Nordens litterære rødder findes endelig på dansk

Oldtidssagaerne har inspireret til alt fra Saxos Danmarkskrønike og Wagners ”Ringen” til tv-serier som ”Vikings” og ”Game of Thrones”. Men først nu er den samlede oversættelse af oldtidssager færdig i otte bind. Og det sidste bind er fyldt med ukendte kristne sagaer, fortæller hovedoversætter Annette Lassen

Peter Brandes har lavet over 300 variationer af træsnit, hvoraf de bedste er blevet udvalgt til Oldtidssagaerne, der nu er udkommet i otte bind. – Foto fra bogen.
Peter Brandes har lavet over 300 variationer af træsnit, hvoraf de bedste er blevet udvalgt til Oldtidssagaerne, der nu er udkommet i otte bind. – Foto fra bogen.

Det var været en litterær odyssé at fuldføre oversættelsen af oldtidssagaerne. Det er efterhånden over 14 år siden, at hovedoversætteren Annette Lassen som en anden eventyrlysten viking begyndte at drømme om at gøre det, som ingen før havde gjort.

For tidligere var det faktisk kun omkring halvdelen af de bevarede oldtidssagaer, der var blevet oversat fra islandsk til dansk, selvom flere af disse var oversat til op til 10 europæiske sprog. Men de sidste fire år er der udkommet to nye bind om året, og nu ligger den komplette oversættelse endelig færdig i form af otte smukke bind med træsnit af Peter Brandes.

Som den danske kunstner tidligere har forklaret her i avisen, brugte han netop træsnittet, fordi træ var et udbredt materiale i vikingetiden, hvor oldtidssagaerne udspiller sig. For selvom oldtidssagaerne oprindeligt blev nedfældet i en periode på 300 år fra den tidlige til den sene middelalder, beskriver de typisk den førkristne periode i Danmark, Norge og Sverige, hvor vi følger de islandske sagafigurers nordiske forfædre.

Over 300 variationer af træsnit har Peter Brandes lavet til formålet, og sammen med Annette Lassen har han udvalgt de bedste som illustrationer, der har sin egen kunstneriske berettigelse i de otte bind.

På den måde lægger han sig samtidig kunstnerisk i forlængelse af Johannes Larsens tanker, da Gyldendal også i sin tid bad Larsen om at illustrere Johannes V. Jensen og kompagnis oversættelse af islændingesagaer:

”Dengang var der nogle, der undrede sig over, at sådan en fuglemaler som Johannes Larsen skulle illustrere sagaer, men han udtrykte klogt, at han ikke ville illustrere teksten, men kulisserne til teksten. Derfor tegnede han landskaber. Det kan jeg godt følge ham i. Jeg har heller ikke forsøgt at skildre selve teksten, men valgt nogle motiver, som kan gå til mange af historierne,” har Peter Brandes tidligere forklaret.

Og i sidste uge kunne han så præsentere de sidste to bind i bogserien sammen med Annette Lassen, som er lettet over, at det lykkedes at få alle oversættelserne tilvejebragt i så smuk en form:

”Peter Brandes’ træsnit løfter virkelig udgivelsen, som jeg også synes fortjente en særlig behandling. For oldtidssagaerne er på mange måde vores litterære rødder i Norden, og nu er de endelig intakte,” siger Annette Lassen, der også har været redaktør på oversættelserne, som hun ene kvinde har stået for over halvdelen af.

Peter Brandes’ træsnit skal ikke ses som direkte illustrationer af oldtidssagaernes handlinger, men mere som kunstneriske kommentarer i sin egen ret. – Foto fra bogen.
Peter Brandes’ træsnit skal ikke ses som direkte illustrationer af oldtidssagaernes handlinger, men mere som kunstneriske kommentarer i sin egen ret. – Foto fra bogen.

Ifølge litteraturforskeren fungerede de første oldtidssager som en slags historieskrivning.

”I middelalderen blev de ældste oldtidssagaer anset som historieskrivning og kom med i Saxos Danmarkskrønike. Og Saxos oldtidshistorie ville også blive en lille kedelig tynd omgang, hvis han ikke havde haft adgang til oldtidssagaerne i enten mundtlig eller skreven form. I løbet af Middelalderen blev man ved med at skrive sagaer, og i 1300-tallet blev man blandt andet inspireret af tidens skæmtedigte i lighed med den italienske forfatter Giovanni Boccaccio, så der er sagaer, der har en tone til fælles med den litteratur. I senmiddelalderen blev der tale om decideret underholdningslitteratur, som vi i dag ville kalde fiktionslitteratur, sagaer, der leger med formen og læseren, mens de tidlige oldtidssagaer altså blev betragtet som historieskrivning,” forklarer hun.

