Der har i årtier været en kraftig tendens til at idyllisere Nietzsche. Nok næppe fordi nogle har tænkt, at han skulle have været et hverken særlig godt eller sympatisk menneske, men snarere fordi hans tænkning er omspundet af idéen om en vis digterisk genialitet.
I den nye monografi ”Den sene Nietzsches kultursyn”, har to germanister, Søren R. Fauth og Børge Kristiansen, sat sig sammen for at revurdere den vitalistiske filosof med det imposante overskæg. Og nyfortolkningen taler ikke til filosoffens fordel.
Der tegnes et billede af en krigsliderlig krabat, der ikke er for børn og sarte sjæle. Bag den seriøse fagformidling gemmer sig en dyb forundring over, hvorfor Nietzsche ikke er blevet behandlet mere kritisk op igennem receptionshistorien.
Hans indstilling over for både kristne og almindelige mennesker, var præget af en dyb foragt. Almindelige menneskers eksistensberettigelse beroede på, at herremenneskene kunne bedrive rovdrift på dem under fremdriftens fortegn. Hvis én værdifuld trådte 5000 ikke-værdifulde under fode, og det kunne medvirke til kulturfrembringelse, var det godt. Han fremhæver eksempelvis Napoleon som eksemplarisk.
Det betyder, at Nietzsche forherliger et todelt samfund bestående af stærke og af svage fremfor et homogent og ligestillet samfund. Nogle mennesker er skabt til at være herrer, andre undersåtter. De kristne er sygelige, svage ormemennesker, flokdyr – og dumme som får – mens herremenneskene med deres "sunde livsgnist", der bygger på egoisme og vilje til magt, kan føre mennesket frem mod dén nye mennesketype, der skal komme: Overmennesket.
Forfatterne kritiserer nyere Nietzsche-forskning for at have haft en tendens til at undskylde ham enten metaforisk eller psykologisk. Fauth og Kristiansen mener dog ikke – hvilket underbygges i bogen af en lang række citater – at det krigeriske og inhumane aspekt kan reduceres til fragmentarisk tænkning og blotte indfald. Det er snarere et udgangspunkt, som man ikke kan komme udenom uden at skulle ignorere forbindelsen mellem "viljen til magt" og tanken om "overmennesket", som fylder en væsentlig del i filosoffens tænkning.
Nietzsches tænkning repræsenterer den genuine livsbekræftelse og en bejaelse af livet. Men til bejaelsen af livet hører krig. Betegnelser som "rå energi", "upersonligt had" og "stolt ligegyldighed over for sin egen tilværelse og sine venners" får en positiv betydning, og hvis europæerne ikke besidder disse "dyder", vil Europa aldrig blive et kulturbærende land igen.
Krig og skabertrang hænger sammen. I de tamme findes der ingen kim til kreativitet forstået som frembringelse af kultur. Krigen er således et gode, og den stærke elsker modstand, for uden modstand at nedlægge, kan man ikke føle sejrens sødmefulde tilfredsstillelse.
Hvis de svage ikke havde været så svage, men havde været stærke og vitale som ’de fornemme’, var kulturen ikke blevet så dekadent. De kristne er skyld i den nihilisme, som kunne have været overvundet med styrke, og i, at vi ikke er kommet længere med frembringelsen af ’overmennesket’. Den fremdrift bremsede de, da de gjorde svage værdier, såsom ydmyghed og barmhjertighed, til stærke værdier.
I den fremtid Nietzsches vismand Zarathustra prædiker om, skal egoerne eksplodere i fuldt flor, og al kollektiv moral skal afløses af individuel moral. Med denne logik er der ikke meget at sige til, at den tyske tænkers syn på staten ender et yderst tvivlsomt og antidemokratisk sted.
Når dette er sagt, må man være sig bevidst, at dette er én Nietzsche-læsning ud af mange. Kampen, om hvordan Nietzsche skal tolkes, er vedvarende, og de forskellige tolkninger er langt fra indbyrdes kongruente.
Der gives i monografien et gennemgribende indblik i den sene Nietzsches kultursyn, der som tidligere nævnt, ikke taler til filosoffens fordel. Bogen er et stykke gennemarbejdet og veldokumenteret fagformidling på højt niveau, hvilket også betyder, at den ikke henvender sig til den interesserede lægmand, som blot ønsker en kort og let indføring i filosoffens tanker.
Den læser derimod, der har specifik interesse i at stifte nærmere bekendtskab med den mere rabiate del af Nietzsches tænkning og navnlig hans kultursyn, vil få stor glæde af og viden ud af denne bog.
Kritikken er solid og viser, at Nietzsche snarere har befundet sig inden for det interessantes end det sandes kategori, hvilket også hans perspektivisme (den enkelte må tolke individuelt) viser. Han forsøgte at forklare for eksempel moralen historisk, men forfatterne gennemhuller ham og peger på en utilstrækkelig historisk viden. Han underbygger ikke sine påstande, men psykologiserer.
Noget, der ofte sker, når man trækker gulvtæppet væk under en tænker fra fortiden, er, at det implicitte spørgsmål om, hvorvidt man så bør læse ham, dukker op.
Mit gæt vil være, at forfatterne ikke selv har redet på harme og indignation, og at de ville opfatte det som et fattigt litteratur- og kultursyn ikke at ville læse og forholde sig til den upæne, men væsentlige, del af vestlig tænkning. Forfattere bliver nemlig ikke partout passé af at være rabiate og til dels antidemokratiske. De kommer muligvis til at fremstå som usympatiske, men det er en anden diskussion, som læseren selv kan få lov at tage stilling til.