bor i London. Og i dag er han selv blevet et verdensnavn som musiker og producer, der indtil videre har udsendt næsten 100 plader som producer og over 40 plader i eget navn – herunder to albums som Doky Brothers sammen med lillebroderen, bassisten Chris Minh Doky.

Ved siden af har han bogstaveligt talt spillet på alle tangenter ved at skrive artikler og bøger, undervise på konservatorier, sidde i ministerielle udvalg, genåbne Jazzhouse Montmartre som musikchef, og han har sågar instrueret en dokumentarfilm. Men det, der vir-kelig optager ham som både musiker og menneske, er altså samspillet med andre mennesker.

Kvit frygten for fejl

For Niels Lan Doky er jazz også en livsfilosofi, ligesom han også kalder sin festival for en hyldest til jazzens livsform og fællesskab, der rækker langt ud over musikken.

”Der findes interessant nok slet ikke uoprettelige fejl i musik, i hvert fald ikke i improvisationsmusik, som jeg spiller,” siger Niels Lan Doky .
”Der findes interessant nok slet ikke uoprettelige fejl i musik, i hvert fald ikke i improvisationsmusik, som jeg spiller,” siger Niels Lan Doky . Foto: Leif Tuxen

”Musik handler om tilstedeværelse. Hvis man ikke er i nuet, kommer man slet ikke ind i musik. Det kan man lære noget af i livet, hvor man ellers hurtigt kan komme til at ærgre sig over fortiden eller bekymre sig om fremtiden, men det ødelægger muligheden for at være lige her og nu,” siger jazzpianisten, som også mener, at nøglen til at blive god til både musik og livet er at kvitte frygten for at fejle.

”Der findes interessant nok slet ikke uoprettelige fejl i musik, i hvert fald ikke i improvisationsmusik, som jeg spiller. Hvis man rammer en halv centimeter ved siden af der, hvor man troede, fingeren var på vej hen, så tonen ikke passer til akkorden, så vælger man bare toner i umiddelbar forlængelse af den ’forkerte’ tone, så den forkerte tone retroaktivt bliver til en rigtig tone. For en melodisk frase består typisk af en håndfuld toner, der først giver mening, når alle tonerne er spillet,” siger han og giver sig til at nynne begyndelsen af Beethovens berømte klaverværk ”Für Elise”.

”Da, da, da, da, da, daa, daa, daa, daaaa!”, synger han, mens han lader fingrene spille i luften.

”Hvis man kun sagde ’da, da’, så ville man ikke vide, hvad det var, men i sammenhængen giver selv den skæve tone mening. Og det er det, vi gør, hvis vi rammer en skæv tone, så forlænger vi den i en lille melodifrase, som gør, at den første tone ikke alene bliver rigtig, men uundværlig. Det er det princip, vi bruger, og som gør, at man med rimelig stor overbevisning kan sige, at fejl ikke eksisterer i jazzmusik. For man kan altid konvertere en fejl til en ikke-fejl ved at bruge det melodiske princip. Det er jo anderledes for musikere, der spiller fra nodebladet i et symfoniorkester. Men den improvisationsteknik kan ellers overføres til livet, hvor man også ved at lytte til andre kan få noget godt ud af det, der ellers er uforudset.”

Fejl kan få en funktion

Men i livet kan man vel også godt forstærke en fejl ved at blive i den, som hvis man vil blive ved det kasinobord, man har tabt penge ved?

”Ja, det er dér, hvor livskunsten kommer ind i billedet. Hvis man vælger at blive ved kasinobordet, ved man, at der er en høj sandsynlighed for, at man ikke vil vinde sine penge tilbage, og den risiko skal man inddrage i sin beslutning om at spille den tone at investere 100 kroner til. Og det lyder jo ikke umiddelbart som en god idé, medmindre man kan se nogle mønstre i det længere ude i forløbet – som en skakspiller, der kan se flere træk frem.”

Man kan vel heller ikke sige, at der ikke findes fejl i livet?

”Vi kalder det jo også fejl i musik,” siger han og rejser sig for at sætte sig ved flyglet og spiller et stykke i c-mol med toner fra den tilhørende skala, inden han spiller et e, der teknisk set er en fejl i solohånden, men ved at jamme frem og tilbage til e-tonen kommer det alligevel til at lyde fedt.

