Hvad er dit yndlingsord?
For mig er det ligesom at spørge: Hvad er dit yndlingsbarn? Det kan jeg ikke svare på, fordi der findes ord til forskellige lejligheder, og der findes ord til forskellige livsfaser. Der findes ikke et ”one word fits it all”. Hvert ord til sin tid.
Er der nogle ord, der hjemsøger dig, eller som du har svært ved at slippe?
Der er visse ord, som jeg af al magt forsøger at undgå. De er ligesom skvalderkål, der kommer op i min have. Jeg flår dem op, så snart jeg opdager dem. Der er især et, som jeg virkelig ikke kan lide: fremadrettet! Rent fonetisk er det et grimt ord – fremadrettet – der har vi den berømte danske halskatar for fuld udblæsning. Men også betydningen. Det er sådan et ord, man hele tiden bruger som sådan en slags bortforklaring, som en uforpligtende kasse, man smider løfter ned i. Fremadrettet vil vi gøre det bedre, fremadrettet har vi en anderledes teststrategi. Der ligger sådan et overfladisk løfte i det, som jeg synes, er utroværdigt. Hvis jeg hører mig selv sige det, finder jeg det store lugejern frem lige med det samme.
Hvor vigtige er de første ord?
Især i skønlitteratur er de ekstremt vigtige. Man kan jo bruge måneder på at slibe den første sætning til. Den skal ligge godt på tungen, man skal kunne lide at smage på den, for det skønlitterære sprog er jo – som jeg oplever det – musik. For at være en god forfatter eller en god stilist skal man have musikaliteten i sit sprog og kunne lægge sig mellem forskellige toner og tonearter. Sproget i en roman skal både indeholde trommer, oboer, strygere og harper. Hele lydbilledet og den musikalske del af sproget elsker jeg at arbejde med.
Hvilke ord ændrede dig?
”Jeg elsker dig” – både det, der blev sagt til mig, og det, jeg selv sagde. Og ”du har brystkræft”. Det er også en sætning, man husker! Også ordet terminal. Da min mor blev erklæret terminal, ændrede det ekstremt meget. Både i vores syn på hende, fordi vi vidste, at nu skulle hun dø, men det ændrede jo også meget, fordi jeg mistede min mor. Det er de sætninger, hvor der er et vendepunkt i, der bliver vigtige – dem arbejder jeg også med i romanskrivningen.
Kan ord indfange alle tilstande?
Det kan de næsten, men der er også tilstande, de ikke kan indfange, fordi ord er meget konkrete. Litteratur adskiller sig fra andre kunstarter ved, at du kun kan læse et ord af gangen. Det vil sige, du kan ikke have en masse ord stablet ovenpå hinanden. Så hvis der står: ”Jeg elsker dig”, så kan der ikke på samme tid stå: ”Men det er bare noget, jeg siger.” Det er det, der gør, at litteratur og sprog indimellem kommer til kort. Og det vil sige, at meget sammensatte følelser, stemninger og sansninger kan være svære at beskrive i sprog. Gudskelov har vi musikken, som kan gå ind i det, som faktisk er svært at sætte ord på. Musik er meget mere emotionelt end sprog og kan udtrykke en følelse, en stemning eller en smerte. Til gengæld kan litteraturen udtrykke det indre liv: ”Hun smilede, mens hun havde lyst til at kværke hende” – så tæt kommer man ikke det indre liv i andre kunstarter.
Hvornår har du prøvet at løbe tør for ord?
Jeg vil ikke sige, jeg løber tør for ord, men jeg kan godt mangle de rigtige ord. For eksempel kan jeg godt føle, at sproget er lidt korrumperet i situationer, hvor andre mennesker har været udsat for en stor sorg. Især er jeg bange for, at den, som jeg vil udtrykke noget sprogligt over for, oplever det, jeg siger, som banalt. I kender udtrykket ”jeg kondolerer”, eller som jeg foretrækker at sige: ”Det gør mig ondt.” Og selvom jeg virkelig mener det, kan jeg godt være i tvivl om, hvorvidt vedkommende, som jeg siger det til, tror på det. Om det er troværdigt. Derfor kan jeg godt forstå, at vi har brug for andre kunstarter til den slags. Musik er jo så fantastisk til at udtrykke følelser og skabe en forløsning, fordi der er en renhed i for eksempel klassisk musik, som kan udtrykke den slags mindre banalt, end nogle nedtrampede sproglige floskler kan. Så der mangler jeg faktisk ord og ville måske finde det mere tilstrækkeligt, hvis jeg kunne spille et stykke på fløjte eller klaver.
Hvem har magten – dig eller ordene?
Det er vigtigt, at man tager magten over sine ytringer, at man træder i karakter sprogligt. At man ikke bare snakker fanden et øre af og giver ordene lov til at gå i tomgang. Folk, der snakker hele tiden, har ikke taget stilling til, hvad de vil med deres ord. De ytrer bare løs som skidt fra en spædekalv, som man siger – det er for øvrigt også ét af mine hadeudtryk, ”som man siger”.
I ”I begyndelsen var ordet” interviewes danske forfattere om de ord, der særligt optager dem.