”No Time to Die” er et storladent følelsesdrama - og blandt seriens allerbedste

”No Time to Die” former sig som en afsked med en verden af i går og en helteskikkelse lige før tæppefald. Men James Bonds dødstid er unægtelig rig

James Bond er i realiteten gået på pension i ”No Time to Die”, men da han tager en sidste skyggedans med sine gamle fjender, møder han sin afløser hos MI6 med nummeret 007. Naturligvis kvinde og sort.
James Bond er i realiteten gået på pension i ”No Time to Die”, men da han tager en sidste skyggedans med sine gamle fjender, møder han sin afløser hos MI6 med nummeret 007. Naturligvis kvinde og sort. Foto: Nicola Dove/SF Studios.

Forfatteren Ian Flemings univers om James Bond, den britiske agent 007 med licens til at dræbe, blev skabt i midten af det forrige århundrede, hvor det britiske imperium endnu kunne huskes af nogle få, og hvor den kolde krig rasede mellem Øst og Vest. En svunden tid, hvor Aston Martin ikke var en el-bil, og hvor en Vodka Martini bestod af firefemtedele vodka og en femtedel Martini, ikke omrørt, men rystet.

Hvordan synet på mænd og kvinder var dengang, tør denne signatur slet ikke skrive om. Men det er hævet over enhver tvivl, at de 25 James Bond-film – det gælder også ”No Time to Die” – falder for samtlige identitetspolitiske parametre.

James Bonds filmiske univers er blevet usamtidigt. En anakronisme fra en tid, hvor betegnelsen Storbritannien stadig gav lidt mening. Et land, hvor ulasteligt klædte mænd rejste sig, når en kvinde kom ind i lokalet, og naturligvis holdt døren for hende, uanset hvor presset situationen var.

Som thriller om en galant agent og et rosenflor af smukke kvinder er Bond-filmene eskapistiske. En virkelighedsflugt.

Som forfører er James Bond en romantisk, Lord Byron-lignende skikkelse, der altid falder for fatale kvinder og sætter både sit eget og nationens liv på spil for at frelse dem. Den sorg, James Bond gemmer på bag sin determinerede facade og kropslige vitalitet, er i de forløbne snart 60 år blevet uoverkommelig. Snart brister manden i lidenskabens hav af flammer.

Den seneste generation af Bond-film med Daniel Craig i hoverollen, ikke mindst ”Skyfall” (2012) og ”Spectre” (2015), tager konsekvensen af dette og åbner for de sentimentale sluser, hvor Bonds tidligere liv vender tilbage, og der skabes en eksistentiel tyngde i karakteren, der klæder filmene. Det kulminerer i ”No Time to Die”, der med sine næsten tre timer folder et episk, operalignende drama ud om de store følelser og gestalter den uskyld, som er resultatet af Bonds eskapader.

Samtidig tager ”No Time to Die” konsekvensen af Bond-universets usamtidighed og uomgængelige krænkelsespotentiale og former sig som en lang svanesang. Understreget i Billie Eilish elegiske titelsang, der lader ”ansigter fra fortiden” dukke op til endnu en runde. Den britiske ironi er imidlertid intakt. James Bond er i realiteten gået på pension, men da han tager en sidste skyggedans med sine gamle fjender, møder han sin afløser hos MI6 med nummeret 007. Naturligvis kvinde og sort. Da han spørger, hvad hendes interesse er, siger hun:

”Jeg dykker efter gamle vrag.”

”Godt, så er du kommet til den rette,” svarer Bond.

Rundt om Bonds eksistentielle kernedrama er der selvfølgelig virtuos og spektakulær action i John Woo-stil, og et monstrøst skurkeplot. Profetisk – ”No Time to Die” er indspillet før coronapandemien – handler det om en dødelig laboratoriedyrket virus, der spredes via menneskets arvemasse, dna. Den streng spændes til det yderste, før den splintrer i en verden, hvor agenter nok har et immunforsvar og MI6 et beredskab, men hvor følelserne er transparente og æder sjæle op.

”No Time to Die” former sig som en afsked med en verden af i går og en helteskikkelse lige før tæppefald. Men James Bonds dødstid er unægtelig rig, og det rum for virkelighedsflugt og hedonisme, han åbner for, er sindsudvidende. Som det citeres med romantisk patos ved filmens slutning:

”Meningen med livet er ikke at eksistere, men at leve!”

Debat side 10