Nordbrandt brillerer med barndomsdigte

Nordbrandts subtile hæslighedsæstetik, underfundige humor og bizarre billeder placerer ham stadig som landets bedste lyriker

Hos digteren Henrik Nordbrandt er skoletiden en kilde til nogle af de mest sortsynede og fascinerende visioner, som vi har inden for dansk lyrik. – Foto: Iben Gad.

De fleste af os har erindringer fra barndommen, som vi ikke bryder os om. Hos digteren Henrik Nordbrandt er skoletiden en kilde til nogle af de mest sortsynede og fascinerende visioner, som vi har inden for dansk lyrik, og eftersom alderdommen jo er den tid, hvor man ofte evaluerer eller gennemlever hele sit liv, er det heller ikke overraskende, at der bliver flere og flere digte om barndommen i Nordbrandts forfatterskab.

Et fantastisk digt fra den nye digtsamling ”Så en morgen” hedder ”Plageånder” og udmaler en satanisk og sindsoprivende vision, hvor ”skolen blotter sig / blodrød som en slagtehal”:

”Når skumringen falder på / sidder de side om side på tagryggen / og piller kranier. / Så råber de mit navn i kor / igen og igen. / Jeg siger ikke, hvad det var / de kaldte mig. / Hvis jeg gjorde det / ville jeg ikke kunne vende tilbage / til den, jeg er nu / eller måske var for lidt siden.”

Et andet suggestivt og fabelagtigt digt om den traumatiske barndom og dens indvirkning på vor personlighed hele livet hedder ”Den fordømte fortid” og fortæller om nogle af de samme søde skolekammerater som i ovennævnte digt:

”Udenfor venter en gruppe børn / på min egen alder / på at slå mig ihjel. / Da jeg åbner døren, hyler de / af frustration over tiden / der skiller dem fra deres offer.”

Når Nordbrandts poetiske visioner er så fascinerende, skyldes det deres metamorfoser, hvor før og nu, her og dér og forskellige personer blander sig og glider sammen i en drømmeagtig eller hallucineret logik, der giver os følelsen af, at det vitterligt forholder sig således, som talrige filosoffer og psykologer fortæller os, nemlig at det konkrete liv, vi lever, i en bestemt tidsbundet social kontekst kun er ét af de mange liv, vi har, eller, som den moderne psykologis fader, Freud, altid fremhævede, at det ubevidste er uden tid. På denne vis ligger der en stor livserkendelse og -visdom i Nordbrandts digte, der i kraft af deres subtile hæslighedsæstetik, underfundige humor og bizarre billeder har placeret ham sammen med Klaus Høeck som den absolutte top i det danske poetiske hierarki.

Lad mig som en fanfare til denne suveræne digtsamling af Nordbrandt afslutte med et pragtfuldt digt, hvor digteren udfolder et af sine specialer, nemlig at lade billeder og associationer flyde med afsæt i et ord, der vækker hans æstetiske idiosynkrasi:

”Der er ord, der er værre end ordet Glostrup. / Der er steder, der er værre end stedet Glostrup. / Der er dage, der er værre end den vidste / dag i august på et busstoppested / lidt uden for Glostrup. / Der er det, der er værre end at få en kanyle i øjet. / Der er det, der er værre end at få en kniv i maven / og lyden af visne blade under en rullestol / der kører ind til hospitalet / lidt uden for Glostrup.”