En rød og hvid vante, der holder i hånd. En pagt indgået mellem Grundtvig og en ung nissepige på vegne af hele nisse- og menneskeheden. Dette billede dannede i 2009 grundlag for DR’s julekalender, hvor den kristne næstekærlighed kom under direkte angreb fra iskolde, diktatoriske bøller.
I år er ”Pagten” flyttet ind på Aarhus Teater, der sætter julen og alt det, den repræsenterer, under teatrets store lup. På scenen bliver julekalenderen til et glimrende stykke børneoplysning og en glædelig oplevelse.
På landsbyskolen i Grundtvigs Thyregod møder vi den mutte 12-årige Malthe, der lider af tween-angst og psykosomatiske mavesmerter. Hans hårdt arbejdende alenemor forstår ham ikke og vil da slet ikke høre tale om hans tro på nisseri. Men han er nødt til at tro for at have et sted at søge hen, når hans egen verden bliver for umulig at være i. Hans lidelser skyldes klassens psykopatiske bølle, Rune, der har skabt sig et følge af mobbende medløbere, som forpurrer fællesskabet.
Da nisserne gør deres indtog i hans liv, bliver han nødsaget til at handle for at undgå, at den onde isheks Iselin får magten over både menneskenes og nissernes dimension – og dermed må han også finde modet til at gøre op med sin rolle som mobbeoffer. Med kærlighed som våben genrejser børn og nisser menneskehedens sammenhængskraft.
Instruktør Line Paulsen har i sin iscenesættelse tilført nogle funktionelle greb, der guider børnene og hjælper dem med at holde koncentrationen. Den velsyngende nissepige, Mathilde Passer, er værtinden, der leder os ind i historien og ind i de julesalmer, som åbner dørene til eventyret. David Gehrts grundige, klassiske scenografi skifter let fra genkendeligt brunt klasselokale til trylleskov til snehvidt himmelrum – mens Anders Kjems’ lysdesign glimrer og fortryller og lader os vandre umærkeligt imellem dimensionerne.
Men det er Marie Marschner i skikkelse af den isnende vilde Iselin, der helt og aldeles tager fusen på de barnligste af os. Overraskelsesmomenterne er frydefyldt skræmmende og giver balance til dramaet.
Der er tydelig intonation i både sange og tale, så det er ganske nemt for alle aldersgrupper at følge med. Men det er svært ikke at savne ægthed i karaktererne, der ligner mere karikaturer. Det er ærgerligt, især i en forestilling, der synes at ville agere hverdagsrealistisk spejl for børnenes egne selv.
”Pagten” tager udgangspunkt i forfatter Maya Ilsøes syn på Grundtvig som universalist, hvorfor fortællingen også rækker ud efter både kristendommen, åndelig indisk visdom og nordisk mytologi. Dette meget ambitiøse grundlag giver uvægerligt nogle løse ender, når 24 afsnit bliver til 120 minutters teater. Og fortællingen bliver lige vel kompliceret i anden akt, hvor man også fornemmer, at nogle afgørende detaljer er røget i oversættelsen. For eksempel: Hvorfor er det netop den indiske pige, der er nøglen til forløsningen? Og hvorledes skal vi tolke den noget forhastede kobling til ”Christenhedens Syvstjerne”, Grundtvigs fortolkning af kristendommens historie på 833 vers?
Sine små svagheder til trods kommer ”Pagten” til sin ret på scenen. Det er, som om den hører hjemme her. For når vi går i teatret, opsøger vi jo netop fællesskabet, skal tage aktivt medansvar for op- og indlevelse, og det levende ord står frem overalt. Og i teatersalen kan man føle værdien i at være en del af et historisk, nationalt og globalt fællesskab.
”Pagten” er skønt børneteater, der vil have os til langt mere end bare at jule. Det er historie og kultur formidlet driftigt og dristigt og sat i relation til det hverdagsliv, børnene selv kender.