Prøv avisen

Noget er råddent i Sverige

Forfatter og debattør Mikael Jalving er taget over Øresund for at se nærmere på svenskerne. Vores naboland fremstår mere elitært og finkulturelt end Danmark, mener han i sin nye bog. -- Foto: Sven Halling.

Hvad er det med de tavse, utilnærmelige og gådefulde svenskere og deres lemfældige multikulturalistiske integrationspolitik? Det undersøger Mikael Jalving i underholdende bog

Falder man en aften tilfældigt ind i Sveriges Televisions programmer, er der på det ene altid et Jeopardy-agtigt gætteprogram – et af den slags, hvor folk skal trykke på knapperne i en fart og så svare på, om kong Gustaf III regerede før eller efter Gustaf IV – og på det andet altid en højbrynet forfattersamtale i læderklapstol.

Det første har vi også i Danmark, det sidste findes ikke på de bredere kanaler. Det er muligvis retten til at uddele nobelpriser, der har smittet af på den svenske nation, under alle omstændigheder fremstår Sverige som mere elitært og finkulturelt end Danmark.

Det er en af pointerne i en debatbog om broderlandet, skrevet af den produktive Mikael Jalving på foranledning af Jyllands-Postens Forlag. Men hvis Sverige er mere elitært, er det så godt eller skidt? Jalving mener klart det sidste, men kunne Danmark ikke mageligt være lidt mere elitært, uden at der ville gå skår af nogen? Det tror jeg.

Når det er sagt, handler det om, hvad eliterne står for. I Sverige er de, hvad vi ville kalde kulturradikale. Det udmønter sig i en lemfældig multikulturalistisk integrationspolitik, som er faldet Jalving for brystet. Bogen skal ses som en replik til svenske Lena Sundströms "Världens lyckligasta folk – en bok om Danmark" fra 2009, hvor hun på baggrund af oplevelserne på en Nørrebro-spadseretur hudflettede os danskere i al vores aggressive selvglæde.

Jalving har været mere omfattende rundt i Sverige, på vinterdæk i nord og syd, og han hudfletter tilbage det bedste, han har lært. Det er hele meningen med bogen, lægger han ikke skjul på: "Tilbuddet var for godt eller rettere for ondt til, at jeg kunne lade det fare. Sverige i al sin glinsende selvgodhed: moralens vogter, internationalismens skytsengel, fremtidens budbringer og alt det der ..." Så er tonen lagt an.

Begge bøger reflekterer, at svenskere og danskere i disse år betragter hinandens måde at forholde sig til indvandrere på med stor mistænksomhed. Af gode grunde, for vi er jo forbundne kar.

Ifølge Jalving er den svenske måde præget af fortrængning og låg på i den offentlige debat, og det kan man kun give ham ret i. Stilen i bogen er en smule "new journalism", som vil have en tendens til at appellere stærkere til dem, der på forhånd er enige med forfatteren, hvorimod modstandere bliver hægtet af. På Politiken hader de allerede bogen som pesten, uanset at den er produceret i samme firma.

Stilen er muligvis en tvivlsom strategi, men jeg har ikke nogen problemer med den. Jeg har følt mig godt underholdt undervejs, det går over stok og sten med bunker af interview med systemkritiske svenskere og oprulninger af den ene svenske skandale efter den anden. Alle skandalesten bliver vendt, og der bliver meldt klart ud.

En anden ting er så, at 90 procent af Jalvings kritik af Sverige rammer lige så rent ind herhjemme. Det er ikke kun svenskerne, der baserer deres "folkhem" på den præmis, at "mennesket er helt igennem godt", som det hedder på side 240, og at "hvis nogen gør noget forkert, kan man være sikker på, at det er samfundets skyld". Sådan ser vi bestemt også på det her.

Men så er der de sidste 10 procent, hvor vi er forskellige fra hinanden. Svenskerne er som Greta Garbo: tavse, utilnærmelige og alene af den grund vagt gådefulde. Er de arrogante og fulde af sig selv? Måske. "Svenskerne har verdens eneste transportable samvittighed, de rejser rundt som professionelle moralister. De taler aldrig om de situationer, hvor de selv er blevet stillet over for moralske konflikter," citerer Jalving forfatteren Per Olov Enquist for. Man må i den forbindelse uvægerlig tænke på Henning Mankell for slet ikke at tale om den notoriske lystløgner Jan Guillou.

Enquist-citatet er fra "Legionærerne" fra 1968, der handlede om baltersagen efter Anden Verdenskrig, hvor svenske myndigheder udleverede 146 baltere til retsforfølgelse og "videre foranstaltning" i Stalins Sovjetunionen.

Et af de svenske lig i klædeskabet – ved siden af Sveriges særdeles tvivlsomme politik under selve verdenskrigen. Måske er svensk skam nøglen til at forstå svenske fortrængninger i dag?

Man kan ikke sige, at Jalving gør hele regnskabet op. Han mangler trods alt store dele af plussiden. Men at et og andet er råddent i den svenske stat, lades man ikke i tvivl om.
kultur@k.dk

Mikael Jalving: Absolut Sverige. En rejse i tavshedens rige. 294 sider. 300 kroner. Jyllands-Postens Forlag.