Himlen er fuld af liv. Det behøver man ikke kunne se, det kan man høre helt herind i sofaen, hvor fuglenes forårssang også fylder Per Kirkebys stue i Hellerup nord for København. Men selvom troen skulle komme af det, der høres, er det stadig synet af havens træer, der optager den verdensberømte danske maler mest.
”Det er en daglig glæde for mig at have den udsigt,” siger Per Kirkeby og peger ud i haven, hvor de forskellige træer står side om side som sammensatte søskende.
”Træet er et kraftfuldt symbol. Det er sådan noget, man leder efter, når man skal lave et godt billede. For hvis man kan male et træ godt, behøver man ikke mere for at skabe religiøs betydning. Og hvis man lægger mærke til det, er der også træer i de fleste af mine billeder,” siger Per Kirkeby og lader en finger tegne en himmelstræbende spiral i luften, mens han selv ligger ned i sofaen og taler træerne ind i himlen.
”Træer er jo noget, der gror og bliver større og større. Det må være noget af det, der fascinerer os ved træer. Da jeg var dreng, var træet noget, man kravlede op i. Sådan var de allerede vigtige for mig som barn, og da jeg begyndte at male, voksede der hurtigt træer ind i mine billeder. Det er sjovt, at træer har fulgt mig på den måde. For jeg har også haft min måske vigtigste periode i Grønland, hvor der ikke er mange træer. Men der har altid været træer i mine billeder. Og der blev de, indtil jeg ikke kunne male mere,” siger han og lukker øjnene i træt tavshed, inden han tilføjer:
”Nogle gange føler jeg mig som et ret stort træ, der er blevet hugget over og væltet. Jeg har haft så mange sygdomme de seneste år. Det startede med, at jeg faldt ned ad trappen, smadrede hovedet og fik en hjerneskade for tre år siden, og så har jeg min nyresygdom, som måske var årsagen til, at jeg væltede. Da jeg vågnede, gik det op for mig, at jeg havde tabt og misset det hele,” siger han og ser op:
”Allerede da jeg lå for foden af trappen, vidste jeg inderst inde godt, at jeg ikke ville komme til at male igen. Jeg har forsøgt, men det går ikke. Jeg har elsket at male, så derfor har det været et stort tab for mig pludselig at undvære det. Det gjorde rigtig ondt. Og jeg har siden tænkt over, om det mon var Vorherre, der syntes, at det skulle ske. Men jeg opgav den tanke og fandt lidt fred i at tænke, at det bare var et skide uheld, så jeg må leve på det, som jeg har lavet.”
Per Kirkebys store produktion af malerier og skulpturer møder til gengæld stadig stor anerkendelse, der strømmer imod den store kunstner i sofaen.
”Forfængeligheden er der stadigvæk, uanset hvor medtaget jeg er blevet. Det er egentlig mærkeligt. For man burde være optaget af andre ting, når man går i dialyse og knap nok kan stå på benene. Men forfængeligheden er faktisk ikke blevet mindre, jo mere syg jeg er blevet. Tværtimod har jeg oplevet, hvordan anerkendelse kan være med til at løfte mig lidt op,” siger Per Kirkeby, der netop har modtaget endnu en prestigefyldt pris i form af Skovgaard Medaljen, der er opkaldt efter guldaldermaleren P.C. Skovgaard, der ville være fyldt 200 år i tirsdags.
”Der er jo to berømte malere, der hed Skovgaard. P.C. Skovgaard var en fremragende, nøgtern og klar maler, der også malede mange træer, for eksempel fantastiske egetræer i Dyrehaven, så det passede jo godt til ham at hedde Skovgaard. Der er til gengæld næsten ingen træer i den anden Skovgaards billeder. Og det har altid undret mig. For Joakim Skovgaard malede især bibelhistorier, der kalder så meget på træer. Der er en lille smule mere halvpuritansk salonmaleri over ham. Der er sådan en lidt fad stemning over hans billeder, som aldrig har sagt mig så meget. Men da jeg som barn så Viborg Domkirke, som Joakim Skovgaard udsmykkede, opdagede jeg, hvor stor en udsmykning kan blive. Og det tog jeg til mig, da jeg senere malede hundrede kvadratmetervis af billeder til for eksempel Geologisk Museum og Aarhus Universitet.”
På bagsiden af Skovgaard Medaljen står der: ”Intet at tilføje – blot at se”. For den gode kunst taler som bekendt for sig selv.
Men det er også smertefuldt rammende ord for Per Kirkeby, der de seneste år netop ikke længere har kunnet male, men nu i stedet bruger mange af sine vågne timer på at ligge i sofaen og se ud på havens træer.
”Før malede jeg hele tiden. Nu ligger jeg her og beder i stedet for,” siger han og smiler svagt.
”Når man er så plaget af sygdom, som jeg er, må man jo have forbindelsen i orden opadtil, og det er også derfor, at jeg ligger og kigger så meget ud på de bedende træer i haven.”
