Friedrich Nietzsche skrev sine sidste værker i 1888, men endnu 100 år efter forelå der kun et meget sparsomt udvalg af Nietzsche-tekster i dansk oversættelse. Bortset fra »Således talte Zarathustra«, der allerede i 1911 blev oversat af Louis von Kohl, fandtes der kun sporadiske udtog på dansk.

Men 10 år senere er situationen helt anderledes. Det forgangne årti har budt på en halv snes danske Nietzsche-oversættelser og Nietzsche hører nu til blandt de udenlandske filosofiske forfattere, der er oversat mest. Niels Henningsen, der har en stor del af æren for denne eksplosion i oversættelser, har nu nyoversat »Således talte Zarathustra«.

»Zarathustra« skiller sig ud

Nyoversættelsen er udmærket, selvom man nok kunne have levet med Louis von Kohls oversættelse i mange år endnu. Det kan dog nok have sin rimelighed at genintroducere dette centrale Nietzsche-værk midt i den nye bølge af Nietzsche-oversættelser. Værket »Zarathustra« har altid formået at skille sig ud, selv midt i et forfatterskab der er fyldt af besynderligheder.

Ingen kan beskylde Nietzsche for beskedenhed, og karakteristisk nok mente han selv, at »Zarathustra« satte den samlede litteraturhistorie i skyggen. Dette turde mildest talt være en overdrivelse, for selvom »Zarathustra« utvivlsomt skiller sig ud i Nietzsches eget forfatterskab, så er det næppe som hans bedste bog.

I Nietzsches forfatterskab er »Zarathustra« af alle værker det, der stilistisk ligger fjernest fra, hvad man normalt forventer af en filosofisk afhandling. »Zarathustras« karakter af skønlitterært værk har fået mange til at begynde på Nietzsche her, men det er nok den dårligst tænkelige tilgang til forfatterskabet.

Set i lyset af Nietzsches øvrige forfatterskab ligner »Zarathustra« en marskandiserforretning, hvor man kan finde så nogenlunde samtlige forfatterskabets motiver fyndigt formuleret, men i sig selv er bogen næppe forståelig. »Han døde for tidligt; han havde selv tilbagekaldt sin lære, om han havde nået min alder.« (65-66).

Nietzsche og kristendommen

Indholdet i Zarathustras lære er ganske vist ofte formuleret i tydelig opposition til Jesu lære, men værket viser også, hvor meget Nietzsche i positiv forstand skylder kristendommen. Hvor Nietzsche låner Bibelens former, kommer han også til at overtage noget af indholdet. Der er få helte i Nietzsches forfatterskab, men et utal af skurke.

Nietzsche er i normalt en kritiker af alt og alle, og som sådan er han uovertruffen. Men også på dette punkt skiller »Zarathustra« sig ud fra forfatterskabet i øvrigt. Her er den profetiske og visionære tone dominerende, og i stedet for at fordømme den verden der findes, besynger Zarathustra den verden, der skal komme. Han indfører en vision om det hinsidige, og denne vision virker tilbage som en nedvurdering af det jordiske liv.

Den profetiske tone i »Zarathustra« kan ofte gøre det til noget af en prøvelse at læse bogen. »Zarathustra« er fyldt med opblæst pathos, men også med storslåede formuleringer. Nietzsches ganske brede popularitet skyldes formodentlig ikke mindst, at han er så ganske enestående citérbar, og i den henseende er der intet der overgår »Zarathustra«.

Undertiden virker det som om, hver anden sætning er skrevet med henblik på at blive citeret. Specielt vil yndere af politisk helt igennem ukorrekte udtalelser her finde et sandt skatkammer. Alene af den grund skal »Zarathustras« popularitet og aktualitet nok vise sig at være holdbar langt ind i næste årtusinde.

Friedrich Nietzsche: Således talte Zarathustra. 304 sider. 260 kr. Det lille forlag.