Prøv avisen
Interview

Søren Ulrik Thomsen: Nogen skal jo være litteraturens hukommelse

Søren Ulrik Thomsen er ikke pessimist på litteraturens vegne: ”Jeg tror faktisk, der er flere, der læser nu end i gamle dage, hvor kun en mindre skare læste ’rigtig’ litteratur.” Foto: Leif Tuxen

Digteren Søren Ulrik Thomsen skal som ny sekretær for Det Danske Akademi videreføre traditionen med at pleje litteraturen herhjemme. Han mener ikke, at Akademiet behøver at lefle for hverken medierne eller folket, men være det, det er: en skrap og opmuntrende institution for forfatterne

Søren Ulrik Thomsen tilhører en særlig generation af digtere og forfattere. Ikke fordi den er mere særlig end så mange andre digtergenerationer, men den kom med noget helt nyt og særligt i 1980’erne, noget, som ældre generationer, alle dem, der havde dyrket 1960’ernes eller 1950’ernes lyrik, måske ikke helt forstod til at begynde med, men siden alligevel opdagede storheden ved.

Sådan fungerer litteraturen, forklarer digteren ved skrivebordet i sin femtesalslejlighed ved søerne i København. Og selvom man kan se langt ud over hustagene og dybt ned i baggårdene herfra, så har Søren Ulrik Thomsen ikke overblikket over, hvad der lige p.t. er litterær mode i byen, som han selv besang i digtsamlingen ”City slang” for mere end 35 år siden.

Sådan er det at blive ældre forfatter.

”Der vil altid være nogle unge mennesker, som har en enorm sensibilitet over for det, der sker nu og her. Det udmønter sig i en litterær dagsorden. Og den har man så i 7-10 år. Maks. Så sker der noget andet, som de unge mennesker ikke har opdaget. For så er der nogen, der er endnu yngre end dem, som kan mærke noget nyt på vej.”

Han ser ud ad vinduet over mod det gamle Kommunehospital, som nu er universitet, og hvor de studerende cykler til og fra auditoriets undervisning.

”Den sensibilitet, den har jeg ikke selv længere,” siger han og tilføjer:

”Selvom jeg stadig har sans for, om en tekst har kvalitet.”

Han laver stadig kunst, Søren Ulrik Thomsen, der lige har rundet de 60 og sidste år udgav den roste essaysamling ”En hårnål klemt inde bag panelet”, hans 14. bog.

Og så har han netop fået en ny og anderledes rolle end rollen som en af landets mest elskede lyrikere, idet han er tiltrådt som sekretær for Det Danske Akademi, som han har været medlem af siden 1995.

Søren Ulrik Thomsen overtager posten fra litteraten Per Øhrgaard, der har været sekretær de seneste fem år, og forsikrer selv, at hans nye rolle er ren formalia. En bunke ekstra arbejde, en chaufførkasket, man let modstræbende påtager sig efter i en vis årrække at have været passager i bussen.

”Ja, jeg mente, at nu måtte det nok være min tur,” siger han.

Måske føles skiftet formelt, men om han vil det eller ej, er Søren Ulrik Thomsen nu den, der de næste syv år har opgaven med at forklare, repræsentere og være ansigt på en institution, der langtfra giver sig selv for mange danskere. Og indadtil den, der skal holde styr på medlemmernes gemytter.

Akademiet er Danmarks måske højeste litterære forsamling og består af omkring 20 medlemmer, litterater, professorer og forfattere, vidt forskellige mennesker fra forskellige litterære generationer. Og mindst lige så vigtigt, påpeger den ny sekretær, med forskellige syn på mange ting her i verden.

”Man bliver ikke medlem, fordi man er enig med de andre, men fordi man hver især har ydet noget helt særligt på litteraturens område. Og den vigtigste opgave, vi har, er at kvalificere debatten om litteratur herhjemme,” siger han.

Det var forfatteren Karl Bjarnhof og kunsthistorikeren Christian Elling, der tog initiativ til stiftelsen af Det Danske Akademi i 1960. Med til stiftelsen var også dansk litteraturs almoder, Karen Blixen, og i dag holder Akademiet stadig sine møder på Blixens Rungstedlund i Nordsjælland, og medlemmerne spiser af det samme engelske fajancestel med efeu-motiv, hver gang de mødes.

En af Akademiets største og vigtigste opgaver er at forvalte en lang række litteraturpriser, der typisk uddeles hvert eller hvert andet år, herunder Det Danske Akademis Store Pris på 300.000 kroner, der sidste år gik til Helle Helle.

Akademiet har – modsat de fleste andre etablerede kulturinstitutioner nu til dags – intet kommunikationsapparat ud over enkelte pressemeddelelser og annoncer i avisernenes litteratursektioner.

Her er ingen pressefolk, der ringer rundt for at gøre opmærksom på Akademiets offentlige debatarrangementer, som der var fire af sidste år, og der er heller ingen, der prøver at piske en stemning op om uddelingen af de hundrede tusinder af kroner, som Akademiet uddeler til forfattere, digtere, oversættere og andre litterære talenter.

Og det har Søren Ulrik Thomsen ikke tænkt, at der overhovedet skal laves om på.

”Det er Akademiets styrke, at vi er en selvstændig og uafhængig organisation. Vi skal ikke styrte rundt for at blive eksponeret,” siger han.

Kan det ikke også blive en fare, at I er så uafhængige af medierne? At I på en måde kommer til at lukke jer om jer selv?

