Prøv avisen

Nordens fælles frie svaneflugt fylder 100 år

Aprilnummeret af Foreningen Nordens blad, ”Norden”, gengav en plakat med de fem nordiske svaner, der indgik i en kampagne for at hverve medlemmer. – Foto: Foreningen Norden

I 1919 stiftedes i Sverige, Norge og Danmark kulturelle foreninger, som bar samme navn, Foreningen Norden. Formålet var at styrke det nordiske fællesskab. Siden har vi fået fælles pasunion, ministerråd og arbejdsmarked. Men trods al snak om broderfolk har der i alle årene været klare grænser for, hvor tæt landene i Norden ville integrere sig med hinanden

På en dansk plakat fra 1950 med det formål at hverve nye medlemmer til Foreningen Norden er de fem nordiske lande afbildet som fem svaner, der er præcis lige store og på vej præcis samme sted hen. Under svanerne ser man på et landkort Danmark, Sverige, Norge, Island og Finland. Fem nationer og broderfolk, som altid kulturelt har haft meget tilfælles – men som aldrig var helt ens, lige store eller på helt samme politiske kurs.

Dét har gennem præcis 100 år været vil-kårene, udfordringerne og begrænsningerne for Foreningen Norden. Og selvom navnet skrives i ental, er der i realiteten tale om forskellige foreninger i hvert selvstændigt land, påpeger den norske historiker Ruth Hemstad.

”Foreningen Norden har været en vigtig kulturel faktor i Norden i 100 år og indgår i en større udvikling af det nordiske samarbejde, som også omfatter oprettelsen af Nordisk Råd og Nordisk Ministerråd. Men det har aldrig været én forening. Det har altid været nationale foreninger med en varierende grad af samarbejde,” siger Ruth Hemstad, der er forskningsbibliotekar på Nasjonalbiblioteket i Oslo og også ansat ved universitetet i Oslo, hvor hun forsker i bestræbelserne på at skabe en fælles skandinavisk offentlighed i tiden efter 1814.

”Gennem 100 år har spørgsmålet været: ’Hvor er kernen i Norden?’ Det har man aldrig kunnet blive enige om. Og det er da paradoksalt, at her ved 100-året er der ikke én fælles nordisk fejring. I stedet bliver jubilæet fejret på hver sin forskellige måde i de tre lande,” tilføjer hun.

Alene den kendsgerning, at de tre oprindelige foreninger blev til på hver sin dag vidner om, at de nordiske svaner måske nok fløj i nogenlunde samme retning, men svaneflugten er fri og derfor aldrig helt i takt.

Svenskerne stiftede deres forening i Lægeselskabet i Stockholm den 1. marts 1919, nordmændene fulgte efter godt tre uger efter, den 26. marts i Nobelinstituttet i Oslo, mens det først 14. april lykkedes at stifte Foreningen Norden i Danmark på et møde i Teknologisk Institut i København. Island og Finland kom med i 1922 og 1924, og de selvstyrende områder Færøerne, Åland og Grønland i 1951, 1979 og 1991.

Dette års fejringer af jubilæet spreder sig også over flere datoer. I Stockholm var Nordens Dag den 23. marts valgt til en markering, i Oslo var der en jubilæumsgalla-forestilling på Nationaltheatret i Oslo den 26. marts, og her i Danmark er det mandag den 15. april, der er valgt som dato for et seminar på Christiansborg samt en jubilæumskoncert i DR Koncerthuset, ”Dejlig er Norden”, som tv-transmitteres til hele Norden og blandt andet rummer popmusik med danske Saveus, norske Ane Brun, islandske Arnór Dan, finsk tango og en hyldest til den svenske popgruppe Abba.

Temaet i showet er, at de nordiske folk har meget tilfælles. Og selvom det er rigtigt, at Foreningen Norden ikke er én forening, men en forening i hvert land, så er splittelsen ikke større, end at de forskellige fejringer er indbyrdes aftalt, ligesom de tre stiftelser var det i foråret 1919, understreger Mogens Jensen, socialdemokratisk kulturordfører og formand for Foreningen Norden i Danmark.

”Vi har i fællesskab valgt den 15. april til den fælles fejring. Den har selvfølgelig et ekstra dansk islæt, fordi det er her i landet, det foregår. Men det er koordineret med de andre,” siger Mogens Jensen, som tilføjer, at hvert lands forening har sine indsatser og prioriteringer, men der er også en fælles paraplyorganisation, Foreningerne Nordens Forbund, FNF, som blandt andet har en skoleportal med undervisningsmaterialer på de nordiske sprog, en samlet formidling af nordiske jobs og en informationstjeneste.

