Der er mange traditioner, der hører julen til. Der skal måske spises and og drikkes gløgg eller ”klippe-klistres” og bages hjemmebag. Måske skal juletræet fældes i skoven, og måske skal familien sidde tæt samlet i sofaen og se de samme film som året før. Og året før det.
Julefilmene er tæt forbundne med dyrkelsen af traditioner i juletiden, mener Peter Schepelern, lektor emeritus ved institut for kommunika-tion på Københavns Universitet. Blandt andet derfor følger de populære julefilm i høj grad en skabelon, som ikke har ændret sig meget de seneste mange år, og når en julefilm først er slået bredt igennem i befolkningen, så hænger den ved.
”I USA er der en klar opskrift på julefilm. De følger den sentimentale tradition med varmhjertede historier, hvor vi indser, at livet og familien er det bedste, vi har, og at den gode næstekærlighed er vidunderlig. Julen er højtiden, hvor der bliver kastet perspektiv på vores liv og det, vi bruger vores tid på. Der skal være nogen, der skal indse noget, og der er altid en erkendelsesproces, som hovedpersonerne skal igennem, inden de ser klart. Til sidst skal de også gerne inddrage dem, der måske står lidt udenfor,” siger Peter Schepelern.
”Men det er svært at komme ind på markedet, og det hænger nok sammen med, at julen er meget ritualiseret. Nogle af juletraditionerne er noget nær det eneste i løbet af året, som vi kan blive enige om i en tid, hvor kirken ikke er så normsættende som tidligere. Her kan filmene blive noget, som alle i familien kan være med på, og det er typisk amerikansk. I virkeligheden har vi taget de amerikanske ting med julemænd og rensdyr til os og fundet en fællesnævner, som er ideologisk ufarlig, som en julefilm ofte er.”
Traditionen med de sentimentale julefilm går ifølge filmeksperten helt tilbage til et bestemt værk i verdenslitteraturen. Nemlig Charles Dickens’ ”A Christmas Carol” (”Et juleeventyr”) fra 1843.
”Juleeventyret er filmatiseret utallige gange, og det handler om den gamle gnier, en livsfjendsk og sur mand. Og så sker der det fantastiske, som Dickens finder på, at der kommer tre genfærd forbi og giver ham en lærestreg. Dermed sætter han normen for en julefortælling, og siden har et hav af julefilm fulgt den skabelon,” siger han og nævner en klassiker, som mere eller mindre har planket idéen, men på en fri og glimrende måde:
Amerikanske Frank Capras ”It’s A Wonderful Life” (”Det er herligt at leve”) fra 1946 med James Stewart i hovedrollen, som var en skuffende forretning, da den først kom ud, men siden er blevet en af amerikanernes yndlings-julefilm.
En anden typisk julefilm, er dem, hvor juledagene er rammen for en farce.
”Man kan opdele julefilmene i de rørende og de sjove. Der er en lang række af de sidste, hvor juledagene bliver brugt til at lave de her nærmest tænderskærende farce-film, hvor alt kikser og går galt. Juletiden er velegnet til farcerne, for her kan man godt lide, at der er nogle regler, som alle bliver overtrådt. Der er altid ham svogeren, som kommer til at drikke for meget, og onklen, der tager fejl af døren til toilettet og kosteskabet. Al den slags folkehumør er udmærket at fyre af i en julefilm.”
Det kunne være film som ”Fars fede juleferie” fra 1989 eller ”Den tid på året” af den danske filminstruktør Paprika Steen fra sidste år, som måske vil have held med at klemme sig ind i den eksklusive klub af traditionelle julefilm på en ”Det er ikke jul, før vi har set ’It’s a wonderful life’-agtig måde.”
Ifølge Maria Månson, der er cand.mag. i medievidenskab, programmedarbejder hos DR og anmelder af film og dokumentarer, er der også juleklassikere, som slet ikke handler om julen. Ifølge hende er det nemlig tematikkerne, der er det afgørende, og derfor genser hun selv ”Ringenes Herre”-trilogien hvert år.
”Den handler om fællesskab og venskab, men også om at turde stå frem og gå forrest, selvom man er den lille. Det er et episk eventyr om det gode og det onde.”.
”En julefilm behøver i mine øjne ikke altid foregå omkring højtiden eller omhandle julen specifikt. Det er i lige så høj grad et spørgsmål om, at filmen tematisk behandler nogle af de emner, vi tillægger julen. Det må gerne være en film, hvor noget ondt og mørkt truer, men vi skal helst ende med at få bekræftet, hvor rart og godt vi har det hjemme i sofaen.”
Og filmens slutning behøver bestemt ikke være en overraskelse for os.
”Der er en gigantisk trang til nostalgi og tradition i julen. Hvem har ikke prøvet at holde jul hos svigerfamilien, der pynter træet forkert, eller måske slet ikke danser om juletræet. Gisp! Vi vil gerne gøre tingene som vi gjorde det sidste år og forrige år, og det gælder også filmvalget. Er en film først blevet optaget i de hellige julefilmhaller, så bliver den der,” siger hun, men derfor bliver der også plads til nogle nye engang imellem.
”Jeg kan sagtens se ’Den tid på året’ blive en film, som kan blive sendt på tv op til eller mellem jul og nytår. Den er sjov, velspillet og velskrevet, og så er den netop rundet af emner og mennesketyper, som de fleste af os kan genkende. Den vil gerne huske os på det, som julen egentlig handler om, og det er ikke, om rødkålen kommer fra glas eller ej, men om at mødes med de mennesker, man elsker,” siger hun.