Nils Gunder Hansen: ”Der er ikke noget ”helle” tilbage i det moderne arbejdsliv

Er de unge i dag selvoptagne og lyststyrede, eller kastes de tilbage på sig selv, fordi strukturerne er i krise? Måske forudsætter pligtfølelse, at man har stabile strukturer at virke i

Problemet er måske, at strukturerne i dag er i uro og krise, så den enkelte selv må finde en mening, skriver Nils Gunder Hansen.
Problemet er måske, at strukturerne i dag er i uro og krise, så den enkelte selv må finde en mening, skriver Nils Gunder Hansen. Foto: Marcus Trotzig/Maskot/Ritzau Scanpix.

Der udspillede sig for nylig en interessant debat om lyst versus pligt i forhold til det at have eller tage et arbejde. Det at arbejde skal ikke nødvendigvis være lystbetonet, sagde statsministeren. Hun blev sekunderet af chefredaktør på Berlingske, Tom Jensen, i en klumme fra den 10. oktober:

”Ikke siden 1960’erne og måske i et omfang, der langt overgår hippie- og rødstrømpetidens strømning af selvrealisation, har den enkeltes ret til og behov for at blive lige, hvad man lyster, og gøre lige, hvad man lyster, været så uantastelig. Man kan dårligt tillade sig at gå op imod det.”

Tom Jensen udvikler videre en interessant analyse af den nye James Bond-film. Bond er her blevet et sårbart menneske, der drives af personlige omstændigheder snarere end pligtfølelse. Han vil ikke redde verden. Han vil forløse sit eget privatliv. I denne meget tidstypiske relancering af Bond gælder det opfyldelsen af egne behov. Mig selv. Jensen anbefaler her, at man ikke arbejder for sin egen skyld, men for den ydre opgave.

Jeg bliver bevæget i mit konservative gemyt af den slags appeller til pligtfølelsen. Men jeg får også lidt anfægtelser. For selvom jeg har været en del år på mine forskellige arbejdspladser, har jeg også altid tænkt på mig selv: ”What’s in it for me?” Hvornår er det tid at rykke videre?

Problemet i dag er måske, at alt det, der ikke er ”mig selv” – strukturerne, systemerne, den objektive kultur, hvad vi nu skal kalde det – er i uro og krise på en måde, så den enkelte uvægerligt bliver kastet tilbage på sig selv for at finde mening og mål i tilværelsen. Det er altså ikke de enkelte, der af umodenhed og forkælelse trækker sig tilbage fra de objektive strukturer. Det er omvendt. Det er strukturerne, der går i forfald, bliver hullede og porøse.

Det moderne arbejdsliv er langt de fleste steder så usikkert, presset og omskifteligt, at man er nødt til at tænke på pligten over for én selv.

Nils Gunder Hansen

Et personligt eksempel: Jeg arbejdede i en periode på 12 år på Tom Jensens avis, Berlingske Tidende. Det var mest på godt og også lidt på ondt de mest begivenhedsrige år, jeg har haft i mit arbejdsliv, og jeg ville meget nødigt have været dem foruden. Men stort set gennem alle årene var der uro, turbulens, kaos; der var skiftende ejere af avisen, der var skiftende chefredaktører, jeg opgav at tælle, hvor mange kulturredaktører jeg som ansat på kulturredaktionen nåede at arbejde under, der var fyringsrunder og omlægninger. Skulle jeg så have sagt til mig selv: Nils, gamle dreng, se bort fra, hvad du selv finder mening i, det gælder pligten, luk øjnene og tænk på Berlingske Tidende, se avisen som den overpersonlige struktur, du skal udgyde dig selv i. Nej, det ville have været skørt at ræsonnere på den måde.

Det moderne arbejdsliv er langt de fleste steder så usikkert, presset og omskifteligt, at man er nødt til at tænke på pligten over for én selv. Man kan kalde det selvisk og umodent, men nu om dage er der bare ikke så mange voksne tilbage i den gode, gammeldags konservative forstand. De har forladt bygningen.

Nu arbejder jeg på universitetet. Det er ikke helt så begivenhedsrigt. Hvor min kone gerne hørte om den daglige paladsrevolution, når jeg kom hjem fra avisen, bliver hun hurtigt fjern i blikket ved at blive indviet i sagsgangene på universitetet. Men skinnet bedrager. Der er masser af uro og turbulens på et moderne universitet. I foråret havde vi for eksempel en fyringsrunde, hvor alle skulle sidde klar ved telefonerne fra morgenstunden. Det havde været utænkeligt for ikke så mange år siden. Men der er ikke noget ”helle” tilbage i det moderne arbejdsliv.

Misforstå ikke dette som klynk. Det er et forsøg på en nøgtern beskrivelse af virkeligheden. Mange arbejdspladser er blevet så turbulente, at det ikke giver mening at betragte dem som steder, hvor man kan arbejde et helt liv eller i mange år og så få et guldur til sidst. Pligtfølelsen kan derfor ikke rette sig mod de overpersonlige strukturer, for de findes ikke længere i nogen stabil forstand. Derimod kan man sagtens føle pligt over for den konkrete opgave i den ene ende af spektret. Og for institutionens ideale mål i den anden ende. Men man skal ikke læne sig for meget op ad alt det midt imellem. Det kan vise sig, at man læner sig ud i den tomme luft.

Klummen ”Tidens tegn” skrives på skift af Nils Gunder Hansen og Lars Handesten og bringes i Bøger&Kultur hver lørdag.