”Her i Norden er vi tilbøjelige til at fokusere på forskellene. Og der er også forskelle. Men når vi ser på, hvordan vi i Norden har indrettet samfundene og kulturerne, er det tydeligt, at der også er mange ligheder. Og når man ser på landene udefra, for eksempel fra USA, er der mange, der nærmest opfatter Norden som én enhed,” siger Mogens Jensen, som trods de indbyrdes forskelle udnævner Norden til ”den mest integrerede region i verden”.

”Selve Foreningen Norden har altid været baseret på folkeligt, kulturelt samarbejde. Det vil sige rejser til hinandens lande, venskabsbyer, fordrag om Norden og den slags. Men ved siden af har Foreningen Norden spillet en aktiv politisk rolle for gennem folkeligt pres nedefra at påvirke landenes regeringer til et tættere samarbejde,” siger han.

Drømmen om et fælles Norden går langt tilbage i historien. Man kan sige, at den blev virkelighed for en stund, da Margrete I eta-blerede Kalmarunionen i 1397, men ret hurtigt gled Danmark og Sverige fra hinanden igen.

De to lande blev arvefjender, og Norge hørte først under Danmark frem til 1814, siden var landet i union med Sverige frem til 1905. I løbet af 1800-tallet var der i alle tre lande en stærk skandinavistisk bølge, påpeger Rasmus Glenthøj, lektor i historie ved Syddansk Universitet, som sammen med kollegaen Morten Nordhagen Ottosen arbejder på en bog om dette emne.

”For nogle mennesker i Norden blev skandinavismen set som en logisk overbygning på nationalismen i forhold til den enkelte nationalstat. De fleste så med sympati på, at landene skulle knyttes kulturelt til hinanden. Men der var også stærke kræfter, der ønskede at gå videre og samle landene i en forbundsstat. Disse bestræbelser er siden blevet afskrevet af historikerne som rene fantasterier, men vores undersøgelser viser, at projektet ikke var så urealistisk, som det siden er gjort til,” siger Rasmus Glenthøj.

Traditionelt har historikerne sagt, at skandinavismen døde i 1864, da Danmark kom i krig mod Tyskland og ikke fik anden militær hjælp fra de nordiske naboer end nogle få frivillige.

Men drømmen om Norden bestod. Ifølge Rasmus Glenthøj også som en drøm om, at en nordisk forbundsstat kunne udgøre en militær magt, der kunne føre krig for at hævde sit territorium, ligesom Italien og Tyskland i samme periode udviklede sig til. Denne del af den nordiske drøm blev dog modarbejdet af en række centrale personer, der både var historikere og politikere og var mere pacifistisk stemt, herunder den senere Venstre-statsminister Niels Neergaard.

”Da Foreningen Norden blev stiftet, var der opstået bred konsensus om, at en egentlig politisk union ikke havde nogen gang på jorden. Derfor blev foreningen stiftet som en meget kulturel og meget lidt politisk forening,” siger Rasmus Glenthøj, hvis vurdering er, at selvom idéen om en nordisk forbundsstat var en reel mulighed i 1800- tallet, så er det i dag en utopi og har været det, siden Danmark i 1972 trådte ind i EF og dermed orienterede sig sydpå i Europa i stedet.

Ruth Hemstad oplyser, at der tre gange gennem 1800-tallet blev etableret nordiske foreninger med henblik på at knytte landene sammen. Første gang var i 1843, hvor der stiftedes foreninger i Uppsala i Sverige samt i København, hvor de danske politikere Orla Lehmann og Carl Ploug deltog. Siden blev der gjort forsøg i 1864 og 1899, men ingen af disse foreninger fik en lang levetid. At Foreningen Norden derimod fik en levetid på foreløbig 100 år, ser Ruth Hemstad som en effekt af, at man holdt sig fra drømmen om en forbundsstat og holdt sig til et kulturelt samarbejde. I Norge var der ikke en oplevelse af, at man havde været en ligeværdig partner i unionen med Sverige 1814-1905, så der var ingen grobund for noget, der bare mindede om en ny form for union.

”Det nordiske samarbejde har vist sig at fungere bedst, når respekten for og anerkendelsen af de enkelte landes suverænitet ikke har været udfordret,” siger hun.

Første skridt mod Foreningen Norden var et møde i Malmø i december 1914 mellem den svenske, norske og danske konge, der blev holdt for at signalere, at de tre lande ville stå sammen om at holde sig neutrale i den verdenskrig, som var brudt ud samme år.