”Det er, fordi jeg laver melodien, der gør, at e’et pludselig får en funktion, og det er det, man også kan opleve i livet, når en forretningsmand for eksempel går konkurs, men bruger nedturen til en større åndelige fordybelse og måske bliver et lykkeligere menneske,” siger han og tilføjer:

”Jeg kan huske et lille eksempel fra, da jeg boede i New York på 32. etage, og elevatoren var i stykker. Jeg var i elendig form, men kæmpede mig op ad trapperne, men det gav mig en mærkelig selvtillid, der kunne bruges til noget, så jeg fortsatte med at tage trapperne, da elevatoren var blevet lavet efter et par dage, og sagde i stedet mit fitness-abonnement op. Og efter et år kunne jeg invitere min kæreste til Caribien for de penge, jeg havde sparet ved at tage trapperne, så en elevator, der gik i stykker, blev til en billig, men dejlig ferie i Caribien. Den slags oplevelser gør, at jeg ikke er så bange for det uventede i livet. For det, som virker besværligt, kan ofte blive til noget godt.”

Kunsten at holde ved

Jazzpianisten sidder lidt og tænker, inden han svarer på, om hans livsimprovisationstankegang ikke også kan gøre det sværere at blive, hvor man er, hvis alting kan laves om til en ny god melodi.

”Hvis man finder et groove med et andet menneske i et ægteskab eller i et godt samarbejde med nogle kollegaer, så finder man det typisk ved, at alle lytter til hinanden hele tiden, så alle føler sig hørt,” siger Niels Lan Doky.
”Hvis man finder et groove med et andet menneske i et ægteskab eller i et godt samarbejde med nogle kollegaer, så finder man det typisk ved, at alle lytter til hinanden hele tiden, så alle føler sig hørt,” siger Niels Lan Doky. Foto: Leif Tuxen

”Ja og nej,” kommer det så.

”Du har ret i, at når man ved, at man kan skifte gear hele tiden, så kan nogen have en tendens til at gøre det, men i vores musik har vi netop noget, der hedder groove, når noget svinger. Al musik skal svinge, selvom det ikke er swingmusik. Det er en helt bestemt fornemmelse. De færreste er i stand til at beskrive, hvad der sker, og hvorfor vi synes, at det svinger, og hvad vi gør for at fastholde det, når det svinger. Det har jeg selv tænkt meget over, og jeg tror, at det handler om at holde ved. De fleste musikere er i stand til at svinge længe nok til at vide, hvordan det føles, men dér, hvor musikken for alvor svinger, gør den det uafbrudt. Det er der, de allerstørste mesterværker skabes, når kroppen og sindet forsvinder helt ind i musikken, fordi alle lytter til hinanden hele tiden. Og det handler om at blive, hvor man er, når først man har fundet et groove. I parallellen til livet vil jeg også sige, at hvis man finder et groove med et andet menneske i et ægteskab eller i et godt samarbejde med nogle kolleger, så finder man det typisk ved, at alle lytter til hinanden hele tiden, så alle føler sig hørt.”

Svarer det lidt til en forelskelsesperiode i et parforhold?

”Ja, og grunden til, at sådan en periode kan føles så stærk, er jo også, at man er konstant opmærksomme på hinanden. Kunsten er at fastholde den opmærksomhed. Det gælder både i livet og i musik, hvor man ved, at der kommer øjeblikke, hvor man fristes til at sige, at det ikke længere er lige så spændende som første gang, vi spillede sammen. Men hvis man ikke fastholder koncentrationen, så ved man, at musikkens kvalitet daler.”

Har du selv overført dine høje kvalitetskrav fra musikken til dine parforhold?

”Det har ikke tænkt over, men det har jeg måske nok. Jeg kræver nok en højere form for lydhørhed, end hvad der ellers er normen. Men for mig har det også været en metode til at få samspillet med andre til blomstre op igen, men jeg har også oplevet, at forhold er gået i stykker. Jeg blev gift tidligt med en dejlig kvinde, og vi fik straks tvillinger uden rigtig at kende hinanden. Men til sidst sad jeg tavs ved middagsbordet. Vi havde ikke store konflikter, men vi kunne bare ikke finde hinanden igen, og hun fortjente også en partner, der var mere til stede, så vi blev skilt, da tvillingerne var teenagere. Men i sådan en situation afhænger den nye melodi af én selv. Bliver man bitter? Konfliktsøgende med sin eks? Eller prøver man at få det til at fungere, så børnene heller ikke bliver klemt i det hele? Jeg forsøgte det sidste, og mine børn fortalte, at de fik en gladere far, der var mere til stede.”

Siden har han levet i flere forhold og fået en søn i et nyt ægteskab, som også er slut nu, selvom han både har et godt forhold til sønnen og ekskonen, fortæller han.

”Men det har selvfølgelig også fået mig til at tænke over, hvorfor det gik galt. Og det skyldtes hver gang, at vi holdt op med at lytte til hinanden. Det var der flere årsager til, og det har måske gjort mig bedre til at undgå de situationer, så jeg kan skabe nogle bedre melodier med en kæreste i fremtiden, men jeg er stadig mere erfaren inden for musik,” siger han og smiler undskyldende, inden han må slutte samtalen for at åbne døren for nogle musikere, der er kommet for at sætte byen i gode svingninger.