Breve fungerer ikke i Montefiore-bog

Ny bog med breve fra alle tider gør læseren lidt konfus. De historiske afstande bliver både for store og for små

Breve fungerer ikke i Montefiore-bog

En bogfuld historiske breve er på gaden. Det ældste er fra 1234 f.Kr. – Ramses den Store af Egyptens afvisning af hittitter-kongen Hattusili, som gerne ville have halvguden Ramses til at gøre noget for hans søster, som ønskede at føde et barn, selvom hun var 50-60 år gammel – det nyeste fra 2018, et godt gammeldags brev, ikke et ”tweet”, fra den amerikanske præsident, Donald J. Trump til Nordkoreas leder Kim Jong-un, hvor Trump anfører, at hans arsenal af atomvåben langt overgår Kims, og han da beder til, at han aldrig vil blive nødt til at bruge det.

Indimellem 120-130 andre breve, anbragt under rubrikker som kærlighed, familie, krig, mod, venskab, dårskab, skæbne, magt, fald, afsked med mere. Hovedsagelig konciperet et sted i den vestlige civilisation, men med en del fra Rusland og en håndfuld endnu længere væk fra.

Brevskrivning er i dag et overstået stadium, et ”format”, der ligger bag os, og når Trump atypisk skriver et til Kim, er det for at mane denne til alvor med hensyn til situationen. Fra det 15. til det 20. århundrede var breve imidlertid den dominerende form for kommunikation, indtil de blev kørt ud på et sidespor som daglig kommunikation af telefonen, og siden gjort helt overflødige af mails og sms’er og den slags. Symptomatisk er det i dag nærmest umuligt at opdrive et fysisk frimærke for ikke at tale om at få et postvæsen til at bære brevet rundt inden for en overskuelig tid.

Derfor virker det også en smule bedaget, når historikeren Simon Sebag Montefiore indleder sin bog med at slå fast, at vi mennesker ”instinktivt nedfælder vores følelser og erindringer på papir, så de ikke går tabt, og så vi kan dele dem med andre”. Sådan var det, men sådan er det ikke længere.

I de fem århundreder siden middelalderen og indtil telefonens udbredelse i mellemkrigstiden, blev der skrevet umådelige mængder af breve – ikke mindst af magtfulde og interessante mennesker – til glæde og byrde for historikerne i dag. Jeg husker, da jeg i sin tid var interesseret i Lord Byron, at han i gennemsnit skrev mellem 10 og 20 breve dagligt, nogle af dem givetvis korte meddelelser, men alligevel. Montefiores særlige forskningsinteresse er normalt Stalin, og Stalin efterlod sig også mange breve fra 1920’erne og 1930’erne, men da han fik en sikker telefonlinje, svandt det meget i brevene. Og nu: Hvad skal fremtidens historikere stille op med alle de e-mails, sms’er og opdateringer, små og store magthavere producerer?

Montefiore har udvalgt brevene efter, om de har grebet forandrende ind i menneskers liv. Dette er i nogle tilfælde indlysende, i andre mere tvivlsomt, for eksempel Leonard Cohens farvelbrev til Marianne Ihlen (og det var nu altså en e-mail, han sendte, ikke et brev!).

Nogle af brevene er fyndige, for eksempel Josip Titos til Josef Stalin fra 1948:

”Hold op med at sende folk ud for at dræbe mig! Vi har allerede fanget fem af dem med en bombe, og endnu en med en riffel (...) Hvis du ikke holder op med at sende attentatmænd ud, så vil jeg sende en meget hurtigtarbejdende én til Moskva, og jeg får bestemt ikke brug for at sende endnu en”. Ifølge Montefiore virkede brevet.

Andre er kuldslåede som Maos brev til sine rødgardister, hvor han skyder kulturrevolutionen i gang og beordrer studenterne til at gå i flæsket på deres lærere. Det brev virkede også.

Atter andre er kyniske på en ret underholdende måde, som Josef II’s brev til broderen Leopold om Ludvig XVI og Marie Antoinettes seksuelle problemer. Og så er der alle brevene mellem kærester, som enten er på vej ind i eller ud af et forhold.

I længden bliver man lidt konfus af så mange breve fra lige så mange forskellige sammenhænge. Tid og sted koger sammen i hovedet på én, og de historiske afstande bliver på en gang for store og for små. Samtidig er læsningen alt for styret af Montefiores ofte noget entydige regi-kommentarer.

Så er der måske mere appel i den bog med ”taler, der forandrede verden”, som han lige har udgivet i England, og som vi nok får på dansk til næste år.

Læs breve fra bogen på