Henrik Ibsens ”En folkefjende” var vel egentlig skrevet som en slags dramatiseret selvforsvar i kølvandet på den barske modtagelse af ”Gengangere”, der udkom i 1881, og som udløste sønderlemmende kritik, ikke mindst af Ibsens person. ”Et Sygdomsfænomen” kaldte Aftenpostens anmelder det fordærvede drama, ”Rædsler og Gift, Orme og Ådselslugt” istemte en anden. Og man ser tydeligt, hvor den norske nationaldramatiker hentede sit tema til ”En folkefjende”. Stykket handler om sygdom. Om samfundets egentlige syge – sandheden eller dens fortielse. Og både presse, politikere, kunstnere og hele det fladpandede flertal bliver klædt af til benet.
Handlingen er henlagt til en lille provinsflække i det sydlige Norge, hvis stolthed og primære indtægtskilde er byens kurbad. Derfor bliver det da heller ikke vel modtaget, da badlægen doktor Stockmann springer ud som en anden whistleblower og afslører, at badeanstaltens kurvand i virkeligheden er inficeret og sygdomsfremkaldende – en skiden kloak. Stockmann bliver mere og mere monomant optaget af sin selvdestruktive sandhedskamp, i takt med at man fra alle sider forsøger at give ham mundkurv på. Den lille by er truet på sit eksistensgrundlag og forener sig imod badlægen, som lidt efter lidt indser, at det i virkeligheden er selve samfundsmaskineriet, der er forgiftet.
Essensen er den samme, men stykket er moderniseret til nærmest ukendelighed. Handlingen er flyttet frem til den umiddelbare nutid. Her brygges kombucha og tales klimakrise i den småborgerlige dagligstue. Lillebyens arketyper er opdaterede med nutidens tilsvarende; fra den hysteriske feministdatter over den sjælløse iværksætter til presseopportunisterne, korrumperede politikere og den kujonagtige kunstnertype. Alle er tilpas fortegnede, genkendelige og eminent velspillede af et stærkt ensemble. I midten af det hele står Søren Pilmarks Thomas Stockmann, der i en skuespilmæssig kraftpræstation gennemgår idealistens uafvendelige nedbrydningsproces for øjnene af os. Fra optændt sandhedsapostel og videnskabsmand med en ukuelig tro på fakta til en tiltagende afmægtig galning, der ofrer alt og mister lige så meget. Hos Ibsen er nederlaget ikke lige så absolut som her; hustru og datter bliver ved den udstødte Stockmanns side. Men i den bearbejdede udgave står han alene tilbage, endnu mere kompromisløs, endnu mere nedbrudt af fællesskabets hykleri i slutscenens styrtregn med sætningen: ”Den stærkeste mand i verden, det er han, som står mest alene”, rungende ironisk over sig.
I det hele taget er Nørrebro Teaters friske revitalisering af ”En folkefjende” uhyre vellykket. Tankevækkende, uforfærdet og ikke mindst morsom. Det hele findes allerede i Ibsens drama – det er hans demokratiskepsis og samfundskritik, men tilsat Tjernelds sans for den politiske scene lige nu. Victor Tjerneld, som sidste sæson brillerede med den mediekritiske metaforestilling ”Spejlmanden” på teater Mungo Park, har denne gang endnu bedre held med sit manipulerende overraskelsesgreb og drilske tvetydighed. Bedst som vi sidder trygt i sæderne og fordømmer det medløbende hykleri på scenen, bliver vi selv indbudt til borgermøde, som det fårede flertal – ”kødbjerget af pensionsmodne hængerøve”. Her går Tjerneld Tue Biering i bedene, når han konfronterer teaterpublikummets frelste, venstresnoede selvgodhed som tom positionering og skinmanøvre. Normalt er det anmassende med den slags publikumsinvolverende totalteater, men her fungerer det.
”En folkefjende” er morskabsteater, der ikke stryger os med hårene. En kærkommen opsang til det evigt netværkende, magt-, penge- og positionsliderlige moderne menneske med friværdi og overfladisk idealisme. Forrygende sjovt – men ei blot til lyst.