Omtrent 100 personer, primært studerende fra faget nordisk, er mødt op på Godsbanen i Aarhus for i løbet af fem timer at blive klogere på litterære tendenser i de nordiske lande. Anledningen er Nordisk Sprogfest, der over fire dage dykker ned i sprog og kultur fra Norden med forskellige arrangementer.
”Sprogfesten skal være med til at gentænke vores nordiske samarbejde, som er under udfordring på grund af globaliseringen,” siger Birthe Lien, leder i Nordisk Sprogkoordination og initiativtager bag sprogfesten.
Med ordet ”gentænke” afslører hun, at sprogfesten finder sted i samarbejde med Kulturby 2017 – her er gentænk nemlig nøgleordet.
På Godsbanen, hvor de fremmødte sidder klar til dagens seminar, falder september-lyset ind ad rummets store vinduer og oplyser de hvide vægge og det lyse trægulv, nærmest som en påmindelse om, at netop lyset er kendetegnende for Norden som region, men det viser sig, at også litterære tendenser knytter landene sammen.
På skift gennemgår fem litteraturkritikere fra henholdsvis Island, Finland, Norge, Sverige og Danmark, hvordan det litterære landskab ser ud der, hvor de hver især kommer fra. Særligt én pointe er gennemgående, nemlig at ”der er sket et skift fra det generelle til det specifikke,” som Espen Stueland, digter og repræsentant for Norge, udtrykker det.
Espen Stueland fortæller, at en forfatters ærinde før i tiden, særligt under modernismen, var at skildre noget generelt i samfundet. Litteraturen måtte gerne være personlig, men aldrig privat. I dag er det omvendt. Det private materiale er en integreret del af nutidens skriftlige litteratur, fortæller han.
Anders Johansson, forfatter og svensk repræsentant, mener, at det samme gør sig gældende i Sverige.
”Tendensen i dag er, at vi dyrker det uafhængige og det unikke menneske. Vi følger et sygdomsforløb eller læser om, hvordan en forfatters far begik selvmord,” siger han og kalder det en øget interesse for ”åbne subjektiver”.
Stefan Kjerkegaard, litterat og repræsentant for Danmark, genkender ligeledes tendensen i dansk litteratur. Han mener, at der kan være tale om forfatterens forsøg på at opnå handlingskraft, fordi det private virker lokkende for medierne, og fordi det er sværere at være kritisk over for en selvbiografisk bog, hvor forfattere for eksempel skriver om at blive udsat for et overgreb.
”Som læsere risikerer vi at ende som vidner frem for kritikere af litteraturen, men omvendt er det næsten en slags afvisning at læse den slags bøger ’blot’ som litteratur,” siger han.
Netop det dilemma sætter rammen for den efterfølgende diskussion blandt de fem nordiske repræsentanter. Hver især giver de udtryk for, at litteraturkritikken gradvist bliver mere positiv i deres respektive lande, og spørgsmålet er, hvad udviklingen skyldes. Måske hænger det sammen med danske Stefan Kjerkegaards pointe om, at det er svært at stille sig kritisk over for private litterære historier, bliver det nævnt, men det kan også have med marketing at gøre, påpeger Au∂ur A∂alsteinsdottír, repræsentant fra Island. Da de fleste litteraturkritikere arbejder som freelancere, er de økonomisk afhængige af at få deres anmeldelser trykt, og sagen er, at det oftest er de stærkt positive anmeldelser, der bliver publiceret, siger hun.
Da et entydigt svar er svært at finde, varer diskussionen længe, men fælles for de fem litteraturkritikere er bekymringen for, hvilke konsekvenser det har for den nordiske litteraturs udvikling, at kritikken af litteraturen primært er positiv. De er enige om, at risikoen er, at det litterære landskab løber løbsk, fordi litteraturkritikken mister sin berettigelse til at adskille guld fra skidt.
Og da eftermiddagssolens stråler ikke længere når ind ad vinduerne, klapper ordstyreren diskussionen sammen ved at opfordre de fremmødte til at fortsætte diskussionen længe efter, at denne uges sprogfest er ovre.