Prøv avisen
Interview

Sognepræst: Nietzsche taler ind i den aktuelle opstandelsesdebat

”Der er en alvor i Nietzsche og en udfordring, som vi gør klogt i at tage op,” siger Peter Grønlykke om den tyske filosof, hvis forhold til kristendommen granskes i ny bog. – Foto: NNG/WriterPictures/Scanpix

Den bogaktuelle sognepræst Peter Grønlykke er skeptisk ved den nye ”Gud er død”-teologi, men han advarer samtidig imod at gøre opstandelsen til noget rent hinsidigt

Teologien skal ikke have berøringsangst over for skarpsindige samtalepartnere. Heller ikke, når de ligefrem regner Gud for død. Derved kan man måske også lære ikke selv at omgås det udsagn alt for skødesløst.

Sognepræst i Sønderborg Peter Grønlykke har netop udgivet bogen ”Den fortabte far”, som ikke mindst er en læsning af den tyske filosof Friedrich Nietzsche.

For nok er Nietzsche ateist og Grønlykke sognepræst, men han bliver her læst med udpræget respekt.

”Der er en alvor i Nietzsche og en udfordring, som vi gør klogt i at tage op,” siger Peter Grønlykke.

”Han indvarsler jo simpelthen det moderne, og alene derfor er læsningen af ham lærerig. En teologisk tradition lagde sig da også i første halvdel af det 20. århundrede tæt op ad Nietzsches moralteologi, nemlig den såkaldte korsteologi, der sætter Guds død på korset som noget fuldstændig centralt.

Det er interessant at se, hvor det skiller mellem Nietzsches konstatering af Guds død, der førte ham selv ind i ateismen, og denne teologiske læsning, som faktisk hævdede at føre dybere ind i troen.”

Korsteologien eller den dialektiske teologi blev herhjemme først repræsenteret af Tidehverv.

”De tidehvervske fædre, især Kristoffer Olesen Larsen, lod sig inspirere af Nietzsches moralkritik i deres oprindelige opgør med liberalteologi og KFUM. Olesen Larsens nøgternhed er af en art, så kun en hårfin linje skiller ham fra Nietzsches ateisme. Det er gennemført med en konsekvens, som faktisk er fascinerende.”

I opgøret med, hvad man anså for overfladisk, kirkelig idealisme søgte korsteologien til langfredagserfaringen for at indgyde alvor i kristendommen, så den ikke blev til en moralsk livsanskuelse.

I dag er en nyere teologisk strømning herhjemme begyndt atter at kredse om Jesu dramatiske korsdød langfredag, og man vil opfatte den som ”Guds død”. Grønlykke er ikke ganske tryg ved den nye retnings teologiske soliditet.

”Den er muligvis motiveret af et ønske om at tale ind i sin modernistiske tid. Da bliver teologer nemt fristet til at lade det hele ende dér på korset. Jeg finder, det vidner om en teologisk slaphed, hvis man vil nøjes med det. Man ender i noget, der minder om en ateisme. Man vil ligesom Nietzsche erklære Gud død, men til forskel fra ham ønsker man fortsat at bedrive teologi. Resultatet bliver en kynisk humanisme. Kynisk, fordi den piller mysteriet og hemmeligheden ud af inkarnationen og af treenigheden.”

I sin bog berører Peter Grønlykke flere gange den inspiration han finder i den ortodokse kirkes spiritualitet.

”Den øser jeg gerne af. Og så inddrager jeg tillige nyligt afdøde René Girard. Han er yderst relevant, fordi han udøver en moralkritik, der er parallel med Nietzsches, men forbliver på kristen grund. Girard viser, hvordan det, han kalder det mimetiske begær, skaber et flokinstinkt, som har de samme træk som den slaveopstand, Nietzsche taler om i sin moralkritik. Med moralsk pynt besmykker man sit ressentiment, sin hadefuldhed.”

”Nietzsche renser ud med sin skånselsløse kritik, men må standse før troen. Girard, derimod, har troen med. Hos ham er opstandelsen helt central for kristendommens sandhed.”

Selvom Peter Grønlykke ikke abonnerer på en rent metaforisk forståelse af opstandelsen, vil han dog heller ikke slå følge med de teologer, der i debatten fastholder den klassiske forståelse af kødets opstandelse og den tomme grav.

”Deres udfald er firkantede og lovligt bistre. Selvfølgelig skal opstandelsen tages alvorligt. Men man skal også fastholde, at den rækker ind i vore liv og allerede her har betydning og magt. Vi skal kunne virkeliggøre den tanke, at vi skal opstå allerede, mens vi lever. At opstandelsen faktisk har et erfaringsindhold.”

”Den aktuelle tidehvervsbevægelse er efter min opfattelse blevet fanget i sin historiske afhængighed af moderniteten på den ene side og en aktuel genopdagelse af metafysikkens betydning på den anden. Den har ikke noget holdbart bud på en formidling, men piller spiritualiteten ud af inkarnationens mysterium.”

Peter Grønlykke understreger, at Nietzsche ikke vil forkaste al moral, men kritiserer den kristne morals hykleri.

”Faktisk må sand kristendom omfatte moralen og dermed vore konkrete og politiske handlinger. Som biskop Martensen bemærkede: Dogmatikken er teologien i hvile, etikken er teologien i bevægelse.”

”Dette sidste overså Olesen Larsen, for han hørte en modernistisk tid til, som forkastede enhver metafysik. Og fordi han nok også overså, at Nietzsche i sin videre tænkning valgte at gennemføre og gennemleve dette kristne hykleri og dermed blev teologiens og kristendommens dæmoniske skygge. Hans tænkning blev en dæmoni, som man ikke kan undgå at tage stilling til og blive involveret i, hvis man beskæftiger sig med tro og kristendom.”

Hvad Grønlykke tillige vil drage frem fra Nietzsche er en særlig dannelsesforståelse:

”Dannelse er for Nietzsche det, som adskiller mennesket fra dyret. Det, som skænker os vores frihed. Her ligger Grundtvig på linje: ’Sjæle og kroppe med folkemund,/ som trodser med ordet mod ånden,/ de glemmer dem selv som menneskebørn/ og blive til dyr efterhånden.’

Det er et spørgsmål, om det ikke er dyr, vi gør os til med al vores tale om instinkter og genetik. I den forstand er dannelsen truet i moderniteten. Aldrig har flere ganske vist gennemført en længere uddannelse, men den er ikke identisk med, hvad jeg tænker på med dannelse. Det er anderledes grundlæggende. Dannelse drejer sig om selve det at blive sig sin menneskelighed bevidst til forskel fra at være dyr. Det drejer sig om hjertets dannelse, kunne man sige. Hvilket næppe har med egentlig uddannelse at gøre.”