”Det er jo også af respekt for journalisterne, at vi ikke ringer til jer hele tiden. Vi inviterer til det, vi laver, og så er det op til medierne at møde op til vores offentlige møder og trykke oplæggene i aviserne eller de taler, der bliver holdt ved prisuddelingerne. Det er virkelig gode taler, som medlemmerne har brugt lang tid på.”

Men kunne man ikke gøre mere for at udbrede kendskabet til Akademiets arbejde, end man gør nu?

”Jeg ved ikke, hvad vi skulle gøre andet end at invitere. Vi kan jo ikke tage førergreb på jer og sige ’I skal komme!’.”

I kunne måske lefle lidt for os?

”Jamen det gider vi da heller ikke! Det er da lidt ydmygende for begge parter, det der med at løbe folk på dørene. Det er en værdighed i at sige: ’Vi laver det her, det står vi ved, og så må i forholde jer til det.’ Alt er efterhånden blevet til kommunikation og spin i vore dage.”

Søren Ulrik Thomsen har siddet i Det Danske Akademi med flere generationer af store danske forfattere:

Med folk fra Heretica-generationen som Thorkild Bjørnvig og Tage Skou-Hansen. Med ”konfrontationsmodernister” som Klaus Rifbjerg og Benny Andersen. Med 1960’er- og 1970’er-forfattere som Suzanne Brøgger, Per Kirkeby, Klaus Høeck og Peter Laugesen.

”Så er der Pia Tafdrup og mig selv,” siger han med henvisning til sin egen generation af 1980’er-digtere, og også en yngre generation er repræsenteret ved Pia Juul og lektor Marianne Stidsen.

Medlemmerne af Akademiet vælges af medlemmerne selv, og medlemskabet er livsvarigt, medmindre man selv vælger at udtræde.

”Er det ikke lidt trægt? kunne folk sige,” kommer Søren Ulrik Thomsen indvendingen i møde.

”Men den træghed, der er i Akademiet, er... Måske er langsomhed et bedre ord. Der er en langsomhed i Akademiet, men sådan skal det også være! Litterære miljøer er meget tidsbundne, men det skaber en styrke, at medlemmerne ikke konstant udskiftes.”

”Vi er en slags litteraturens hukommelse og er ikke styret af en ’her og nu-smag’ i litteratur,” siger han.

Han forklarer, hvordan Akademiet én gang årligt holder forfattermøde på Rungstedlund. Forfattermødet er en seance, der for udenforstående kunne minde om et slags ritual for forfattere, med Akademiet som stammens ældste:

”Forfattermøderne er jo noget legendarisk noget, der går langt tilbage i Akademiets historie. Én gang om året inviterer vi forfattere udefra til at komme og læse op af tekster, de ikke har udgivet endnu.”

”Vi sammensætter en gruppe af forfattere, både yngre og ældre, lyrikere, dramatikere og prosaister. Og så sidder man ved et lille bord i midten med et stearinlys på og læser sin tekst højt. På forfatterskolerne får man teksten runddelt, men her får man den kun læst højt. Og så skal man tage stilling til det, man hører. Det er en vigtig ting, synes jeg, for så kan man se, om teksten kan flyve af sig selv,” siger Søren Ulrik Thomsen og fortsætter:

”En meget vigtig regel er desuden, at man ikke selv må deltage i diskussionen om teksten, når man er den, der læser højt. Og man må heller ikke sidde og hælde vand ud af ørerne om baggrunden for teksten. Man må gerne sige ’Vi begynder ved det og det kapitel’, helt praktiske ting. Men man må ikke sidde og sige ’Det her har jeg skrevet under en stor personlig krise’ og så videre.”

Hvorfor må man ikke det?

”Fordi, og det er der nogle, der har opfattet som noget meget autoritært, man skal finde ud af, om teksten kan stå af sig selv. Hvis den kræver en lang forklaring fra forfatteren, så er den ikke god nok.”

På den måde kan Akademiet måske, med en vis stoisk ro, se gennem tidens luner og skelne hype og mode fra rigtige kunstværker, som man kan få noget nyt ud af, hver gang man læser dem, mener Søren Ulrik Thomsen.

”Og så skal jeg i øvrigt sige, at mange flere frimodigt tager ordet til forfattermøderne end før i tiden. Det tror jeg er et rigtig godt tegn.”

Selvom han godt kan synes, at Akademiets priser, som er priser, der gives af forfattere til forfattere, godt kan drukne lidt i alle de bogpriser, der hele tiden popper op, uddelt af den ene avis og den anden højskole, og løfter øjenbrynene, når man informerer ham om, at 50 procent af danske boglæsere ifølge en ny undersøgelse ville vælge en krimi frem for anden skønlitteratur, hvis de fik valget, så er han ikke pessimist på litteraturens vegne.

”Mange flere mennesker end nogensinde før tager en gymnasieuddannelse, aviserne bugner af litteraturstof, og går man ind i en boghandel, så er der et stort udbud af bred og smal litteratur og nyoversatte klassikere. Jeg tror faktisk, at der er flere, der læser nu end i gamle dage, hvor kun en mindre skare læste ’rigtig’ litteratur,” siger Søren Ulrik Thomsen.

At der faktisk er, hvad man kan kalde litterær dannelse herhjemme, ser han også afspejlet til forfattermøderne på Rungstedlund, hvor niveauet er højt, og diskussionen om de oplæste tekster i dag er stærkere og mere livlig, end han har oplevet den før.

”Litterære miljøer har det med at lukke sig lidt om sig selv. For mig at se er Akademiet med til at gøre, at forfatterne kommer ud af deres egen lille litterære boble og møder nogle mennesker fra andre miljøer. For mig har det været en stor befrielse,” siger han.

Foto: Leif Tuxen