I tiden, der fulgte, begyndte forskellige skandinavistiske kræfter at røre på sig. Blandt dem var den norske polarforsker Fridtjof Nansen og den danske øjenlæge C.F. Heerfordt. Sidstnævnte ønskede et fælles forsvar for de tre lande, men dette blev af de fleste i de tre lande anset for alt for farligt både under og efter verdenskrigen.

Da man endelig nåede tilpas opbakning fra samfundets spidser i de tre lande til dannelsen af tre foreninger i 1919, var opgaven ”at uddybe samfølelsen mellem de nordiske folk, udvide deres kulturelle og økonomiske forbindelser og fremme det indbyrdes samarbejde,” som det blev formuleret i et opråb i danske aviser.

Medlem af den nye forening kunne man blive for 3 kroner om året, svarende til to timelønninger for en faglært arbejder. Den første formand for Foreningen Norden blev embedsmanden Frederik de Jonquières. Hovedkræfterne bag den nye forening var blandt andre ingeniør og formand for Industrirådet Alexander Foss og Niels Neer- gaard, der året efter blev statsminister.

Siden har Foreningen Norden været en tværpolitisk forening, men haft en hel del formænd, der også har indgået i diverse danske regeringer, herunder tidligere statsminister Erik Eriksen (V), der var formand 1964-1971. Seks af de syv seneste formænd er tidligere ministre: Dorte Bennedsen (S), Hans Engell (K), Knud Enggaard (V), Frode Sørensen (S), Karen Ellemann (V) og nu Mogens Jensen (S), som har været formand siden 2015.

I mellemkrigstiden gjorde Foreningen Norden sig bemærket ved at tale for fredelig kulturudveksling, blandt andet på en række fællesnordiske møder på Hindsgavl Slot. Der blev etableret venskabsbyer, og børn og unge kom på ferierejser på tværs af de nordiske lande. I både 1933 og 1934 blev Foreningen Norden indstillet til Nobels fredspris.

Selve Foreningen Norden er forblevet en kulturel forening. Men som nævnt skønnes den helt store betydning af foreningens virke at være, at den bidrog til, at Nordisk Råd blev grundlagt i 1952 som et samarbejdsforum for de nordiske parlamenter, at den nordiske pasunion og en overenskomst om fællesnordisk arbejdsmarked blev etableret i 1954, at de nordiske lande i 1962 underskrev den politiske samarbejdsaftale Helsingforsaftalen, og at Nordisk Ministerråd blev etableret i 1971 som et samarbejdsforum for de nordiske regeringer.

Men som nævnt har det haft betydning, at Danmark året efter blev medlem af EF, det senere EU. Norge valgte derimod at stå udenfor. Island har også altid været udenfor, mens Finland og Sverige blev medlemmer i 1995. De fem nordiske svaners frie flugt er på dette punkt gået i vidt forskellige retninger. Og uanset alle samarbejdsaftaler og alle sproglige og kulturelle ligheder kan det ikke nægtes, at det er i EU, det virkelig forpligtende samarbejde på tværs af landegrænser ligger i dag.

Men det er samtidig et åbent spørgsmål, om ikke forholdet mellem de nordiske lande netop har en chance for at være mere hjerteligt og venskabeligt, fordi det ikke baserer sig på bunker af forpligtende juridiske regler, men mere på den åbenlyse kendsgerning, at vores sprog og kulturer ligger tæt op ad hinanden. Som Karen Ellemann formulerede det, da hun i 2013 tiltrådte som Foreningen Nordens formand frem til 2015:

”Vores forhold til Europa er præget af fornuft. Det er et fornuftsægteskab. Vores forhold til Norden er et kærlighedsforhold.”

På et møde i Malmø i december 1914 deltog den norske kong Haakon VII, den svenske kong Gustav V og den danske kong Christian X for i fællesskab at understrege de tre landes neutralitet under Første Verdenskrig. Mødet førte til et styrket nordisk samarbejde, som i foråret 1919 kulminerede med stiftelsen af Foreningen Norden. – Foto: Det Kongelige Bibliotek
Den 26. marts 1962 underskrev de nordiske regeringschefer, længst til venstre den danske statsminister Viggo Kampmann (S), Helsingforsaftalen, som fastlagde det nordiske samarbejde i Nordisk Råd og Nordisk Ministerråd. Aftalen rummede også en ambition om så ens retsregler som muligt i de fem lande. – Foto: Topfoto/Ritzau Scanpix