Prøv avisen

Dansk eventyrfilm er ikke en nutidig Lindgren-pastiche, men halvbagt magisk realisme

2 stjerner
Albert Rudbeck Lindhardt (født 2001) spiller hovedrollen som den velopdragne og moderløse Jas i eventyrfilmen ”Landet af glas”. – Foto fra filmen: Scanbox Entertainment.

”Landet af glas” er en eventyrfilm, hvis ambitioner sander til. Der er løse ender, klichéer og skuespil med for mange manerer

Marie Rønn og Jeppe Vig Find laver fortryllende børnefjernsyn. ”Lille Nørd” om dyr, natur og livsglæde er noget af det bedste, Ramasjang har på hylden for de mindste.

Rønn og Vig Find genfortryller en skærmbelagt barndom, de er moderne børn i Bulderby. De åbner led op, som nye generationer af børn kan løbe igennem for at finde friheden langt væk fra mors og fars bestyrtede blikke.

Det er derfor oplagt, at makkerparret kænguruhopper over i filmmediet. Desværre er ”Landet af glas” ikke en eventyrlig nutidig Lindgren-pastiche, selvom parret bag forsøger sig med en smålandsk hjertesvulmende blanding af det sorrige og det glædelige.

Jas (Albert Rudbeck Lindhardt) er en velopdragen 13-årig, der siger ”tak”, ”undskyld” og ”jeg beder,” som om han aldrig har bestilt andet. Lidt mut kan han dog være, hans mor er død, hans far er langturschauffør, der vist også kører for at flygte fra smerten. Moderen efterlod sig et land af glas, en gartnerfantasi af saml-selv-drivhuse, der nu står affældigt hen som en losseplads for ituskårne drømme.

Klassisk socialrealisme som en tidstypisk julekalender i en Maggi-terning, hvor ensomheden er et grundvilkår, indtil den magiske verden åbenbarer sig. Jas møder elverpigen Naja (Flora Ofelia Hofmann) og den gamle elverkone Alva (Vigga Bro). Umotiveret går Jas på eventyr i skoven, hvor ulvene hærger, og elvere lokker med underjordiske toner. Men naturen viser sig ikke at være fjenden. Det er mennesket, der jager elverfolk for at sælge deres sjæl for evigt liv. Jas bliver venner med elverpigen. Men ville han have ofret hende for at redde sin egen mor? Her ligger en snas af smerte gemt, mens elverfolket, ulvehylene og deslige forsvinder op i den tynde luft.

Der er hugget en hæl og klippet en tå i manuskriptet til ”Landet af glas”. Det er, som om man har sat sin lid for meget til den mulige magi i klipperummet. Men klipningen gør scenerne usammenhængende, det mytiske lag underligt ufærdigt. Elvere, ulve, naturkritik og ensomme børn bliver klasket sammen til en lind dej, der ikke kan æltes sammen. Resultatet er halvbagt magisk realisme. Uden at filmen for de store børn i sig selv bliver eventyrlig eller mystisk, sådan på den gode, dragende måde.

Selvfølgelig er ondskaben i hælene på Naja og Alva. En mørk bil hidser ind over gårdspladsen, Jas trækker sig tilbage med et alt for tydeligt sæt. Den forcerede instruktion giver de unge skuespillere en uklædelig aura af manerer. Jas’ bedsteven Isak (Arien Takiar) spiller immigrant-klichéen med håndtegn og joggingtøj. På flugt fra sjælerøverne spænder han dydigt sin cykelhjelm. Det er for pænt, for nysseligt, for rodet uden at være charmerende.

Astrid Lindgrens verden fortoner sig. Og et desværre ret mislykket forsøg står tilbage og svajer ensomt.