Nordkorea hævder at have omstillet missiler til fast brændsel

Hele Nordkoreas missilbeholdning kan nu flyve på fast brændsel, siger landets leder, Kim Jong-un.

Nordkoreas leder, Kim Jong-un, hævder at landet har omstillet sit missilarsenal til at flyve på fast brændsel.
Nordkoreas leder, Kim Jong-un, hævder at landet har omstillet sit missilarsenal til at flyve på fast brændsel. Foto: Kcna/Reuters.

Nordkorea har færdiggjort omstillingen af sit missilarsenal, så samtlige af landets ballistiske missiler nu kan flyve på fast brændsel i stedet for flydende brændstof.

Det hævder landets leder, Kim Jong-un, i et interview med den nordkoreanske avis Rodong Sinmun.

Alle "taktiske, operationelle og strategiske" missiler - lige fra kortdistance- til langdistancemissiler - er blevet omstillet til at bruge fast brændsel, siger Kim Jong-un.

De kan desuden alle monteres med atomsprænghoveder, lyder det.

Missiler som flyver på fast brændsel har en række fordele over dem, som flyver på flydende brændstof.

Missiler, der tankes med fast brændsel, er sikrere at transportere og opbevare over længere perioder.

Det betyder også, at man kan have et stort arsenal af missiler, som er klar til at blive affyret med meget kort varsel.

Nyheden fra Kim Jong-un kommer, efter at landet tirsdag gennemførte en prøveaffyring med det, som siden er blevet beskrevet som et mellem- til langdistancemissil, der flyver på fast brændsel.

Missilet styrtede ned i Det Japanske Hav uden for Japans eksklusive økonomiske zone (EEZ). Ingen kom til skade i forbindelse med prøveaffyringen.

Kim overværede affyringen og sagde bagefter, at den påviser Nordkoreas våbenteknologis "absolutte overlegenhed".

Nordkorea hævdede sidste år, at det var begyndt at gennemføre prøveaffyringer med Hwasong 18 - et nyt langdistancemissil, som flyver på fast brændsel, og kan ramme mål op til 15.000 kilometer væk.

Nordkorea og Sydkorea har formelt set været i krig siden 1950. Siden 1953 har en våbenhvile dog gjort, at der ikke aktivt er kamphandlinger mellem de to.

/ritzau/Reuters