Nogle krige ophører aldrig

Landsbyen Belchite blev offer for totalødelæggelser i Den Spanske Borgerkrig og er bevaret som ruin på forordning fra general Franco. I dag har ruinbyen fået en ny karakter som erindringssted, der underbygges af en enestående fotoinstallation, der er åbnet i år i anledning af 80-året for krigens officielle afslutning

Gervasio Sánchez tilfører med sin fotokunst nyt til ruinbyen Belchites erindringsværdi og underbygger det nye officielle mål om at forbinde erindring med fred. – Fotos: Mette Haakonsen
Gervasio Sánchez tilfører med sin fotokunst nyt til ruinbyen Belchites erindringsværdi og underbygger det nye officielle mål om at forbinde erindring med fred. – Fotos: Mette Haakonsen.

Krige er ikke ovre, før konsekvenserne af dem er ophævet. Det er en af den spanske billedjournalist Gervasio Sánchez’ kongstanker. Fra fredstraktater er underskrevet, kan der gå år, inden ydre såvel som indre ødelæggelser er genoprettede. Ja, der kan gå årtier. Og som Sánchez konstaterer i flere sammenhænge: Nogle krige ophører aldrig.

Gervasio Sánchez (født 1959) ved, hvad han taler om. Han har dækket væbnede konflikter siden midten af 1980’erne. Bosnien, Syd- og Mellemamerika, Sudan, Sierra Leone, Rwanda og Afghanistan er blandt de mange lande, Sánchez har rapporteret fra med kraftfulde og bevægende fotografier, der er præmieret med adskillige fotopriser.

Og Sánchez vender tilbage til de mærkede lande gang efter gang, når flertallet af medierne er rykket videre til nye brændpunkter. Målet er at skildre de vedvarende lidelser og historierne bag de fleste kriges største ofre: de civile.

Den Spanske Borgerkrig er en af disse krige, der i en vis forstand aldrig er tilendebragt, og i anledning af 80-årsjubilæet for krigens officielle afslutning har Gervasio Sánchez i år skabt en unik og væsentlig udstilling, der netop betoner kontinuiteten og de civile ofre for krigen.

”Los ojos de la guerra” er titlen på udstillingen. Krigens øjne. Men det spanske ”los ojos” betyder egentlig ”øjnene”. Underforstået: øjnene i krigen.

Udstillingen bestod oprindeligt af to hovedspor: en forholdsvis klassisk udstilling af et udvalg af Sánchez’ fotografiske hovedværker, inklusive en filmforevisning, fremvist i teatret i den spanske landsby Belchite og sideløbende hermed en fotoinstallation i den gamle Belchite landsby, der blev lagt i ruiner under Den Spanske Borgerkrig.

Her er 12 af Sánchez’ berømmede sort-hvide fotografier fra krigene på Balkan i 1990’erne gengivet i store formater, spændt op på trærammer, tilpasset og indsat i udvalgte bygningsruiner i de tomme dør- og vinduesåbninger.

”Los ojos de la guerra” er blevet mødt med overvældende interesse fra besøgende, ikke mindst for fotoinstallationen, som efterfølgende er gjort permanent.

I år er det 80 år siden, at sejrherren general Francisco Franco erklærede Den Spanske Borgerkrig (1936-1939) for afsluttet. Forud gik tre års kampe mellem de nationalistiske oprørere (Francos højreorienterede fløj) og de regeringsbærende republikanere (en centrum-venstre fløj). Landet blev splittet i to, volden var brutal på begge sider og dødstallene høje. Det præcise antal kender ingen, men blandt flere af nutidens forskere anslås krigen at have kostet op til 600.000 menneskeliv, flest på den regeringstro side.

Man konfronteres med angsten i øjnene og kropssproget hos en gruppe mennesker på flugt, hvor børn græder, og en ældre mand bærer et spædbarn.
Man konfronteres med angsten i øjnene og kropssproget hos en gruppe mennesker på flugt, hvor børn græder, og en ældre mand bærer et spædbarn.

Paul Preston, en af de mest ansete specialister i nyere spansk historie, har ligefrem argumenteret for betegnelsen ”det spanske holocaust” om Den Spanske Borgerkrig, og Preston understøtter, at det i særdeleshed var de civile, der betalte den højeste pris. Samme gælder for befolkningen i den gamle landsby Belchite.

