Den amerikanske koreograf John Neumeier, som i årevis har ledet Hamburg Ballett, er gennem mange år blevet rost for sine balletforestillinger, herunder hans fortolkning af Shakespeares tragedie "Othello" fra 1985. Denne ballet indeholder imidlertid en sekvens, hvor danserne skal udstøde abelyde og banke sig selv på hovedet, som ifølge danserne i Den Kongelige Ballet ikke går an i 2022.
Derfor er der udbrudt et decideret oprør på Det Kongelige Teater, som havde udvalgt akkurat "Othello" til at være et af efterårets store slagnumre, men som nu efter pres fra danserne har valgt at aflyse forestillingen.
Akkurat Neumeiers "Othello" er tidligere blevet rost for at skildre den racisme, titelfiguren udsættes for. Så sent som i 2017 blev forestillingen opført i Danmark, uden at der ved den lejlighed blev sat spørgsmålstegn ved krigerdansen, som danserne gør nu.
Ifølge danserne går Neumeiers koreografi an, bortset fra den omtalte sekvens, som hedder "krigerdansen", men som ifølge mediet A4 Ligestilling af danserne omtales som "stammedansen". Den finder de så stereotyp og racistisk, at deres krav har været, at sekvensen skal udelades, før de vil opføre balletten.
I et forsøg på at redde forestillingen har balletmester Nikolaj Hübbe og teaterchef Kasper Holten søgt John Neumeier om tilladelse til at ændre i forestillingen, men det har den den 83-årige amerikanske koreograf afvist. Derfor har balletmesteren truffet den beslutning helt at afblæse.
"Det ville være åndssvagt, at hvis man i verden i dag - både som danser, men også som tilskuer - kommer til at misforstå et eller andet. Derfor tænkte jeg, at det er der simpelthen ingen grund til," siger Nikolaj Hübbe.
Shakespeares tragedie "Othello" handler om en såkaldt moor, altså en sort mand, måske fra Nordafrika eller Mellemøsten, som gør tjeneste i det venetianske militær og bliver gift med en hvid kvinde, Desdemona, som han dræber i jalousi. Shakespeare skriver ikke direkte om Othellos hudfarve, men det spiller ind i fortællingen, at han er en fremmed og føler sig anderledes. På teatret og på film er rollen i de seneste år oftest blevet spillet af sorte skuespillere som Michael Blake, der havde titelrollen i den seneste store Hollywood-filmatisering fra 2020, men tidligere blev Othello spillet af hvide skuespillere, der var sminket mørke i huden.
Behov for modernisering
Ifølge Rikke Rottensten, museumsinspektør og teateranmelder ved Berlingske, er dansernes reaktion tegn på, at balletten i disse år er nødt til at gøre op med den ofte meget karikerede måde, andre kulturer fremstilles på i kunstart, som ikke bruger ord, men kun kostumer, sminke og bevægelser til musik.
"Jeg tror, det spiller ind, at de kongelige balletdansere i sagens natur er meget unge, og at de er et internationalt kompagni. Det er mennesker med forskellige kulturelle baggrunde, som udfordrer den måde, man hidtil har lavet ballet på," siger Rikke Rottensten.
Teaterhistorisk har balletten i høj grad fungeret som et sted, hvor publikum kunne få et eksotisk, eventyrligt blik på fremmede folkeslag. Fortidens karikerede fremstillinger af afrikanere, kinesere eller arabere er ifølge teateranmelderen nødt til at blive korrigeret, for at forstillingerne kan fungere i vore tid.
"Forestillingerne har fungeret som en rejse til lande, det selv for de mest velbeslåede ikke var muligt at besøge i virkeligheden. Denne tradition er man nødt til at modernisere. Men det behøver ikke være ensbetydende med, at man slet ikke kan opføre 'Othello' eller andre klassikere," siger Rikke Rottensten, som vurderer, at de, der vil have sværest ved at vænne til denne forandring, vil være den store del af balletpublikummet, som er meget traditionsbevidste.
Modigt af danserne
Såvel Rikke Rottensten som Anne Middelboe Christensen, forfatter og balletanmelder ved dagbladet Information, giver samtidig udtryk for, at de kongelige balletdanseres oprør mod "Othello" er første gang, de udøvende på nationalscenen har fået en forestilling af plakaten, som er bestemt af balletmesteren og allerede er kommunikeret ud til offentligheden.
"Normalt er de diskussioner noget, man klarer internt i huset. Pludselig har vi fået et indblik i de nye demokratiprocesser på Det Kongelige Teater," siger Anne Middelboe Christensen til P1 Morgen. Hun advarer samtidig om, at det vil være "ødelæggende for traditionen", hvis man konsekvent fjerner klassikere som gengiver for eksempel race eller køn på en måde, som virker fortidig.
Nikolaj Hübbe mener ikke, der skal foretages generaliseringer ud fra sagen, men at man skal se individuelt på hver specifik forestilling. Over for A4 Ligestilling lægger han vægt på, at aflysningen er en beslutning og en kunstnerisk vurdering, har tager ansvar for, og som han har truffet efter at have kommunikeret med såvel dansere som koreograf:
"Jeg håber, det bliver tolket som, at man netop har kommunikeret, og at det er modigt af danserne," erklærer Hübbe og tilføjer:
"Vi havde rigtig mange diskussioner med dansere og med John Neumeier, men til syvende og sidst syntes jeg, at nu havde jeg hørt så meget, fået så mange indtryk, samlet så meget viden, at jeg var nødt til at tage en konsekvent beslutning om, at det blev 'En Skærsommernatsdrøm'."
Den løsning, som Hübbe, Neumeier og danserne er nået frem til, er nemlig ikke at stryge hverken klassisker-repertoiret, Shakespeare som dramatisk forlæg eller John Neumeier som koreograf, men at erstatte den dystre tragedie om den jaloux Othello med Neumeiers ballet over det mere muntre Shakespeare-stykke "En skærsommernatsdrøm". I dette stykke medvirker der ingen moors, men derimod fairies, altså feer.