Nobelpristagers sorgfulde mesterværk kan nu omsider læses på dansk

Peter Handke skriver sublimt og sørgmodigt om sin mors liv og selvmord i ”Ulykkelig og uden ønsker”

Nobelpristagers sorgfulde mesterværk kan nu omsider læses på dansk

I de første kolde måneder af 1972 sad Peter Handke ved skrivemaskinen og skrev om sin mors liv og nylige selvmord.

Det blev ikke til mere end 86 små sider, men de er til gengæld nogle af de smukkeste og sørgeligste sider, jeg har læst. Nogensinde.

Da den dengang 30-årige Handke satte sig og skrev det, der skulle blive til ”Ulykkelig og uden ønsker”, var han allerede et navn hjemme i Østrig og havde vakt opsigt med sine præcise og provokerende måder at pege på sprogets og mindernes manipulative karakter. Det forsøger han også at gøre i bogen om sin mor: ”Jeg beskæftiger mig litterært, og som altid udefra og sagligt, med en erindrings- og formuleringsmaskine.”

Men med moderens selvmord trænger en alvor og tyngde sig ind, som siden har været med til at tegne forfatterskabet, der fuldt fortjent – men også kontroversielt på grund af Handkes forsvar for Serbiens blodige ageren under krigene på Balkan i 1990’erne – førte til Nobelprisen i litteratur i 2019.

At en så stor forfatter kan mene noget sådant, viser bare, at forfatterskaber har det med at være klogere end forfattere, og blandt Handkes mange brillante udgivelser er “Ulykkelig og uden ønsker” den sorte kronjuvel, hvor han forsøger at forene sin sprogskepsis med et sandfærdigt portræt af sin elskede mor.

Det er et umuligt forehavende sådan at beskrive følelser med det manipulerende sprog og fortællingens mange lokkende klichéer. Men det lykkes utroligt nok, og som læser forstår man både projektets umulighed og mærker, hvordan det lykkes.

Et andet paradoks findes i selve portrættet af moderen. Som Madame Nielsen skriver i sit indsigtsfulde efterord: ”Den mor, der fremtræder under læsningen, er på én gang fuldkommen typisk for sin tid, sin klasse, sit køn, land, miljø osv., én ud af hundrede tusinder, og samtidig den eneste ene, rørende umistelig og unik.”

Maria Handke vokser op i en landsby i østrigske Kärnten, hvor hun udviser evner i skolen, men hvor hendes far ikke vil lade hende få en uddannelse. I stedet bliver hun, som alle de andre piger i byen, fikseret på det huslige, og under Anden Verdenskrig har hun en affære med en tysk nazist, som gør hende gravid. Efter krigen finder hun sammen med en anden tysk mand, hun mere tåler end elsker. Det bliver et liv som husmor, uden kærlighed, med forlegen sex, selvpåførte aborter og uden udsigt til noget større og smukkere, og hvor kunsten er at komme igennem dagene ”uden ønsker og en smule ulykkelig”.

Den kunst bliver umulig for hende. Efter en serie anfald af angst eller depression, der giver hende en invaliderende migræne, sluger hun en håndfuld piller, og i afskedsbrevet til sønnen udtrykker hun glæde over endelig at få fred, komme væk.

Dér sidder sønnen så tilbage. Som åbenbart ikke var nok til at få hende til at blive, og som må skrive om hende. Men som om natten vækkes af den urolige søvn og føler, at han ”med tilbageholdt åndedræt af rædsel fra det ene sekund til det næste korporligt rådner op”.

Moderens selvmord griber på den måde ind i hans egen dødsangst, og selvom han undervejs i bogen kommer med metakommentarer om, hvordan han forsøger at beskrive sin mor på en måde, der ikke falder i sorglitteraturens fælder, så bliver “Ulykkelig og uden ønsker” et stykke sorglitteratur. Uden sidestykke, vel at mærke, og ét er, at Handkes tanker om de kår, moderen levede og døde under, er så begavede. Noget andet er, hvor usigeligt godt og præcist han skriver: Der er en krystallinsk klarhed over sætninger og afsnit – som Madame Nielsen genskaber i sin oversættelse – og en selvfølgelig gliden fra fortid og ind i nutiden, hvor han lever med tabet. Som her: ”En dag jeg skar brød gled kniven ud af handen pa mig, og straks kom jeg i tanker om hvordan hun om morgenen snittede sma stykker brød ned i mælken til børnene.”

“Ulykkelig og uden ønsker” er et vendepunkt i Handkes forfatterskab, dér hvor en ny alvor og medmenneskelighed melder sig, måske ligefrem en modenhed, men også dét sprog – denne vekslen mellem så præcise beskrivelser af mennesker og ting, at de bliver til en form for poesi, og tanker om dét at skrive – der har påvirket så mange andre forfattere. Læs bare en hvilken som helst bog af Tomas Espedal.

Men Handke er uefterlignelig. Og måske er der håb at spore på en af de sidste sider: ”Foraret der nu melder sig, sjappytter, varm vind og snefrie træer langt ude bag skrivemaskinen.”

Eller også er det endnu en leg med det, sproget gør ved os læsere. Foråret som billede på håb. Eller bare en kliche. Man kommer i tvivl. Men både hjernen og hjertet arbejder under læsningen, og den sidste sætning i bogen lyder: ”Senere vil jeg skrive med større nøjagtighed om det hele.”

Det har Handke endnu ikke gjort. Her 48 år senere. Det er heller ikke nødvendigt. Eller muligt. ”Ulykkelig og uden ønsker” er – med en klokkeren kliché – et mesterværk.