Ruinerne af landsbyen Belchite ligger i Aragonien, cirka 50 kilometer fra regionens hovedstad Zaragoza. Da borgerkrigen indtraf, var det en større landsby med godt og vel 3800 indbyggere og anseelige bygningsværker: byporte, klostre, kirker og et seminarium uden for bymurene.

Belchite blev anset som et centralt kommunikationsknudepunkt og blev tidligt i krigen indtaget af den nationale oprørshær og siden centrum i heftige kampe, koncentreret især omkring to uger i slutningen af august og begyndelsen af september i 1937, hvor regeringstropperne indledte en offensiv. Belchite kom under beskydning og belejring og efterfølgende foregik der intense kampe i byens gader og bygninger, indtil oprørshæren måtte overgive sig. I første omgang. I marts 1938 generobredes landsbyen af de nationale.

Det præcise antal dræbte i Belchite, både hvad angår soldater, myndigheder og civile indbyggere, er ukendt. I dag er der dog udbredt enighed om, at dødstallet var højt og terroren brutal. Mindst 1000 blev enten dræbt under kampene, ved henrettelser eller i arbejdslejre. Og ødelæggelserne var enorme. Helt op til 92 procent af husene var ubeboelige umiddelbart efter kampene.

Den oprindelige idé om at bevare ruinerne af Belchite landsby stammer fra general Franco, som øjnede en stor propagandaværdi. Kort tid efter generobringen i 1938 besøgte han Belchite og lovede indbyggerne at opføre en ny by. Den gamle landsby skulle derimod bevares som ruinby, som et minde om de heroiske kampe og om ”de rødes” umenneskelighed, lød det fra Franco.

En kvinde løber væk fra et sønderbombet hjem bærende på en kuffert. Er det alt, hvad der er tilbage af hendes hjem? Fotografiet er indsat i en døråbning i et af Belchites huse. I øjenhøjde med kvinden og parallelt med fotografiets perspektiv, hvorved man som beskuer kan få oplevelsen af at være stedfor­træder for fotografen.
En kvinde løber væk fra et sønderbombet hjem bærende på en kuffert. Er det alt, hvad der er tilbage af hendes hjem? Fotografiet er indsat i en døråbning i et af Belchites huse. I øjenhøjde med kvinden og parallelt med fotografiets perspektiv, hvorved man som beskuer kan få oplevelsen af at være stedfor­træder for fotografen.

Den nye Belchite landsby blev indviet i 1954 af Franco selv, klods op ad den gamle landsby og indbyggernes oprindelige hjem, som nu var forvandlet til El pueblo viejo de Belchite og frem til 1960’erne et vigtigt mål for krigsturisme.

Værdien af ruinbyen Belchite som erindringssted var altså indledningsvist dikteret af diktaturstyret. Men efter Francos død i 1975 blev ruinerne overladt mere eller mindre til glemsel og forfald, som meget andet af den komplicerede arv fra borgerkrigen.

De lokale myndigheder i Belchites nye landsby udarbejdede dog en bevaringsplan i begyndelsen af 1990’erne, med særskilt fokus på de historiske bygninger (såsom byporte, kirker og hovedgadens facader) og med ønsket om at skabe et fredsmuseum. Men vi skal helt frem til slut-2000’erne, førend det er lykkedes at implementere en bevaringsplan og deraf den nutidige fremtoning, hvor ruinbyen igen er defineret som et officielt erindringssted, nu med den brede målsætning: ”Erindring og Fred”.

Borgerkrigen i Spanien blev i 1939 afløst af en diktaturstat under Francos ledelse, og volden, forfølgelser af modstandere, fængslinger og henrettelser hørte ikke op. Selv efter Francos død i 1975, og dermed diktaturets afslutning og demokratiets fremvækst, har utallige mennesker fortsat levet i frygt, i dyb sorg og med indestængt vrede. Stærke følelser, der lurer i mange spaniere den dag i dag, men som siden slutningen af 1990’erne er kommet gradvist mere op til overfladen efter årtiers påtvunget og selvbestaltet tavshed i form af den såkaldte Glemslens pagt.

