Med romanen ”Penge på lommen” søsætter Asta Olivia Nordenhof en storstilet romanføljeton i syv dele, en såkaldt septologi, om ”Scandinavian Stars” katastrofale skibsforlis i 1990, hvor 159 personer omkom på tragisk vis. Føljetonens førstedel handler ikke direkte om mordbranden, men kredser undersøgende omkring i udkanten af katastrofen. Centralt står til gengæld historien om ægteparret Maggie og Kurt, hvis fortumlede skæbner flygtigt, men alligevel vægtigt væves sammen med forliset. Det er også her, i den urolige, årvågne, præcise persontegning og i de usentimentale beskrivelser af det udtværede liv i udkanten af velfærdssamfundet, at Nordenhof brillerer som seer og skæbneskildrer.
Under det hele rumler imidlertid et grumt forfejlet forsøg på kapitalismekritik, der midtvejs slår ud i lys lue som en opvisning i floskuløs og letkøbt politisering serveret som dybe indsigter.
I hovedsporet er det heldigvis Maggie og Kurt, der får taletid. Kaotisk kaster romanen os rundt i parrets fortælling, der fører tilbage til besættelsen og frem til Kurts død i dag. Begge liv er parader af nederlag, overgreb, fattigdom og fornedrelse. Og på gården lidt uden for Nyborg, hvor parret slår sig ned, er kærligheden uløseligt kædet sammen med daglige krænkelser, afmagt og apati. Nordenhofs portrættering af tilværelsen på livets afmægtige skyggeside dirrer af intim indlevelse, som dog hverken forfalder til offergørelse eller fordømmelse. Ingen er entydigt onde eller gode. Fokaliteten skifter, stemmen er øm, men nøgtern.
Med sin observationsiver, en egen synæstetisk sansning og særegne metaforik fremmaner hun et fuldtonet motiv, ikke kun af to mennesker, der er kuldsejlet i livet, men af en generation og en tid set fra en yderkant af Danmark, vi sjældent hører om i romanform.
Hos Nordenhof kan man føle sig som en svævende agurk, ligne en dej og være lukket inde i en termokande. Fremmede billeder på genkendelige følelser. Og måske er det netop Nordenhofs særlige, billedstærke fornemmelse for sproget, der gør romanen levende, vibrerende og interessant – det hverdagslige og langsomme til trods. Det er også undertiden sjovt på en smertetynget, aldrig plat og øllet måde. Eftergivenheden hos Maggie, når hun rasende læser om sæsonens hatte i et dameblad hos frisøren, den tiltagende indestængte desperation hos den tilknappede Kurt på en trøstesløs provinsbodega, de daglige, ydmygende skyggekampe mellem ægteparret over en skuffe, der binder.
For ”Penge på lommen” vil vise os, hvordan magtesløsheden er vævet ind i os som en tavs underkastelse i alt, hvad vi gør. Parallelt med scenerne fra Kurt og Maggies liv vokser et fortællende jeg frem, som dels går i direkte dialog med hovedpersonerne, dels går på detektivisk jagt efter sandheden om ”Scandinavian Stars” forlis. Det er her midtvejs i romanen, at skuden kæntrer, om man så må sige. I et langt debatindlægslignende kapitel oprulles historien om, hvordan en psykisk syg lastbilchauffør formentlig fejlagtigt er blevet beskyldt for at stå bag branden, der førte til forliset, og hvordan der er vægtige indicier for, at ulykken snarere var resultat af kynisk kalkuleret forsikringssvindel. Konspirationsteorien er som sådan kulørt og interessant nok, men Nordenhof bruger den som afsæt for en overfladisk, klichefyldt og tynd kapitalismekritik, som kun tjener til at skæmme det dybe person- og miljøportræt, hun ellers tegner.
I selvhøjtidelige høje toner fremtures mod en diffus størrelse, som forfatteren kalder ”kapitalismen”, og som slynges løseligt omkring som belejligt synonym for alverdens ondskab og dårligdom, som underklassen må undgælde for med deres liv. Vi lærer: ”Nogen og noget bliver nødt til at dø, for at andre kan vinde. Det er ideen. For at lægge til må man trække fra et andet sted. Kapitalismen er en massakre. Men vi er levende, og vi kan ende kapitalismen.” Den halvfordøjede politisering, som minder mere om et komatøst, konsekvensløst ekko end om egentlig substantiel og original samfundskritik, bliver fremsat med en salvelsesfuldhed, som var det reelle indsigter, der blev præsenteret.
Med den polemiske overbygnings bovlamme naivitet punkterer Nordenhof sit ellers sympatiske projekt om at give synlighed til de fortabte og optrævle trådene omkring en katastrofe. Personportrætterne, billederne af voldens væsen, tavsheden, ømheden og afstanden havde stået så langt stærkere alene og uden denne omklamrende oversættelse af værkets underlæggende præmis, som desværre skinner uskønt tilbage på ”Penge på lommen”.