Det er efterhånden en fast del af optakten til uddelingen af Nobelprisen i litteratur at nævne kenyanske Ngugi wa Thiong’o som favorit. Og i samme åndedrag understrege, at nu er det på tide, at Det Svenske Akademi anerkender en sort forfatter fra det afrikanske kontinent.
Det gjorde det så sidste år. Men prisen gik ikke til den oplagte Thiong’o, men derimod til tanzanianske Abdulrazak Gurnah, som med vanlig eurocentrisme blev kaldt “ukendt” efter annonceringen og motiveringen, der fejrede forfatterskabet for at være ”kompromisløst og med stor medfølelse at have belyst kolonialismens følger og flygtninges skæbne i kløften mellem kulturer og kontinenter”.
Beskrivelsen passer ret præcist på Gurnahs “Paradis” fra 1994, som nu genudgives på dansk, og hvor Finn Holten Hansens reviderede oversættelse åbner sådan:
“Først drengen. Hans navn var Yusuf, og han måtte forlade sit hjem pludseligt, da han var omkring tolv år gammel. Han kunne huske, at det var i tørketiden; hver dag var som den foregående.”
Yusuf er en smuk dreng, som går en usikker fremtid i møde, da hans far – der står i gæld til den arabiske handelsmand Aziz – må afgive ham som en slags betaling. Så Yusuf rejser med den fine mand, han længe tror er en slægtning, og skal tjene i hans hus i storbyen ved kysten. Men “onkel Aziz”, viser det sig, tjener sine penge på handel inde i landet og også i områder med stammekrige, sygdom, slaveri, vilde dyr og urolige europæiske styrker, som varsler Første Verdenskrigs udbrud.
Alt det ved unge Yusuf intet om, men ved at følge ham i huset, i haven, i byen og på rejser dybt inde i kontinentet – der giver mindelser om Joseph Conrads “Mørkets hjerte” – placeres læseren i et vildnis af kolonialisering, overtro, religion, vold og eksistentiel vildrede.
“Paradis” er på samme tid en beskrivelse af en skæbnestund i Østafrika og en udviklingsroman, hvor Yusuf ikke bare foretager rejser i det ydre, men også i det indre: Han bevæger sig fra dreng til ung mand og møder venskabet i en anden tjenende i huset, Khalil, og kærligheden i Amina, der er en af Aziz’ to koner.
Den anden kone, Fruen, er imidlertid også tiltrukket af Yusuf, og han er i det hele taget underlagt andres ønsker og drømmer bare om at rejse væk med Amina:
“Et eller andet sted hen, hvor han kunne undslippe de undertrykkende krav, alting stillede til ham. Men han vidste, at en hård klump af ensomhed for længe siden havde dannet sig i hans forviste hjerte, at hvor end han tog hen, ville den være med ham og medvirke til at formindske og splitte enhver plan, han kunne lægge for at opnå en beskeden tilfredsstillelse.”
“Paradis” er på mange måder bevægende og medrivende læsning, og Gurnah er en sublim skildrer af landets natur, og Yusufs mareridt om vilde dyr, som blander sig med den lige så mareridtsagtige virkelighed, er foruroligende og fremragende. Som afsnittet, hvor en hyæne springer frem og bider en karavanebærers ansigt af, så “blod og slimede, seje væsker løb af den hudløse stump”.
Sværere har jeg det med replikkerne, der ofte virker mekaniske, og med passager som den tidligere citerede om “den hårde klump af ensomhed”, der forklarer, udlægger og psykologiserer i stedet for at overlade det til læseren.
Det giver romanen et lidt altmodisch præg, der måske er tilstræbt, men som jeg under alle omstændigheder godt kunne have undværet, ligesom den ophobning af begivenheder og udredninger, som findes mod slutningen.
I stedet nyder jeg de sider, hvor Gurnahs prosa lever og lyser med en egen poesi og råstyrke. Som her:
“Buskene skælvede og dirrede af fugle, hvis skarpe, utrættelige sang savede gennem dagens køligere timer. Ældgamle træer tårnede sig op over dem og filtrerede et blidt lys ned til buskadset i underskoven nedenunder. Men de blanke buske skjulte tornede slyngplanter og var filtret ind i giftige ranker, og de mest indbydende skygger var fulde af slanger.”
Ja, der er slanger skjult i skønheden og også i Aziz’ frodige og fredelige have, som Yusuf hele tiden drages mod. Når han går derind, er det som at gå ind i drømmen om det uspolerede Afrika. Eller ind i selve Paradisets Have. I de sidste fatale faser før syndefaldet.
Det er en stor og vigtig historie, Gurnah, der selv flygtede fra østafrikanske Zanzibar til England som 18-årig, fortæller i “Paradis”. Og i lange stræk også en stærk roman.
Abdulrazak Gurnah: Paradis. Oversætter: Finn Holten Hansen. 280 sider. 250 kroner. Gutkind.