Efter diktaturets fald var et flertal af spanierne indstillet på demokrati, og en afgørende forudsætning herfor blev underskrivningen af en amnestilov i 1977, der både frisatte politiske fanger og udelukkede retsforfølgelse af forbrydelser udført af diktaturstyrets folk. Gerningsmændene gik fri – og gik frit omkring mellem deres ofre.

Hovedparten af de udvalgte fotografier viser civile kvinder, mænd og børn mærket af krig.
Hovedparten af de udvalgte fotografier viser civile kvinder, mænd og børn mærket af krig.

I stedet for at konfrontere fortiden, underlagde Spanien sig med andre ord kollektivt en uofficiel pagt: El pacto de olvido (Glemslens pagt), som også er medvirkende årsag til de mange årtiers politisk og økonomisk forsømmelse af Belchite ruinby.

De seneste årtier er der imidlertid opstået en modstand over for Glemslens pagt, især fra pårørende til de mange ofre for Francos styre, der aldrig har fået en værdig begravelse, som ligger i massegrave, eller hvis skæbne fortsat er ukendt. Dette har afstedkommet et fortsat pågående krav om genåbning af grave i håbet om at identificere knoglerne og genbegrave ofrene.

Den nyere modstand mod Glemslens pagt i Spanien omtales af nogle forskere som erindringens tilbagekomst eller ligefrem et erindringsboom. På trods af flere væsentlige kunst-, kultur- og forskningsarrangementer i anledning af 80-året for krigens officielle afslutning i år, er arven efter borgerkrigen dog ikke et dominerende emne i almindelighed i dagens Spanien.

Allerede ved indgangspartiet til Belchite ruinby er det synligt, at byen igen har fået status af officielt erindringssted, og det med en anden vinkel end den Franco forordnede. Ved den gamle byport er der en nyanlagt plads med ordene Memoria y Paz (Erindring og Fred) bøjet i store jernbogstaver og dertil fortællende plancher.

I en nabobygning er der desuden åbnet en lille butik, der slår dørene op i forbindelse med de guidede ture for at sælge bøger, postkort og souvenirs forbundet med ruinbyen, foruden is, drikkevarer, lidt tøj, nips og lokale produkter som olivenolie. Belchites nye landsby følger trop med turistindustrien i resten af verden.

Ruinerne af landsbyen Belchite ligger i Aragonien, cirka 50 kilometer fra regionens hovedstad Zaragoza. Da borgerkrigen indtraf, var det en større landsby med godt og vel 3800 indbyggere og anseelige bygningsværker: byporte, klostre, kirker og et seminarium uden for bymurene.
Ruinerne af landsbyen Belchite ligger i Aragonien, cirka 50 kilometer fra regionens hovedstad Zaragoza. Da borgerkrigen indtraf, var det en større landsby med godt og vel 3800 indbyggere og anseelige bygningsværker: byporte, klostre, kirker og et seminarium uden for bymurene.

Adgangen til ruinbyen foregår via den gamle byport, og da den bliver åbnet, går de besøgende automatisk frem til portens skyggegrænse og står med front mod ruinbyens hovedgade, Calle Mayor. Og bliver stille.

De gennemhullede og krakelerede facader på byhusene. Roen, den høje blå himmel, det stærke sollys, svaler. Skønheden: i vejen, der bugter sig, i murenes okkerfarvede nuancer, mellem sandfarve og let brændt orange, i resterne af blåkalkning omkring vinduerne og i de geometriske mønstre. Og stikket i hjertet. Der er mennesketomt, øde, destruktion. Tagene er braset sammen, de franske altaner i støbejern er uden bund, murene er porøse, husnumrene fragmenterede. Det ligner en filmkulisse. Men det er en virkelig by, hvor generationer efter generationer af familier har boet, gået i skole, i kirke, købt ind, levet deres liv. Indtil krigens ødelæggelser. Og de mange døde. Det er svært at begribe.

Ruinbyen Belchite kan stadig videregive et særligt indblik i borgerkrigen, trods sit markante, øgede forfald, idet man fortsat omsluttes af ruinerne af en reel, større by og dermed kan opleve konsekvenserne af krigen på et meget konkret, kropsligt og sanseligt erfaringsgrundlag, hvilket kan supplere andre kollektive erindringsformer, såsom historieskrivning og fotografier.

