Prøv avisen
Teater

Nora med fingeren på pulsen

5 stjerner
Smuk er hun, den betagende Nora i sin følelsesmæssige nøgenhed, flot inkarneret af Nanna Skaarup Voss. – Foto: Aalborg Teater

Aalborg Teaters ”Et dukkehjem” er moderne og sætter hverdagslivet på spidsen så præcist, at det næsten gør ondt

Det nordjyske mesterskab i ”Et dukkehjem” finder sted lige nu. Først Kaspar Rostrups velanmeldte klassiske fortolkning på Vendsyssel Teater og nu også, veltimet med kvindernes kampdag i fredags, Aalborg Teaters bearbejdede nyfortolkning, der på alle fronter har fingeren på pulsen. Instruktør og teaterdirektør Hans Henriksen har med et ungt ensemble skabt en version, der både lydligt, visuelt og stilistisk taler direkte til et moderne, og nok især ungt, publikum. En forrygende Nanna Skaarup Voss giver os en nutidig Nora, en moderne genkendelig kvinde.

Nora og Torvald bor i et Bolia-katalog komplet med au pair og tre lækre børn. Torvald er i bedring efter lang tids sygdom og har landet jobbet som chef i Aktiebanken. Nora lever det lette og umiddelbart sorgløse liv som blogger og influencer og fortærer af dyre designer-macarons. Men hun fortæller om sit privilegerede liv med et skamfuldt blik. Da Noras gamle veninde Kristine Linde og advokaten Krogstad dukker op, åbnes Pandoras æske af fortrængte følelser og hemmeligheder – og dramaet arbejder sig lige så stille hen imod Noras uundgåelig exit.

Smuk er hun, den proverbiale Nora, her klædt i skrigende rødt for at dække over sin følelsesmæssige nøgenhed. Hun er en elendig selvløgner, og nuancerne i hendes følelser står skarpt frem i Nanna Skaarup Voss’ plastiske ansigt. Fysisk er hun sin mand aldeles overlegen, og han tumler fjoget efter hende uden at ænse distancen i hendes blik. Hun kunne tage magten, hvis hun ville og turde. Hun aner, at hendes placering nederst i det patriarkalske hierarki til dels er selvforskyldt, og skammen over det blusser i hendes kinder, når hun iklæder sig sit dukketøj og ter sig som en ranglet Marilyn Monroe. Hun kæmper med at forstå, hvad det er – i samfundet, i kulturen, i familien – der får hende til at agere så kønsnormativt, som hun gør.

Ferdinand Falsen Hiis er god som en glat, men lille og usikker Torvald, ”svag som alle andre ægtemænd” og ikke helt mand nok til at tage alt på sig. Stanley Bakar er en ung Doktor Rank, en skøn jyde med hænderne i lommerne. Hans kærlighedserklæring og fordrukne afsked med parret er rørende realistisk. Kathrine Høj Andersens har en skæv stil, der giver dybde til den ydmyge, hændervridende barndomsveninde. Og over for hende leverer Martin Ringsmose en underligt sympatisk Krogstad. Han kommer hele vejen rundt i figuren, fra ondskabsfuld til ynkelig. ”Se på mig!”, råber han og blotter sin sårbare sjæl.

Jens Christian Lauenstein Leds bearbejdelse af Ibsens tekst føles let, ikke forceret, og spejler, hvordan de fleste af os taler. Personinstruktionen er ligeså afstemt, og karakterner ligner naturlige spejlinger af mennesker, vi enten kender eller er. Det er skønt og ligetil, nemt at konsumere og nemt at tage ind. Aske Bergenhammer Hoegh har tilsat et lækkert pulserende og poppet lyddesign med (for P3-segmentet velkendte) sange, der forstærker og forstørrer Noras tanker og følelser. ”I wanna end me”, synger Billie Eilish, mens Nora plejer sine selvmordstanker.

Ibsen er fantastisk. Dramaet i ”Et dukkehjem” er så dynamisk og formbart, at der er plads til to forskellige versioner på to store teatre i samme region på samme tid. Sammen giver de to Nora’er – hende fra 1879 og hende fra 2019 – et helstøbt og historisk billede af den kvindelige tilstand. ”Du er først og fremmest mor”, får hun at vide. ”Nej, jeg er først og fremmest mig”, er hendes modsvar. Det er vel det, vi i dag kalder selvrealisering – en slidt benævnelse og en drift, der også er kilde til skam i det moderne menneske. Skammen kommer først og fremmest fra Nora selv. Hendes vej mod døren er ikke let, den er lang og smertefuld, og i hende raser en krig mellem selvhad og drift mod frihed. Det er hverdagslivet sat på spidsen, men så præcist og genkendeligt, at det næsten gør ondt.