De rødlige blade på træerne begyndte at falde på omkring samme tidspunkt, som Nikolaj Koppel forlod stillingen som underdirektør i Tivoli. Nu ligger de som et let tæppe på fortovene, mens han har slået midlertidige rødder på restauranten Karmaman på Frederiksberg Allé. Han har kun været uden arbejde i et par uger, men har alligevel tre-fem møder om dagen. Der står to tomme San Pellegrino-flasker som tegn på, at han allerede har afholdt ét i dag.
Nikolaj Koppel sidder som en af de få på restauranten denne eftermiddag og kan derfor sagtens optage det langbord, der står tættest på døren. Han slår hovedet op, hver gang nogen træder ind. Som om han holder øje med, hvornår den næste aftale kommer for at trykke hans hånd.
”Jeg sender lige en sms,” siger han og taster løs i et halvt minuts tid, før han lægger mobilen til side, klar til at give et indblik i de tanker, der ligger bag beslutningen om at opsige sit job. Han fortæller, at han har opnået det, han ville med sin tid i Tivoli.
”Jeg kunne sagtens være blevet siddende, hvor jeg gjorde, og det havde også kastet alt muligt godt af sig. Men jeg kan godt lide idéen om at teste, om jeg kan forløse mit talent og mine evner i en ny retning,” siger han.
Det kan tage ham et halvt år, måske et helt, måske halvandet. Og han erkender, at det godt kan være lidt skræmmende at kaste sig ud i.
”For kan man bunde herude? Der er ikke noget i verden, der er helt risikofrit. Jeg har aldrig levet et risikofrit liv. Man vinder i hvert fald ikke, hvis ikke man er villig til at tage en chance. Men altså, det skal jo nok gå,” siger han med et smil og læner sig en anelse tilbage i stolen.
Han har også taget chancer før. Han gik fra at være pianist til journalist og fik senere foden indenfor i Tivoli, de seneste år har det været som underdirektør for kulturområdet. Sammenlagt ni år er der gået i haven, og det er først nu, at han har taget sig et pusterum.
”En af mine gode venner har tidligere sagt til mig: Husk nu, inden du starter på job, at lægge noget tid ind, hvor du ikke skal noget. Det har bare aldrig passet. Så det gør jeg nu.”
Nikolaj Koppel lægger sin pegefinger ned mod tommelfingeren, så den næsten rører.
”I dette forunderlige, mærkelige, lillebitte liv, som vi er tildelt her på jorden, hvor vi vitterlig kan gå ned på Hornbæk Strand og tage et sandkorn, der repræsenterer dig, så er vi i det store billede relativt ubetydelige. Ikke desto mindre er vores lille sandkorn et helt univers for sig selv, med følelser, faser og oplevelser, lykke og ulykke og alt, hvad der nu ellers udgør et liv,” siger han og fortæller i relation til sin tankestrøm, at han er begyndt at meditere, selvom hans 10 år yngre jeg nok ville himle med øjnene af det.
”Vi lever alle sammen i en rigtig præstationskultur, hvor det ikke er en del af ligningen, at man stopper op og får lidt luft. Det interessante er, at jeg elsker højt tempo, jeg elsker struktur, jeg elsker at arbejde – meget! Men jeg vil også gerne blive bedre til at finde den næste retning og forstå, hvem jeg er. For livet er jo ufatteligt kort. Og det går stærkt. Der er mange mennesker, der løber rundt i hamsterhjulet, og når de så træder ud af det, er der lige gået 21 år, og man har måske glemt at stille nogle af de der væsentlige spørgsmål, der handler om, hvad man gerne vil have ud af sit liv, og hvilke værdier man har.”
Er det ikke lidt sent at gøre i en alder af 49 år?
”Jeg tror aldrig, man bliver færdig med at udvikle sig og blive klogere på sig selv. Jeg har et ret godt billede af, hvem jeg er, hvad jeg er, hvilke værdier jeg har, hvad jeg står for, men at udvikle sig i livet handler også om at blive klogere på sin omverden og på sig selv.”
”De mest nysgerrige mennesker, jeg kender, er ofte også de mest inspirerende mennesker. Det er dem, der kan finde ud af at stille de rigtige spørgsmål og være til stede i nuet. Også selvom lige netop dét er så banalt, som noget kan være,” siger Nikolaj Koppel.
Det har overrasket ham, hvor mange mennesker, der har skrevet til ham og kaldt hans beslutning modig.
”Jeg har jo bare gjort det, fordi det giver mening, hvor jeg er i livet. Hvis du koger det helt ind, handler det om at sige: ’Okay, lad os prøve at sætte gps’en til et nyt sted. Eller endnu bedre: Lad os lige overveje, inden vi sætter gps’en til igen, hvad vi egentlig gerne vil opnå på rejsen.’ Fordi ellers kan jeg se de næste 20 år ligge sådan der” – han peger den ene arm frem foran sig i en lige linje.
Du fylder 50 næste år. Har du en midtvejskrise?
”I så fald er det fedt at have midtvejskrise. Men nej, jeg tror egentlig, jeg er ret inspireret af den fase, mit liv er i lige nu. Det er ikke, fordi jeg har en idé om, at alle skal tage et sabbatår, eller at jeg skal være forbillede for andre. For folk må gøre, hvad der passer ind i deres liv. Jeg ved også godt, at jeg er meget privilegeret at kunne gøre det. Det er ikke alle, der bare kan sige, at de tager et år fri.”
Han snakker meget om kreativitet og inspiration og vigtigheden af at prøve nye ting. En regel, som de mange jobskift understreger, at han lever efter. Og selvom han gentagne gange understreger, at han ikke kan stille sig op og diktere, hvad andre skal gøre, kan der sagtens falde gode råd af til, hvordan man fylder sit liv med inspiration.
”Gør noget, hvor du ikke ved præcis, hvad du får. I virkeligheden handler det om at være nysgerrig og udfordre sig selv. At lade være med at blive doven. Gå til en koncert, hvor du ikke forstår musikken, eller hør et foredrag, selvom du ikke umiddelbart interesserer dig for emnet. Det er jo, synes jeg, meget gennem kunsten, kulturen og musikken, at man kan træde ind i et andet mikrounivers, som kan udfordre ens fastlåste syn på verden,” siger Nikolaj Koppel.
Hans fremtidige job vil alt andet lige nok befinde sig på den ”spillebane”, som han kender: Inden for kunst, kultur, medier eller det ”kulturkommercielle”, som han kalder det.
”Men den præcise retning har jeg ikke fundet. Det er også det, der gør situationen lidt eventyragtig. Eller inspirerende, i hvert fald. At det kan gå i flere retninger. Og at jeg selv er med til at forme det,” siger han.