Nielsens boghvedegrød og Orffs brankede svane

Copenhagen Phil spillede værker af Carl Nielsen og Carl Orff i Konservatoriets koncertsal

"Med andre ord en herlig blanding af professionelle musikere og knap så øvede kor," skriver Peter Dürrfeld.
"Med andre ord en herlig blanding af professionelle musikere og knap så øvede kor," skriver Peter Dürrfeld. Foto: Pressefoto.

Det er ikke ligefrem hverdagskost at få serveret fynsk boghvedegrød og en branket svane med duft af middelalder på en og samme aften. Men i musikalsk henseende var det, hvad publikum i Musikkonservatoriets koncertsal kunne opleve, da Copenhagen Phil og mere end 200 sangere fremførte Carl Nielsens elskelige ”Fynsk forår” fra 1922 og Carl Orffs knap så elskelige, men ulige mere slagfærdige kantate ”Carmina Burana” fra 1937.

I Nielsens indledende korsats - teksten er begået af Aage Berntsen - hører man om den fynske idyl: ”Alle folk synes, at dagen er sød fra morgenens grå og til aftenrød - og de mimrer ved tanken om boghvedegrød.”

Nielsen og multitalentet Berntsen, der både kunne skrive læge, fægter, kunstmaler og digter på sit visitkort, kendte hinanden og fandt sammen den rette poetisk-humoristiske tone, så man bærer over med den noget sødladne stil, også fordi værket kun varer cirka 20 minutter.

”Carmina Burana”, Carl Orffs timelange kantate, gjorde stor lykke allerede ved sin førsteopførelse, og Orff blev en yndet komponist blandt Det Tredje Riges ledende skikkelser. Måske fordi de saftige middelaldertekster, værket byggede på - heriblandt historien om den brankede svane, som det er gået grueligt tilbage for, og som nu ligger på fadet og venter på at møde ”slughalsenes blottede tænder” - havde en iboende vulgaritet og saftig råhed, nazisterne kunne identificere sig med.

Carmina Burana er stadig et yndet værk, og hovedtemaet fra ”O Fortuna”-sekvensen, der indleder og afslutter kantaten, er blevet (mis)brugt af instruktører og lydfolk i utallige sammenhænge. Lykken er nu som før lunefuld.

Aftenens dirigent, Michael Bojesen, viste sig atter som en fremragende musikformidler, der ikke alene havde godt styr på begge værker, men også viste overskud i flere situationer.

Som da han i Carl Nielsens mandskor ”Så sætter vi piben i ovnens krog” lod orkestrets mandlige medlemmer rejse sig og synge med - til slet gedulgt moro for de kvindelige medlemmer, der efter pausen i en Orff-sekvens fik lov at tilslutte sig korene Camerata, Canto Novo, Aurehøj Gymnasiekor, Sankt Annæ Gymnasiekor og Børnekor, Nørre G. Gymnasiekor samt Næstved Gymnasiekor.

Med andre ord en herlig blanding af professionelle musikere og knap så øvede kor - men det hele var del af et gennemtænkt og længerevarende syng med-projekt, og aftenens tre sangsolister faldt smukt ind i den vidtfavnende helhed.

kultur@k.dk