Omkring i hjemmet er der også en skov af træer. Der er for eksempel træer i alle malerierne omkring sofaen, og i spisestuen hænger et af Per Kirkebys egne værker med et stort træ i midten. Det lavede Kristeligt Dagblad engang en plakat af, fortæller han. Og på de store danske kunstmuseer er Per Kirkebys værker også fulde af træer. Hovedværket ”Træ – Ingemann” fra 1983 hænger for eksempel på Statens Museum for Kunst, mens kunstmuseet Louisiana har købt det store værk ”Brett – Felsen” fra 2000, hvor træet nu er blevet til tværgående bjælker, der minder om Jesu kors.
Sådan begyndte træerne med tiden at blive til kors i hans billeder. Faktisk bærer korset bogstaveligt talt mange af hans sene mesterværker.
”Korset er en meget stærk strukturmulighed for en maler. Det kan binde et billede sammen og holde det oppe. Nogle gange har jeg brugt tværbjælken, andre gange har jeg brugt den opadpegende bjælke. Det er også en malerteknisk ting, men jeg kan sige så meget, at jeg ikke har noget imod, at folk også ser det kristne kors i det,” siger Per Kirkeby, der dog har svært ved at forklare, hvorfor korset ellers kom ind i billedet.
”Jeg er en blid maler. Det, der kommer med, det kommer ganske simpelthen med. Og det er klart, at billederne nødvendigvis må spejle mig selv. De kan jo ikke rigtig komme andre steder fra. Når jeg malede, havde jeg mit hoved fyldt med billeder andre steder fra – P.C. Skovgaard for eksempel. Og det jeg var optaget af, kom også til udtryk på lærredet,” siger han og fortsætter:
”Det, der virkelig sker i et godt maleri, ved kunstneren ikke selv. Det, man tænker over, når man maler et maleri, er nogle ret tekniske ting med, hvor meget der skal være i det hjørne og det hjørne. Men det er svært at forklare, hvorfor der begyndte at komme kors i mine billeder, ligesom det er svært at forklare, hvor jeg pludselig begyndte at tro.”
Der er dog nok en naturlig forbindelse mellem det, der har fyldt sindet og lærredet, siger han. Og det er også troen, der fylder hans kunstneriske idéer nu.
”Det er svært at få frataget sin hovedfunktion, og min hovedfunktion var at være maler. Jeg har en anden lille ting i baghånden med mine skulpturer i mursten, der går verden rundt lige nu. Og nu har jeg i nogle år gået og tumlet med at lave nogle madonnaer til Vor Frue Kirke, som jo hedder Vor Frue Kirke, selvom der kun er mænd derinde i form af Thorvaldsens figurer. Men det kunne være rart, hvis der også var nogle kvinder derinde. For jeg synes også, at kristendommen har en kvindelig side,” siger han og tilføjer, at han selv med frelserens udstrakte marmorarme ikke føler sig rigtig velkommen i Vor Frue Kirke, der ville have godt af lidt kvindelig varme.
Hvad er kernen i din forståelse af kristendommen?
”Jeg er ikke teolog. For mig er troen personlig og svær at forklare. Men i bønnen udfolder man sin medfølelse, når man beder for de forskellige mennesker, man kender. Når man er kommet i min alder, er der rigtig mange mennesker, der er ved at forlade Jorden. Og dem beder jeg for. Det er en stor liste efterhånden. Man skal have en lang aften for at komme igennem dem alle sammen.”
Hvad tror du, der sker, når man dør?
”Det må Gud vide. For jeg ved det ikke.”
Hvad håber du?
”Egentlig ingenting. Fred og ro,” siger han og ligger pludselig og smiler for sig selv, inden han tilføjer:
”Jeg har lige læst et kapitel i en bog med modne mænd, hvor Filmskolens tidligere rektor Poul Nesgaard siger, at han har tænkt sig at sige til sin familiekreds, at hvis de vil vide, om der er noget på den anden side af døden, så skal de bare sidde helt stille i ti minutter efter begravelsen, så vil han give tegn, hvis der er noget. Og så ville han være ved at dø af grin over tanken om hele familien, der sidder og ser en lille mus løbe over gulvet,” siger Per Kirkeby og ligger igen så stille, at man kan høre fuglene synge udenfor, mens han begynder at tale om sin egen tro, der er skudt op som en sennepsfrøsplante, der ellers havde ligget længe i jorden.
”Det har taget mig en menneskealder at komme frem til at tro. Jeg ved ikke, hvorfor den opstod. Fadervor var nok en god begyndelse. Jeg vil også meget gerne have, at alle mine børnebørn i det mindste ved, hvordan man beder. Det har de fleste af dem fundet ud af.”
Det lyder også, som om at det er et kraftcenter for dig selv at bede?
”Ja, jeg tror, at man skal bede hele tiden. Det giver en kontakt med livet.”