Et af de oftest stillede spørgsmål til verdenslitteraturen er, hvor Nora gik hen, da hun gik ud? Merete Pryds Helle går interessant nok uden om det i den roman, hun har skrevet ud fra Henrik Ibsens berømte drama ”Et dukkehjem” fra 1879. ”Nora” er en del af et fællesnordisk projekt, hvor tre forfattere, de andre er Klas Östergren fra Sverige og Vigdis Hjorth fra Norge, har skrevet ”Ibsen-romaner”. Alle tre romaner udkommer i dag.
Pryds Helle skriver om det, der sker før dramaets handling, scener fra Noras liv som barn og ung, det første møde med Helmer, brylluppet, den berømte rejse til Italien, der frelser Helmers liv, og som Nora har finansieret, blandt andet med dokumentfalsk, og til sidst giver romanen de fortættede afgørende døgn i deres samliv, som vi kender så godt fra stykket. Noras bedrag bliver afsløret, Helmer viser sig som en mand helt uden format, og historien slutter med drønet fra porten, som Nora går ud af.
Det er et dristigt valg at skrive en forløber til ”Et dukkehjem”. Vi ved allerede fra bagsideteksten, at det er det, Pryds Helle har sat sig for, så der er ikke som sådan nogen ”suspense” i romanen. Men pointen må vel være, at vi skal se det kendte i et nyt lys eller forstå mere af det, der ligger bag personernes handlinger. På den måde er der alligevel spænding og meget at dyrke for den, der er fortrolig med stykket.
Merete Pryds Helle har gjort sit forarbejde godt. Hun har virkelig sat sig for at inspicere puslespillets elementer, at folde dukkehjemmet ud, at genbruge og uddybe alle de detaljer og elementer, Ibsen har med i sit stykke, lige fra det små – at Nora er til søde sager, og at Helmer derfor er bange for at hendes tænder skal blive ”stygge”, at et af hendes kælenavne er ”egern” – til det store: at de rejser til Italien, og at hun dernede lærer at danse den vilde tarantel, udklædt som napolitansk fiskerpige.
Det er også en satsning, for ligesom nogle elementer uden tvivl er vægtige, symbolske og betydningsladede, er andre måske kun små fif, manøvrer og distraktioner fra Ibsens side for at skabe liv, fylde og adræthed på scenen. Måske tåler ikke alt at blive udforsket med henblik på genanvendelse. Så er det måske heller ikke vigtigere med de makroner, Nora gerne vil gnaske på.
Det, der fungerer bedst i romanen, er Noras år som ung pige: hendes livlige, følsomme og intelligente væsen, tilværelsen på landet, følelsen for naturen, det nære forhold til tjenestepigerne, relationen til den kantede og bistre far, mærket af, at Noras mor døde i barselsseng, hans had til religionen og interesse for de nye tider, Nora som en gennembrudskvinde in spe, der læser Baudelaire og interesserer sig for Darwin, hendes første møde med og naive forelskelse i den nydelige og opmærksomme student Helmer, de store forventninger til bryllup og ungt samliv.
På forskellige steder i fortællingen møder vi også de kendte bipersoner fra stykket, Noras amme Anne-Marie, den lidt grå ungdomsveninde fru Linde, den forhutlede sagfører Krogstad, der forfølger Nora med gældsbeviset, og ikke mindst den ironiske, forelskede og dødsmærkede husven dr. Rank. Pryds Helle har valgt at tegne dem alle op med en fyldigere streg, end vi kender dem, i visse tilfælde er de overrumplende anderledes. Det er spændende, også på det lidt meta-agtige plan, fordi de immervæk stadig skal fremføre de samme replikker i de sidste dramatiske døgn.
Det største fornyende greb er nok, at Nora og Helmers ophold i Italien, i Rom, i Amalfi ved Napolikysten, på Capri, bliver beskrevet over mange sider. Vi får introduceret nye personer, kommer til karneval med masser af sydlandsk sanselighed og risiko for pikante forvekslinger; Nora får i den grad danset tarantellen med progressive veninder, og Helmer bliver udsat for såkaldt ”dyrisk magnetisme”. Pryds Helle trækker her på sit eget mangeårige ophold i Italien og på bevidstheden om, at Henrik Ibsen sad på et hotelværelse i Amalfi og skrev ”Et dukkehjem” med udsyn over bugten. Stemningen kan minde lidt om E.M. Forsters romaner med stive englændere, der bløder op under den italienske sol, tilsat lidt pikant maskebal med Tom Cruise og Nicole Kidman. En lille roman inde i romanen. Måske burde den have fyldt det hele.
For hvor gerne jeg end vil holde af Pryds Helles ”Nora”, foretager hun et afgørende og efter min mening helt katastrofalt valg i sin historie. Hun gør Helmer langt mere svag og usympatisk, end han er i Ibsens drama. I forvejen havde Ibsen svækket Helmer, gjort ham forfængelig og smålig, i forhold til de tidlige udkast til dramaet, hvor han fremstod med mere positive træk. Men at en kvinde skulle forlade sin mand var så chokerende for datidens publikum, at Ibsen var nødt til at give Nora lidt ekstra retfærdiggørelse ved at belaste Helmer. Det var allerede risikabelt af Ibsen, for et drama af denne type fordrer en vis spænding mellem sine poler. Som den amerikanske filosof Stanley Cavell har sagt bør stykket spilles, så det rent faktisk fremgår, at Helmer elsker Nora (og omvendt, kunne man tilføje). Blot havde han endnu til gode at se det blive spillet på denne måde.
Pryds Helle vælger at gange Ibsens svækkelsesgreb med tre, eller 3000 kunne jeg lige så godt sige, for hun nægter sig intet i udpenslingen af Helmers syge væsen og totale menneskelige fallit. Det er helt uforståeligt, hvorfor hun gør det. Den eneste forklaring, jeg kan komme på, er, at hun vil sværge troskab til den såkaldt ”feministiske” bølge i den aktuelle litteratur. Men det ville da godt nok være trist, hvis en forfatter af Merete Pryds Helles kaliber føler sig foranlediget til det, og hvis det skal udtrykke sig ved en kvindelig hovedpersons totale offer-martyrium i forhold til en mandlig hovedpersons sygelige søllehed.
For der sker jo det, at alle de små og lidt større facetter, hun faktisk får tilføjet historien og karaktererne, mister deres pointe, herunder Amalfi-historien hvor Nora og Helmer fik tilbudt nye livsmuligheder. Det hele kan være lige meget, for alt bliver alligevel suget ned i det sorte hul, som bærer navnet Helmer.
Nora er ved afslutningen efter tre børn og års samliv så led ved Helmer, at det bliver helt uforståeligt, at hun skulle kunne skuffes i en stor romantisk forventning til ham (det vidunderlige, som det kaldes i stykket). I det hele taget er alle de dramatiske ladninger og spændinger taget ud af afslutningen, som Pryds Helle da også, skønt hun har bibeholdt handlingens ydre skelet, med en vis konsekvens lader Nora opleve i en underlig tågetilstand. Hun har dårligt nok kræfter til at komme ud af porten.
Det er rigtig synd for Nora. Men det er altså også synd for læserne. Og for det fantastiske forlæg. Og for den historie, Pryds Helle måske kunne have skrevet. Måske er det ligefrem synd for menneskene, som Ibsens kollega Strindberg sagde.