Hvad kan man forvente af en nobelpristager i litteratur, der har modtaget hæderen i så relativt en ung alder, at man må formode, at der er flere værker i vente? At forfatteren går i nye retninger, eller at hun eller han finder ind til kernen af, hvad der udløste prisen, men på en ikke alt for forudsigelig måde?
Det sidste er tilfældet for britiske Kazuo Ishiguro, der med ”Klara og solen” udgiver sin første roman siden Nobelprisen i 2017. Her er det som i tidligere værker et ”Upstairs & Downstairs”-forhold, der præger romanen, og hvor man som læser håber, at den underordnede vil erkende, at ens liv med at tjene ikke er det højeste formål. I ”Resten af dagen” handlede det om at indse, at der på den landlige herregårdsidyl blev smedet rænker, der kunne have givet fascismen sejren i Europa, mens hovedpersonerne i ”Slip mig aldrig” skulle forstå, at de blot var et reservedelslager for de personer, som de var klonet af. Et sådant forhold, der skaber en vis melankolsk dramatisk ironi, formår Ishiguro også at skabe i sit nye værk, men dog med nogle væsentlige forskelle.
”Klara og solen” foregår i USA i en fremtid, hvor menneskelignende robotter er blevet så avancerede, at man kan købe en til at være ven for et barn. Klara er en såkaldt KV’er, en Kunstig Ven, der i romanens åbning bliver købt til den skrøbelige pige Josie. Hun plager om at få Klara, lidt som om hun var en hund, mens hendes mor mere nøgternt undersøger Klaras temperament og intelligens.
Romanen er fortalt fra Klaras synsvinkel, og der er et diskret indbygget spændingsmoment i historien fra begyndelsen: Vil Klara udvikle sig? Vil hun (eller den) være i stand til at gennemskue, hvad der foregår? Vil hun blive ved med at opføre sig trofast og hengivende, som hun gør i begyndelsen?
Ishiguro lægger små antydninger ind af, at Klara ser verden anderledes end mennesker, eksempelvis ved at tale om rektangler i synsfeltet, som er en velkendt måde at skabe en computervision på, og om vanskeligheden ved for eksempel at genkende en mor og et barn, der omfavner hinanden, fordi hun ikke er trænet til at genkende det.
I hele romanen er der også stor opmærksomhed på solen, altid skrevet som Solen, der nærmest får karakter af et religiøst symbol for Klara. Solens lys kommenteres flittigt, og hvad solen egentligt er, fremstår som lidt af en gåde for den kunstige intelligens.
På overfladen er det hele i hovedreglen venligt, af og til kærligt, men bagved er realiteterne benhårde, eksempelvis da Josie forklarer Klara, at hun er hendes kunstige ven, men ikke hendes bedste ven. Den ære går til nabodrengen Rick.
Romanens centrale dynamik ligger mellem Klara, Josie og Moderen (hendes navn kender vi ikke), der er præget af Moderens meget svingende tilknytning til Josie. Moderen har allerede mistet en datter, og hendes frygt for at miste Josie får hende til at svinge mellem stor omsorg og en mere distanceret irritation over, at Josies sygdom lægger hindringer i vejen for deres liv.
Uden at afsløre for meget, så er der også tanker om, at Klara vil kunne lære at være som Josie og måske overtage hendes liv i et nyt hylster for robotten, hvis Josie skulle dø. Flere steder demonstrerer Klara, hvordan hun har en overmenneskelig evne til at iagttage og efterligne Josie, men hun tvivler selv på, om hun vil kunne få det hele med.
”Klara og solen” er et udtryk for, hvordan teknologiens betydning har flyttet grænser i litteraturen. Engang ville en roman om en kunstig intelligens først og fremmest blive set som science fiction og ville blive skrevet af forfattere dedikerede til genren, som eksempelvis Philip K. Dick.
Nu er det noget som forfattere, der opfattes som mere mainstream, også kan bevæge sig ind og ud af, som eksempelvis Ian McEwan med ”Maskiner som mig” eller Olga Ravn med ”De ansatte”. Ishiguro har været der før med ”Slip mig aldrig”, og han er der så igen. Ishiguro har i interviews givet udtryk for sin bekymring over, hvor vi er på vej hen med den accelererende tekniske formåen inden for eksempelvis genredigering og kunstig intelligens, og om det stadig er menneskeheden, der styrer udviklingen. I romanen gives der også, gennem Klaras synsvinkel, indikationer af, at menneskeheden ikke er helt så begejstrede længere for deres maskiner, som måske har udviklet sig til at blive lidt for kloge på nogle områder.
Man kommer ikke for alvor længere ind i disse problemstillinger, og Ishiguro fokuserer klogt nok først og fremmest på handling og følelse frem for aktuel teknologisk debat, selvom romanens aktualitet er åbenlys.
Hvor man i ”Slip mig aldrig” ikke var i tvivl om, at de klonede personer var mennesker, og at man skildrede et dystopisk samfund, fordi disse mennesker blev anvendt som midler for noget andet end dem selv, og ikke som mål i deres egen, så gør det en forskel, at Klara er en robot. Man får ikke samme medfølelse med Klara som med Kathy i ”Slip mig aldrig”, men man efterlades på den anden side heller ikke kold.
Måske er det væsentligste ved romanen, at den konfronterer læseren med denne gråzone, hvor der er et ubehag ved, at menneskene så nemt kan svinge mellem at knytte følelser til deres maskiner, for derefter at smide dem bort. Ishiguros mesterskab er at kunne fastholde opmærksomheden på et lille univers i sin rolige og smukke prosa gennem godt 300 sider, uden at man føler, at der godt måtte ske noget mere.
Der er flere udviklinger undervejs, hvor de spor, som var lagt ud, tager en drejning, men frem for alt er ”Klara og solen” en stærk fortælling, der sætter spørgsmålstegn ved, hvad ægte følelser er, og hvornår, hvordan og hvorfor vi reagerer på dem eller ej.