En del sagaer hviler da også på en slags historiske fundamenter, som vi kun har begrænset adgang til i dag, idet for eksempel en af sagakongerne Yngvar den Vidtberejste er kendt fra datidens runesten. Sådan har oldtidssagaskriverne formentlig digtet kød på historiske skeletter. Regnar Lodbrog menes også at have haft et historisk grundlag, selvom sagaen slet ikke stemmer overens med, hvad vi ved om den historiske person.

De første bind indeholder klassikerne om både danske og germanske sagnkonger. Det er her, man blandt andet finder sagaen om Rolf Krake og ”Regnar Lodbrogs saga”, ”Regnar Lodbrogs dødssang” og ”Totten om Regnars sønner”, som den igangværende HBO-serie ”Vikings” har digtet videre på.

I bind tre og fire rykker historierne til Sverige og Norge. Bind fem handler om en bestemt slægt i Norge, der stammer fra øen Ramsta og har hyppig kontakt med trolde. I bind seks og syv er man kommet op i den senmiddelalderlige fiktionslitteratur.

”Det er jo ikke underligt, at formen ændrer sig med tiden, når man tænker på, hvordan litteraturen også har ændret sig de seneste 300 år. Og i senmiddelalderen ønskede sagaskriverne primært at underholde læserne. De legede med sagaformerne og kommenterede nogle gange på handlingen på en egentlig meget moderne måde. Det er især i de bind, man finder sagaer, som ikke har været oversat før. Ganger-Rolfs saga er en af dem. Ifølge islandsk middelalder er han egentlig identisk med Rollo den Første, der var fyrste i Normandiet. Ifølge sagaen er han så stor, at ingen hest kan bære ham og så maskulin, at han ikke vil giftes”.

Disse historier er dog også blevet surdej i andre historier. I den populære HBO-serie ”Vikings” er Rollo blevet Regnar Lodbrogs bror, mens Regnars sønner i serien også er kendte sagafigurer som Bjørn Jernside og Ivar Benløs. Og heller ikke Tolkiens ”Ringenes Herre”, Wagners ”Ringen” eller den anden populære HBO-serie ”Game of Thrones” kunne være skrevet uden oldtidssagaerne.

”Mange af de vanvittige ting, der foregår i ’Game of Thrones’, findes også i oldtidssagaerne. Der er drager, trolde, voldelige kvindelige regenter, der klæder sig i mandetøj, incest og endda ligmasker, som bliver brugt som forklædning. Så i oldtidssagaerne befinder man sig i en fantastisk verden, som man senere har dyrket i fantasygenren. Men i oldtidssagaerne har man den ægte vare. Det er den idébank, som mange senere fantasyforfattere har plukket deres fortællinger fra,” siger Annette Lassen, inden hun når frem til at fortælle om bind otte, der indeholder de oldtidssagaer, der har et tydeligt kristent islæt:

”I bind otte har jeg samlet de sagaer og totter (korte novelleagtige fortællinger, red.), som har et mere tydeligt kristent indhold. Her træder sagaskrivernes kristne sindelag og holdning til oldtiden frem. For eksempel i sagaen om Yngvar den Vidtberejste. Det er en af de ældste sagaer, vi overhovedet har, skrevet af en munk i Nordisland. I sagaen fortælles der, hvordan Yngvar under sin rejse ind i et ukendt område med fremmede folk, i det nuværende Rusland, missionerer, så det ender med, at kristendommen indføres. Sagaen om Erik Den Vidtberejste handler om en norsk hedning, som rejser ud i verden for at finde det, som hedninge kalder De Udødes Ager, men som de kristne kalder Paradis. Det lykkedes ham ikke at finde Paradis, men han kommer så tæt på, som et menneske kan. Det er også en fortælling om en hednings omvendelse.”

Er der en parallel til Erik den Røde?

”Ja, det er der faktisk. Erik den Røde er en hedensk skurk, som bosætter sig i Grønland, men nægter at antage kristendommen, før hans kone Tjodhild bliver kristen. Og hun nægter at have ægteskabeligt samvær med ham, efter hun er blevet døbt, og hun får selv bygget en kirke” fortæller Annette Lassen.

I dag kan man i øvrigt se udgravningen af Tjodhilds kirke i Sydgrønland, hvor udgravningen som et lille gudsbevis ligger 50 meter fra den nye kirke, som man byggede for 120 år siden uden at vide, at man netop byggede på en grund, der havde en stærk kristen forhistorie med rod i oldtidssagaerne.