En af de betydningsfulde, absolut mest uventede og nytænkende elementer i Belchite ruinby som erindringssted i dag er installationen af Gervasio Sánchez’ sort-hvide fotografier.

Man møder som besøgende tidligt et af Sánchez’ ikoniske billeder af det indre af et bibliotek i Sarajevo. En pragtbygning i total ruin. Fotografiet er placeret højt oppe i en vinduesåbning i Belchites hovedgade, og man må bøje nakken bagover for at se motivet. Placeringen stemmer overens med kameravinklen, og der sker en fordobling i mere end en forstand. Man kigger således op på fotografiet af et ruinøst bygningsværk, hvis tomrum og murbrokker mimes i Belchites fysiske bygningsruin, og den anden vej rundt.

Hovedparten af de udvalgte fotografier viser dog civile. Kvinder, mænd, børn mærket af krig. Man møder bedrøvelse og håbløshed, såsom i billedet af en ældre kvinde, der sidder let sammensunket og kigger ud ad et højtsiddende vindue og i fotografiet af en dreng, der ser ud på os bag et vinduesglas. Begge fotos er placeret i reelle vinduesrammer.

Der er fortvivlelse – blandt andet i fotografiet af en ældre kvinde, der står på en vej i forgrunden af billedet foran væltede, udbrændte biler og en udbombet boligblok. Og man konfronteres med angsten i øjnene og kropssproget hos en gruppe mennesker på flugt, hvor børn græder og en ældre mand bærer et spædbarn, og ligeledes i billedet af en kvinde, der løber væk fra et sønderbombet hjem bærende på en kuffert. Er det alt, hvad der er tilbage af hendes hjem?

Sidstnævnte fotografi er indsat i en døråbning i et af Belchites huse. I øjenhøjde med kvinden og parallelt med fotografiets perspektiv, hvorved man som beskuer kan få oplevelsen af at være stedfortræder for fotografen.

Det er det fotografiske medies særkende, at det fremstår som et mere eller mindre direkte aftryk af virkeligheden. Det gælder også Gervasio Sánchez’ fotografier i Belchites gamle landsby. Isoleret set vidner Sánchez’ fotografier om de specifikke krige på Balkan. Etniske træk, tøj og andre kulturelle markører kundgør, at de ikke stammer fra Den Spanske Borgerkrig. Alligevel tilfører Sánchez’ fotografier væsentligt nyt til ruinbyens erindringsværdi. Dette hænger blandt andet sammen med den sort-hvide fremtoning.

At fotografierne er sort-hvide etablerer således en abstraktion i forhold til den specifikke, historiske virkelighed. Ydermere skærper den sort-hvide billedopbygning fokus på det centrale i flertallet af motiverne: enkeltpersoner eller grupper af mennesker.

Sánchez’ Balkanfotos indgives dertil et symbolsk betydningslag i denne kontekst, idet de – i modsætning til den klassiske udstillingsform – fremvises uden titler eller formidlende tekst.

Den visuelle formidling står alene i fotoinstallationen, men efterlader ingen tvivl om budskabet: Krig er ødelæggende, inhuman. Heroismen, som blev formidlet i Francos æra, er helt fraværende.

Gervasio Sánchez tilfører altså afgørende nyt til ruinbyen Belchites erindringsværdi og underbygger det nye officielle mål om at forbinde erindring med fred. Sánchez’ fotoinstallation berører netop ikke de politiske modsætninger, der ligger til grund for ruinerne, men modarbejder derimod glemslen og fremhæver og synliggør de menneskelige tab.

”Los ojos de la guerra” i Belchites ruiner håndgribeliggør, at der bag de forvitrede bygningsruiner er mennesker, der har mistet livet, mennesker, der har mistet deres hjem, og at der er mennesker, der den dag i dag fortsat lever med sorg, smerte og tab 80 år efter borgerkrigens officielle afslutning.

Mette Haakonsen er skribent og kurator, cand.mag. i kunsthistorie. Rejsen til Spanien var støttet af Statens Kunstfond.